Debat

Dansk Fjernvarme til Forsyningstilsynet: Der er ikke dækning for jeres konklusioner om effektiv fjernvarme

Der er ikke dækning for de konklusioner, Forsyningstilsynet drager i deres analyser om effektiv regulering af fjernvarmeselskaberne, konkluderer en uafhængig ekspert, skriver Rune Moesgaard.

Det er vores opfattelse, at konklusionerne i Forsyningstilsynets analyse ikke er udtryk for fakta, og at de derfor heller ikke bør fremstilles sådan overfor politikerne, skriver Rune Moesgaard.
Det er vores opfattelse, at konklusionerne i Forsyningstilsynets analyse ikke er udtryk for fakta, og at de derfor heller ikke bør fremstilles sådan overfor politikerne, skriver Rune Moesgaard.Foto: Pressefoto
Rune Moesgaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I en række debatindlæg i Altinget (6. og 22. september 2021, 17. juni 2020 og 1. maj 2020) har Forsyningstilsynet slået til lyd for, at fjernvarmesektoren fremover bør reguleres med den form for indtægtsrammeregulering, der kendes fra elnet-sektoren.

Budskaberne fra tilsynet har hver gang været, at tilsynet har lavet en solid og grundig analyse baseret på et solidt videnskabeligt fundament, og at der derfor ikke er noget at komme efter i forhold til hverken tilsynets metode eller tilsynets konklusioner.

Vi kan med andre ord, ifølge tilsynet, få både mere effektive fjernvarmeselskaber, billigere og mere grøn varme ved at landets fjernvarmeselskaber gør det, som tilsynet finder rigtigt.

Sammenligner æbler og pærer

Den metode, som tilsynet anvender, og som bygger på et solidt videnskabeligt fundament, går kort fortalt ud på, at hvis selskaber er helt sammenlignelige, vil omkostningsforskelle afspejle forskelle i effektivitet. Det er vi helt enige i.

På baggrund af analysen konkluderer Forsyningstilsynet, at fjernvarmeselskaberne ikke har incitamenter til effektivitet.

Rune Moesgaard
Politisk chef, Dansk Fjernvarme

Problemet i tilsynets analyse er dog for det første, at selskaberne ikke er sammenlignelige. Nogle selskaber har været underlagt kraftvarmekrav, andre har været underlagt krav om at anvende naturgas, og andre igen har ikke været omfattet af sådenne krav.

Desuden er der en række andre forskelle mellem selskaberne med hensyn til anlæggenes alder, befolkningstæthed, geografi, eksisterende anlæg, grøn omstilling, omkostningsfordeling ved samproduktion og så videre. Det giver altså ikke mening at sammenligne pærer med bananer.

Det gør det ikke ved kassebåndet i den lokale Netto, og det gør det ikke i fjernvarmesektoren.

Noget at komme efter

For det andet er de data, som tilsynet har om selskaberne, ikke opgjort på samme måde. Et enkelt eksempel på det er, at to helt ens selskaber kan vælge at afskrive deres investeringer meget forskelligt.

Det vil betyde, at et selskab, der afskriver investeringen over fem år har meget højere omkostninger end et selskab, der afskriver den over 30 år.

Når tilsynet så alligevel sammenligner selskaber med disse forskelligheder i såvel vilkår som data, og herefter omtaler alle de opgjorte omkostningsforskelle som forskelle i effektivitet, er der efter vores opfattelse faktisk "noget at komme efter".

Ikke fakta

På baggrund af analysen konkluderer Forsyningstilsynet, at fjernvarmeselskaberne ikke har incitamenter til effektivitet, at der er store effektiviseringspotentialer, og at forbrugerne kan spare høje milliardbeløb, hvis der indføres en ny regulering med indtægtsrammer og benchmarking.

Forsyningstilsynet har ikke analyseret fjernvarmeselskabernes incitamenter, og analysen giver derfor ikke grundlag for hverken antagelser eller konklusioner om det.

