Debat

Forsyningstilsynet: Dansk Fjernvarme skyder faglige bidrag med politiske kanoner

Forsyningstilsynet bestræber sig altid på at nå det højest mulige faglige niveau og være tydelige om antagelser, data og metoder. Dansk Fjernvarme bør rette deres politiske kanoner væk fra de faglige bidrag og i stedet komme med de konkrete faglige argumenter, skriver Frederik Roose Øvlisen.

Det ville være befordrende for vores videre faglige drøftelser, om Dansk Fjernvarme ville rette deres politiske kanoner væk fra os i Forsyningstilsynet og i stedet komme med de konkrete faglige argumenter, skriver Frederik Roose Øvlisen.
Det ville være befordrende for vores videre faglige drøftelser, om Dansk Fjernvarme ville rette deres politiske kanoner væk fra os i Forsyningstilsynet og i stedet komme med de konkrete faglige argumenter, skriver Frederik Roose Øvlisen.Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Frederik Roose Øvlisen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Afdelingschef i Dansk Fjernvarme Rune Moesgaard retter i et debatindlæg 10. september en række beskyldninger mod Forsyningstilsynets analysearbejde.

Centrum for kritikken er en påstand om, at vi i Forsyningstilsynet løber politiske ærinder. Kritikkens genstand er en ny analyse af uhensigtsmæssigheder i den gældende fjernvarmelovgivning.

Det er også en mere generel anbefaling, vi har om at få forbedret effektiviteten i reguleringen af fjernvarmesektorens monopolvirksomheder af hensyn til forbrugerne.

Forpligtet til at gøre opmærksom

Forsyningstilsynet er en ren faglig organisation, som ved lov er forpligtet til at gøre opmærksom på konkrete uhensigtsmæssigheder i den gældende regulering ud fra et samfunds- og forbrugerperspektiv.

Vi fremlægger alle vores resultater og er transparente omkring vores tolkning af data, mens vi er lydhøre over for alle gode faglige argumenter - også fra branchen.

Frederik Roose Øvlisen
Kontorchef, Center for Analyse, Forsyningstilsynet

Vores analyser og anbefalinger bygger på grundige og solide data, som vi lægger åbent frem. Således også vores nye analyse, der peger på, hvordan den gældende regulering giver en uhensigtsmæssig mulighed for, at varmevirksomheder kan opkræve udgifter til investeringer, før de har foretaget dem.

Afskrivningerne kan samtidig indregnes i priserne hurtigere end aktivets levetid tilsiger. Det betyder, at forbrugere risikerer at betale for mere end den varme, som de får leveret. Analysen gør brug af data, som varmeselskaberne har indberettet til Forsyningstilsynet for årene 2017-2019.

Betydelig og væsentlig udfordring

Analysen afdækker, at det er fire ud af ti varmeselskaber, der i perioden anvender det, som vi identificerer som uhensigtsmæssige henlæggelser i den undersøgte periode, og at det har en årlig gennemsnitlig effekt på cirka 10 procent af regningen til forbrugerne i de pågældende selskaber.

Det svarer samlet set til uhensigtsmæssige henlæggelser for cirka 910 millioner kroner. Det er penge som forbrugerne betaler for en gang i fremtiden at modtage en varmeydelse.

I mellemtiden er det penge, der er ydet varmeselskabet som et rentefrit lån. Forbrugere der fraflytter får aldrig glæde af den pågældende betaling.

Afskrivninger frem for tilbageførelser

Men henlæggelser er ikke den eneste problematik, som analysen belyser. Analysen ser også på de muligheder, som virksomhederne har for at ændre afskrivninger af selskabets aktiver.

De nuværende regler for afskrivninger af aktiver tillader nemlig, at afskrivningerne ikke følger leve- eller brugstiden af aktiverne. Det fremgår af analysen, at mindst 30 procent af selskaberne har ændret i deres afskrivninger, uden at der samtidig er sket en tilsvarende ændring i afskrivningsgrundlaget.

Analysen finder endvidere en tydelig sammenhæng mellem tilbageførsler af over-/underdækninger, og selskaber der justerer afskrivninger.

Med andre ord peger analysen på, at når forbrugerne har penge til gode hos selskaberne, er der tendens til, at selskaberne øger afskrivningerne fremfor at føre midlerne tilbage til forbrugerne i form af lavere priser.

Ret sigtekornet væk fra faglige bidrag 

Vi bestræber os i Forsyningstilsynet altid på at nå de højest mulige faglige niveauer. Det indebærer blandt andet, at vi altid er tydelige omkring vores antagelser, data og de valgte metoder.

Vi fremlægger samtidig alle vores resultater og er transparente omkring vores tolkning af data, mens vi er lydhøre over for alle gode faglige argumenter - også fra branchen. Det gælder analysen om henlæggelser og afskrivninger i varmesektoren, ligesom det har været tilfældet med alle vores tidligere analyser.

Jeg er overbevist om, at det ville være befordrende for vores videre faglige drøftelser, om Dansk Fjernvarme ville rette sigtekornet på deres politiske kanoner væk fra de faglige bidrag fra os i Forsyningstilsynet og i stedet komme med de konkrete faglige argumenter for, hvorfor de skulle mene, at de foreslåede justeringer ikke vil være hensigtsmæssige.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rune Moesgaard

Politisk chef, Dansk Fjernvarme
cand.polit. (Københavns Uni. 2001)

0:000:00