Debat

Forsyningstilsynet: Reguler nu fjernvarmemonopoler – til gavn for klima og forbrugere

En økonomisk regulering skal give virksomheder i varmesektoren klare incitamenter til at effektivisere og udvikle deres produktion i en bæredygtig retning. Samtidig skal den sikre, at forbrugerne ikke betaler for mere end den leverede varme, skriver Carsten Smidt.

Hvile-i-sig-selv-tilgangen
til regulering af monopoler giver begrænset tilskyndelse til effektiv drift
af de naturlige monopolaktiviteter, skriver Carsten Smidt. 
Hvile-i-sig-selv-tilgangen til regulering af monopoler giver begrænset tilskyndelse til effektiv drift af de naturlige monopolaktiviteter, skriver Carsten Smidt. Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Carsten Smidt
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Reguleringen af den danske fjernvarmesektor har gennem de sidste fem år været til debat. I den forbindelse er det blandt andet blevet drøftet, hvilke typer af regulering der bedst og mest effektivt er i stand til at varetage klimahensyn og forbrugernes interesser i så gode vilkår og priser som muligt.

Jeg ønsker her at gennemgå nogle af vores vigtigste erfaringer i denne sammenhæng:   

  • Forbrugere risikerer at betale for mere end den leverede varme

Først vil jeg gerne pege på en analyse, som vi i Forsyningstilsynet lige har offentliggjort. Den belyser, hvordan den eksisterende hvile-i-sig-selv-regulering indeholder en uhensigtsmæssig mulighed for, at varmevirksomheder kan opkræve udgifter til investeringer, før de har foretaget dem, og at afskrivningerne kan indregnes i priserne hurtigere end aktivets levetid tilsiger.

Det betyder, at forbrugerne risikerer at betale for mere end den varme, som de rent faktisk får leveret. Vi anbefaler på denne baggrund nogle konkrete præciseringer i reglerne for virksomhedernes henlæggelser og afskrivninger.

  • Tilskyndelse til bedre vilkår og priser

Udbedring af konkrete uhensigtsmæssigheder i den aktuelle lovgivning er en ting. På det mere generelle plan er det imidlertid også vigtigt at være opmærksom på, hvordan der i forsyningssektoren findes en række naturlige monopoler.

Der er behov for en regulering, som er indrettet til at give monopolerne en løbende tilskyndelse til at forbedre forbrugervilkårene og priserne.

Carsten Smidt
Direktør, Forsyningstilsynet

Det er virksomheder, hvis aktiviteter ikke er udsat for den samme tilskyndelse til at levere bedre vilkår og priser til forbrugerne, som andre naturligt konkurrenceudsatte virksomheder. I varmesektoren består de naturlige monopoler af de virksomheder, som producerer og leverer fjernvarme til forbrugere, der ikke har mulighed for at skifte leverandør, når de først er tilsluttet det lokale net.

Det er her, behovet for effektiv økonomisk regulering opstår. Der er behov for en regulering, som er indrettet til at give monopolerne en løbende tilskyndelse til at forbedre forbrugervilkårene og priserne, samt at sikre at investeringer i, at for eksempel vedligeholdelse og grøn omstilling bliver så omkostningseffektive som muligt.

  • Mange former for regulering

Der er mange måder at strikke den økonomiske regulering sammen på. I øjeblikket er varmesektoren reguleret under et såkaldt hvile-i-sig-selv-princip.

Det indebærer, at selskaberne alene må opkræve til dækning af såkaldte nødvendige udgifter hos deres kunder. Hvile-i-sig-selv-tilgangen til regulering af monopoler giver dog begrænset tilskyndelse til effektiv drift af de naturlige monopolaktiviteter.

·       Færrest mulige administrative omkostninger

Udover at levere en så effektiv tilskyndelse som mulig, bør en velindrettet regulering give anledning til så få administrative omkostninger for både selskaber og myndigheder som muligt. Omkostninger, som i sidste ende bliver betalt af forbrugerne over varmeregningen.

Omkostningsstudier peger på, at stigningen i de administrative omkostninger, der opstår i forbindelse med en ny regulering, vil blive væsentligt mindre end potentialet. 

Carsten Smidt
Direktør, Forsyningstilsynet

Sådan er det i dag med den nuværende hvile-i-sig-selv-regulering, og sådan vil det også være med en ny mere hensigtsmæssig incitamentsbaseret regulering. Kunsten for os i Forsyningstilsynet er derfor altid så vidt muligt at minimere de administrative omkostninger og i sidste ende sikre, at forbrugerne får betydelig mere gavn af reguleringen, end de betaler for den.

Stort økonomisk potentiale
En økonomisk regulering, der giver virksomhederne klare incitamenter til løbende at effektivisere og udvikle deres varmeproduktion, vil opfylde kravet om mest muligt gavn for forbrugerne bedre end den nuværende hvile-i-sig-selv regulering.

Det indikerer det samlede potentiale for effektiviseringer i varmeforsyningssektoren, som ligger på mellem 0,8 og 1,5 milliarder om året i perioden 2022-2030. Potentialet fremgår af nogle konservative beregninger, som vi i Forsyningstilsynet offentliggjorde i 2020. Gevinsterne ved realisering af effektiviseringspotentialet er altså betydelige.

Samtidig er der omkostningsstudier, som peger på, at stigningen i de administrative omkostninger, der opstår i forbindelse med en ny regulering, vil blive væsentligt mindre end potentialet. Hertil skal så også lægges, at naturlige monopoler ikke bærer de betydelige omkostninger, som følger af at skulle agere på et konkurrenceudsat marked i form af for eksempel løbende konkurrentovervågning, markedsføring med mere.

Der vil altid være mange hensyn at tage ved en ændring af fjernvarmereguleringen. Med det sagt, findes der altså både fra et samfunds- og forbrugersynspunkt en række gode argumenter for ændringer, der kan fjerne uhensigtsmæssigheder i lovgivningen og sikre, at reguleringen giver selskaberne en bedre mere effektiv tilskyndelse til så gode forbrugervilkår og priser som muligt.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00