Rune Moesgaard
Politisk chef, Dansk Fjernvarme

Efterfølgende viderebragte Energistyrelsen disse budskaber til politikerne i Folketingets Klimaudvalg og fremlagde dem som fakta, der skal udgøre fundamentet for de kommende besutninger om den fremtidige regulering af fjervarmeselskaberne.

Det er vores opfattelse, at konklusionerne i analysen ikke er udtryk for fakta, og at de derfor heller ikke bør fremstilles sådan overfor politikerne. Vi har derfor bedt professor Per Nikolai Bukh om en uafhængig vurdering af, om Forsyningstilsynets analyse rent faktisk giver grundlag for de konklusioner, der drages i den.

Uholdbar analyse

Per Nikolaj Bukhs samlede vurdering er, at tilsynets analyse ikke giver grundlag for de konklusioner, der drages i den:

Forsyningstilsynet har ikke analyseret fjernvarmeselskabernes incitamenter, og analysen giver derfor ikke grundlag for hverken antagelser eller konklusioner om det.

Per Nikolaj Bukhs vurdering er desuden, at analysen ikke giver grundlag til at kunne drage klare konklusioner om de faktiske effektiviseringspotentialer. Denne vurdering er dels baseret på de nævnte problemer med hensyn til datagrundlag og forskelle i selskabernes vilkår, dels at tilsynet anvender en både urealistisk og ubegrundet antagelse om, at en fremtidig produktivitetsudvikling alene vil kunne opnås ved en indtægtsrammeregulering.

Endeligt vurderer Per Nikolaj Bukh, at tilsynets analyse ikke giver et retvisende billede af virkningerne for forbrugerne ved en indtægtsrammeregulering, da tilsynet alene har set på gevinster, men ikke medregnet de ekstraomkostninger en sådan regulering vil give til forrentning/overskud og som følge af markant stigende kreditrisiko.

Hele Per Nikolaj Bukhs vurdering kan ses på Dansk Fjernvarmes hjemmeside.

Tilsynet har oprettet et helt kontor for indtægtsrammer og benchmarking i fjernvarmen – skønt der ikke er nogen som helst politisk efterspørgsel efter indtægtsrammer og benchmarking i fjernvarmen.

Rune Moesgaard
Politisk chef, Dansk Fjernvarme

Faktabaseret debat ønskes

Skulle man blive i tvivl om, hvorvidt Forsyningstilsynet løber egne politiske ærinder, sådan som de bedyrer, at de ikke gør, kan man også bare skele til tilsynets organisation.

Her fremgår det, at tilsynet har oprettet et helt kontor for indtægtsrammer og benchmarking i fjernvarmen – skønt der ikke er nogen som helst politisk efterspørgsel efter indtægtsrammer og benchmarking i fjernvarmen.

Fra Dansk Fjernvarmes side vil vi derfor gerne gentage den opfordring, vi efterhånden er kommet med mange gange: Lad os få en faktabaseret debat.

Lad os løse udfordringerne

Vi vil også gerne opfordre myndighederne til at indgå i et konstruktiv samarbejde om at sikre et faktabaseret grundlag for de kommende beslutninger om reguleringen af fjernvarmen. Vi deltager gerne i at sikre, at eksempelvis forudsætningerne med hensyn til sammenlignelighed er på plads, hvis der skal drages konklusioner om, at omkostningsforskelle er det samme som effektivitetsforskelle.

Og vi deltager også meget gerne i at sikre, at myndighedernes analyser kommer hele vejen rundt om de problemstillinger, der skal analyseres, så man fremover kan undgå, at analyserne har ensidigt fokus.

Den fremtidige regulering af fjernvarme bør indrettes på at løse de udfordringer, der faktisk er på området.

Og den bør indrettes til at understøtte de politiske ønsker om, at fjernvarmeselskaberne kan spille en stor rolle i, at vi i Danmark kan indfri vores ambitioner på klimaområdet.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00