Fjernvarmeformand: Dødslisten eller liberalisering er pest eller kolera for den grønne omstilling

Et bredt flertal af Folketingets partier besluttede sidste sommer, at 30 procent af den danske kapacitet på affaldsforbrænding som led i Klimaaftalen skulle lukkes senest i 2030, og KL fik i opdrag at udpege de konkrete anlæg, der skulle lukkes.

Energistyrelsen besluttede 12. februar 2021, at KL’s såkaldte "dødsliste" ikke levede op til de opstillede krav i Klimaaftalen. På stort set på alle punkter dumper listen i forhold til de opstillede kriterier i 'Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi' fra juni 2020.

I dagene op til Energistyrelsens dom sivede konklusionerne fra de involverede myndigheder, og på den baggrund begyndte KL selv at tage afstand fra "dødslisten" – men måske endnu vigtigere udtrykke kritik af hele grundlaget for arbejdet og herunder det statslige embedsværks rolle.

Lettelsen fordufter
Ændrer Energistyrelsens dom over KL’s arbejde så noget?

Set fra et fjernvarmesynspunkt kan man i et kort øjeblik fristes til at synes, at nu er er alt godt igen. For den københavnske vestegn er det især godt, at lukningstruslen mod Argo er fjernet – man erstatter ikke sådan lige en effekt på 110 megajoule/sekund og en årlig varmeproduktion, der udgør en tredjedel af Veks' behov.

Men lettelsen fordufter hurtigt, for klimaplanen indeholder en 'hvis ikke – så'-bestemmelse. Hvis KL ikke leverer varen – lukning af 30 procent af den nuværende forbrændingskapacitet inden 2030 – skal forbrændingssektoren liberaliseres og kommunerne udlicitere behandlingen af husholdningernes brændbare affald, mens erhvervsvirksomhederne frit kan vælge, hvor erhvervsaffaldet skal brændes.

Rationalet bag liberaliseringen er, at de økonomisk svageste anlæg må lukke, indtil der er balance mellem forbrændingskapaciteten og mængden af forbrændingsegnet affald.

{{quote:110527:L}

En sådan tilgang er ikke betryggende for et selskab, der skal bruge cirka 1.200 terajoule ikke-fossil bæredygtig varme om året for at dække varmebehovet i kommunen inklusive byudvikling og konvertering af nogle gasområder.

For de billigste forbrændingsanlæg ligger nødvendigvis ikke der, hvor der er brug for varmen. Og er heller ikke nødvendigvis de nyeste og mest miljøeffektive, nok nærmere det modsatte, for de anlæg, der vil stå sig bedst i den økonomiske konkurrence, er dem, som er helt eller delvist afskrevne og ikke tynges af en stor gæld. Det vil endda nogle steder ende med konkurser og dermed udløsning af den stillede kommunegaranti. Liberalisering giver lige så store – hvis ikke større - udfordringer end "dødslisten".

Det falske rationale
KL påtog sig arbejdet med at lave "dødslisten" i et forsøg på at undgå liberaliseringsscenariet. 

Men både lukning af forbrændingsanlæg og alternativet, liberalisering, for ad den vej at lukke de "økonomisk og miljømæssigt mindst effektive" forbrændingsanlæg, er i virkeligheden en falsk problemstilling i forhold til det, som klimaaftalen på papiret hævder at skulle fremme: øget genanvendelse.  

Det falske rationale er, at mindre forbrændingskapacitet sikrer øget genanvendelse og dermed mindre CO2-udledning. Det passer bare ikke. Hvis man ser på andre EU-lande, der ikke brænder så meget affald som i Danmark, er genanvendelsen ikke nødvendigvis større. Men lossepladserne bugner af affald, som vi i Danmark hellere vil omsætte til el og varme, så længe det ikke kan genanvendes.

Man kan undre sig over, at aftalepartierne har accepteret den falske problemstilling, men som en af forhandlerne fra et partierne fortalte mig: Vi kunne acceptere det hele eller ikke være med i aftalen.

Flyttes affald til genanvendelse fra forbrænding eller deponering reduceres CO2-emissionen selvfølgelig. Og det er godt. Men ved udelukkende at tale om lukning af forbrændingsanlæg bliver fokus flyttet fra det, der virkelig har betydning for genanvendelsen: flere genanvendte råvarer i produkterne, og produkter som kan genanvendes. (for eksempel færre forskellige plasttyper i et produkt).

