Debat

Forsyningstilsynet til Dansk Fjernvarme: Vores analyser bygger på bredt anerkendt faglig viden

Dansk Fjernvarme mener ikke, at der er dækning for konklusionerne i Forsyningstilsynets analyse af en effektiv regulering af fjernvarmeselskaberne. Analysen bliver dog bakket op af fageksperter, skriver Peder Kongsted i en replik.

Det er bredt accepteret, at det gældende hvile-i-sig-selv-regulering ikke giver incitament til at effektivisere, skriver Peder Kongsted.
Det er bredt accepteret, at det gældende hvile-i-sig-selv-regulering ikke giver incitament til at effektivisere, skriver Peder Kongsted.Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Peder Kongsted
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Altinget bragte 11. oktober et indlæg fra Dansk Fjernvarme (DFJ), som indeholdt en række kritikpunkter af en analyse af potentialet for effektiviseringer i fjernvarmesektoren, som vi offentliggjorde i april 2020. DFJ’s indlæg indeholder desværre nogle faglige misforståelser, som der er behov for at få rettet.

Potentiale for betydelige forbrugergevinster
Vores potentialeanalyse blev udarbejdet på anmodning af klima-, energi- og forsyningsminister, Dan Jørgensen, og i analysen kom vi frem til, at der gennem effektiviseringer i den danske fjernvarmesektor kan findes forbrugergevinster for mellem 0,8 og 1,5 milliarder kroner om året frem mod 2030.

Potentialet blev identificeret ved hjælp af en såkaldt benchmarkinganalyse. Vores anbefaling til regeringen var dengang at erstatte den nuværende hvile-i-sig-selv-regulering med én regulering baseret på indtægtsrammer og effektiviseringskrav samt at fjerne flere af de bindinger, der dengang lå på nogle kraftværker (som eksempelvis brændsel og kraftvarme). 

Hvile-i-sig-selv-princippet giver ikke incitamenter til at reducere omkostninger
DFJ skriver, at vi i potentialeanalysen konkluderer, at fjernvarmeselskaberne i dag ikke har incitamenter til at effektivisere. Det er ukorrekt. Konklusionen er, at der på baggrund af vores benchmarkinganalyse forsigtigt kan skønnes et betydeligt uudnyttet effektiviseringspotentiale.

Konklusionen om effektiviseringspotentialet er baseret på et forsigtigt skøn, som er fremkommet gennem brug af anerkendte metoder for benchmarking af virksomheders performance.

Peder Kongsted
Kontorchef, Forsyningstilsynet

Vores anbefaling til en mere effektiv økonomisk regulering bygger herefter på en bredt anerkendt økonomisk faglig viden om, at det gældende hvile-i-sig-selv-princip ikke giver betydelige incitamenter til at reducere omkostningerne. En viden der bygger på faglitteraturen på området samt danske og internationale erfaringer med andre forsyningssektorer, såsom vand og el.

Det er sektorer, som også er præget af naturlige monopolaktiviteter, og hvor man er gået væk fra hvile-i-sig-selv. At vores betragtninger er rimelige, bekræftes da også af Per Nikolaj Bukh fra Aalborg Universitet, som DFJ har bedt om at foretage en kritisk vurdering af vores analyse. I denne vurdering skriver han, at det er alment accepteret, at hvile-i-sig-selv-regulering ikke giver incitament til at effektivisere, og at højere omkostninger alt andet lige vil blive overvæltet på forbrugerne.

”Det er, som anført ovenfor, generelt accepteret, at et hvile-i-sig-selv-princip isoleret set ikke giver incitamenter til at reducere omkostningerne. Det er ligeledes plausibelt, at et eventuelt højere omkostningsniveau ved et hvile-i-sig-selv-princip ville blive overvæltet på forbrugerne, og at det alt andet lige vil være til ugunst for dem, hvis omkostningsniveauet er unødvendigt højt”, skriver professor Per Nikolaj Bukh.

Skøn bygger på forsigtighedsprincipper
DFJ skriver videre, at vi i potentialeanalysen sammenligner æbler og pærer. Det er også ukorrekt. Konklusionen om effektiviseringspotentialet er baseret på et forsigtigt skøn, som er fremkommet gennem brug af anerkendte metoder for benchmarking af virksomheders performance.

det er generelt accepteret, at hvile-i-sig-selv-princippet ikke giver betydelige incitamenter til at reducere omkostninger

Peder Kongsted
Kontorchef, Forsyningstilsynet

Som det fremgår af vores afrapportering, er der i denne forbindelse taget en række forsigtighedshensyn, som blandt andet tager højde for mulige fejlkilder, og som sikrer, at der tages højde for de enkelte virksomheders særlige forhold, herunder eksempelvis geografi.

Vi sammenligner altså med andre ord ikke æbler og pærer. Vores samlede skøn for effektiviseringspotentialet er samtidig opgjort med et forholdsvist højt spænd, som netop afspejler de usikkerheder, der ligger i at lave en sådan analyse med de data, som er til rådighed. Vi finder her også støtte for vores tilgang i Per Nikolaj Bukhs kritiske gennemgang af vores analyse.

”På trods af korrektioner og fjernelse af observationer fra datagrundlaget er der stadig betydelig usikkerhed forbundet med modellerne, således som Forsyningstilsynet også fremhæver” og ”For at kompensere for disse usikkerheder har Forsyningstilsynet anlagt rimelige forsigtighedsprincipper, både ved fastlæggelsen af datagrundlaget og ved fortolkningen af modellernes resultater,” lyder det i professor Bukhs evaluering, som man kan finde på DFJ’s hjemmeside.

Forbrugereje realiserer ikke potentialer i sig selv
DFJ fremfører i øvrigt ofte, at forbrugereje af fjernvarmevirksomhederne i sig selv er fremmende for effektiviseringer, eftersom ejere og forbrugere har fælles interesser. Sådanne fælles interesser mellem ejere og forbrugerne er dog svære at identificere på tværs af selskaberne i sektoren, hvor vi, i forbindelse med vores tilsyn, jævnligt konstaterer overtrædelser af varmelovgivningens gældende regler om omkostningsbestemte varmepriser.

Resultatet af sådanne overtrædelser er overpriser til forbrugerne. En effektiv regulering bør grundlæggende give incitamenter til effektivisering hos alle fjernvarmevirksomheder i branchen, uanset ejerskab. Det vil være til fordel for alle typer af ejere, som både i ord og handling går efter at realisere deres virksomheders effektiviseringspotentialer til fordel for deres kunder. 

Lad os sikre realisering af potentialerne
Jeg har i ovenstående forsøgt at rette nogle oplagte misforståelser i DFJ’s indlæg. Med dette på plads ser vi frem til den videre dialog med branchen.

Det skal samtidig her understreges, at vores analyse blot udgør ét bud på potentialet for effektiviseringer i fjernvarmesektoren. Skønnet kan lægges lavere, men også højere. Men at der findes et betydeligt potentiale er svært at betvivle samtidig med, at det er generelt accepteret, at hvile-i-sig-selv-princippet ikke giver betydelige incitamenter til at reducere omkostninger.

Det samfundsøkonomiske spørgsmål bør derfor være, hvordan vi indretter reguleringen mere hensigtsmæssigt for at sikre realiseringen af effektiviseringspotentialet til gavn for forbrugerne af den danske fjernvarme.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00