Debat

IDA: Vi skal skabe mere kvalitet i genanvendelse

Vi skal tale mere om, hvad der sker med det affald, vi indsamler. For ideen om genanvendelse bliver først rigtig god, hvis vi gør det i en tilpas høj kvalitet, skriver Aske Nydam Guldberg fra Ingeniørforeningen, IDA.

Jo bedre, vi lykkes med at bevare materialet så tæt på sin oprindelige tilstand som muligt - det vi i udspillet kalder højkvalitetsgenanvendelse - jo mere kan vi mindske trækket på nye ressourcer, skriver Aske Nydam Guldberg.
Jo bedre, vi lykkes med at bevare materialet så tæt på sin oprindelige tilstand som muligt - det vi i udspillet kalder højkvalitetsgenanvendelse - jo mere kan vi mindske trækket på nye ressourcer, skriver Aske Nydam Guldberg.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I Danmark er vi desværre mere fremme i skoene, når det gælder om at producere affald end med at finde løsninger til at reducere det. Det er en adfærd, der er fuldstændig ude af trit med den klimapolitik, vi gerne vil føre og de forestillinger, mange sikkert har af Danmark som et grønt foregangsland.

Så da et bredt flertal i Folketinget sidste år vedtog en aftale om en grøn affaldssektor i 2030, var det umiddelbart opløftende, at planen som et af sine hovedpunkter lagde op til, at danskerne skal sortere mere affald, og at vi skal genanvende mere.

I offentligheden var det især sorteringen af affaldet, herunder hvor mange spande man skal have stående derhjemme, som kom i fokus.

Danskerne skal sortere mere affald.

skriver Aske Nydam Guldberg
Tovholder for ekspertgruppen for cirkulær økonomi i Ingeniørforeningen, IDA

Der er brug for et genanvendelseshieraki

I IDA vil vi imidlertid gerne skærpe opmærksomheden på, hvad der skal ske med alt det affald, vi indsamler. Ideen om at genanvende mere er nemlig i udgangspunktet rigtig god – forudsat at vi kan gøre det i en tilpas høj kvalitet.

Der findes nemlig mange kvaliteter af genanvendelse, hvoraf nogle er bedre end andre. Derfor har vi lavet et udspil med 29 anbefalinger, som skal fremme genanvendelse i høj kvalitet. For jo bedre, vi lykkes med at bevare materialet så tæt på sin oprindelige tilstand som muligt - det vi i udspillet kalder højkvalitetsgenanvendelse - jo mere kan vi mindske trækket på nye ressourcer.

Et centralt element i udspillet er et såkaldt genanvendelseshieraki, som er ekspertgruppens videreudvikling af EU’s affaldshieraki.

I modsætning til det nuværende affaldshieraki, hvor genanvendelse er ét samlet element, sondrer vi i IDAs version mellem fire niveauer af genanvendelse: Fra genanvendelse i høj kvalitet, hvor alle (eller næsten alle) egenskaber bevares, til det laveste niveau, hvor produktets genanvendelighed er gået tabt.

Vi har brug for klare definitioner af, hvad der er god genanvendelse. Eksempelvis er der stor forskel på, om tekstiler indsamlet til genanvendelse bruges i produkter til lydisolering eller til nyt tøj. I det hele taget skal vi have langt mere fokus på recirkuleringspotentialer, så vi i fremtiden ikke blot måler på mængden, der indsamles til genanvendelse (EU-krav), men også på kvaliteten af den faktiske genanvendelse.

Hvordan produkter er designet, og hvordan affald sorteres, spiller en vigtig rolle i forhold til, hvad der er muligt i den efterfølgende genanvendelse. Men det fjerner ikke behovet for investeringer i teknologi og systemer, som kan fremme udvikling af højkvalitetsgenanvendelse, der sikrer, at materialerne kan indgå i et cirkulært kredsløb.

Danmark og danske virksomheder bør have ekspertise til at udvikle nogle af de bedste genanvendelsesløsninger globalt.

skriver Aske Nydam Guldberg
Tovholder for ekspertgruppen for cirkulær økonomi i Ingeniørforeningen, IDA

Danmark skal være et udviklingslaboratorium

Derfor skal de politiske visioner følges til dørs af prioriteringer: Hvilke typer affald skal vi være gode til at genanvende i Danmark?

I den sammenhæng behøver vi ikke springe over, hvor gærdet er lavest, men måske tværtimod vælge de svære udfordringer. For de problemer vi står med i Danmark, slås man med i hele verden. Så der ligger også et erhvervsmæssigt eksportpotentiale og venter, hvis vi udvikler de rigtige løsninger.

I udspillet sætter vi barren højt og foreslår, at Danmark bliver et udviklingslaboratorium for højkvalitetsgenanvendelse. Danmark og danske virksomheder bør have ekspertise til at udvikle nogle af de bedste genanvendelsesløsninger globalt. Med de rette rammevilkår, vilje til nationale investeringer og samarbejde mellem offentlige og private aktører, kan vi komme langt med en systemisk og strukturel nytænkning af genanvendelse.

Der er behov for en koordineret indsats, som understøtter udvikling og udbygning af fremtidens genanvendelse. Og den indsats kan oplagt samles i en national strategi for højkvalitetsgenanvendelse, som grundlæggende skal sikre bevarelse og recirkulering af de materialer og råvarer, der allerede er udvundet frem for at nye udvindes.

Det kræver, at vi tænker os godt om. Igen og igen.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00