Det er en svær opgave i en globaliseret verden, hvor det danske marked er så småt, at markedsaktørerne ikke laver specielle danske produkter. Så hellere bilde hinanden ind, at bare vi lukker et forbrændingsanlæg, så kommer genanvendelsen helt af sig selv.

Ikke løsningen
En liberalisering vil på den korte bane betyde, at forbrændingsanlæggene erstatter det, de ikke vinder i udbud, med import af affald fra udlandet. Og priskonkurrencen vil ikke være mellem danske forbrændingsanlæg, men i forhold til, hvad der betales i Europa, det vil sige p.t. mindst cirka 4-500 kroner per ton leveret i siloen.

Det ville ikke være så dårligt for et fjernvarmeselskab, der skal købe varme, vel? Rigeligt med affald, der kan laves varme på og med en så høj medbetaling, at der måske endda bliver grundlag for at sænke varmeprisen! 

Embedsværket har imidlertid i Dan Jørgensens oplæg til klimaaftalen fået sikret, at lykkes det ikke at lukke anlæggene på den ene måde, så bruger vi andre metoder i form af afgifter, som vil stoppe affaldsimport og forbrænding generelt - og lukke anlæg. 

Lukning af forbrændingsanlæg - enten direkte eller ved liberalisering - er ikke løsningen på den virkelige udfordring: Hvordan får vi øget genanvendelsen og samtidig erstattet den varmeproduktion, som var knyttet til det genanvendte affald. Og heller ikke den måske største udfordring: Hvordan kan vi reducere CO2-emissionen generelt fra forbrænding af affald – fossilt eller ikke-fossilt?

Her kunne aftalepartierne have vist fremsyn ved at aftale, hvordan rammerne for CO2-fangst skulle indrettes, så forbrænding af affald ikke medfører CO2-udledning. Selvom CO2-fangst for bare kort tid siden lød science fiction-agtigt, så er der siden Klimaaftalen flere forbrændingsanlæg (blandt andet ARC, Norfors og Argo), der er gået i gang. CO2-fangst kræver anlæg af en vis størrelse og restlevetid, for at anlægget til CO2 fangst kan blive afskrevet fornuftigt. Og så skal de være placeret ved et fjernvarmenet, der kan udnytte overskudsvarmen.

Aftaleparterne burde også drøfte, hvilke andre varmekilder fjernvarmeforsyningen skal bruge i fremtiden som erstatning for den biomasse, som, alle parter efterhånden anerkender, skal være et overgangsfænomen. Her på Vestegnen står biomassen for godt 50 procent af varmeforsyningen, så erstatning af biomasse bliver en endnu større udfordring end en eventuel lukning af Argo.

En opfordring til politikerne
Dan Jørgensen har endnu ikke leveret hverken på CO2-fangst, Power-to-X eller på hvad, der skal sættes i stedet for affaldet og biomassen. Reflekssvaret varmepumper giver ikke mening, når vi alene på Vestegnen skal erstatte en effekt på 5-600 megajoule i sekundet.

Lad forbrændingsanlæggene være for nu og brug i stedet kræfterne på at fremme CO2-fangst. 

Nils Olsen
Formand for Høje Taastrup Fjernvarme Amba

Der er grænser for, hvad der kan trækkes ud af luft, spildevand, havvand og grundvand. Vi har overskudsvarme fra datacentre og produktionsvirksomheder, og den skal da udnyttes, men jeg har lidt svært ved at satse ensidigt på energi, der kan være forsvundet i morgen, hvis produktionen eller datacenteret flytter.

Hverken 70 procents-målet i 2030 eller 100 procents-målet i 2050 nås, uden vi får udviklet geotermien i en kombination med Power-to-X og direkte anvendelse af overskuds-el i fjernvarmeforsyningen. Og dette forudsætter, at vi får justeret rammerne i varmeforsyningsloven, så det bliver muligt at indgå de langsigtede aftaler, der skal til, for at nogen vil investere. 

Lige nu forsøger fjernvarmeselskaberne at fremme den grønne omstilling ved at tilbyde fjernvarme til ejendomme, der opvarmes med naturgas og olie. Al snak om lukning af forbrændingsanlæg - direkte eller via liberalisering - skaber desværre usikkerhed, om fjernvarmeforsyningen er et godt alternativ til individuelle løsninger.

Min opfordring til aftalepartierne er derfor: Lad forbrændingsanlæggene være for nu og brug i stedet kræfterne på at fremme CO2-fangst samt få skabt rammerne, så der kan investeres i de teknologier, som vi meget snart skal bruge i varmeforsyningen for at erstatte både affald og biomasse.