Kan EU genskabe tilliden til offsets?

Offsets, kreditter, aflad – udskældt barn har mange navne – og nu også snart sin egen lovgivning.

EU-kommissionen har sendt et forslag til politisk drøftelse, der skal indføre en certificeringsordning for offsets. Om forslaget ender med at blåstemple manglende klimahandling, eller sikre, at langt mere kulstof lagres i naturen, er usikkert.

Det afhænger af den igangværende politiske behandling, og vi må håbe, at politikerne kan deres kulstofs-cyklus. For ellers bliver det op ad bakke for klimaet.

Lovgivningen handler om de offsets, virksomheder som Microsoft, Google og Apple køber, når de gerne vil bryste sig af at være klimaneutrale, men lever af en forretningsmodel, der ikke er det. Eller dem du selv køber, hvis du både gerne vil flyve og have god klimasamvittighed.

Sørgeligt nok minder kontrollen med offsets mest af alt om kontrollen med de regnskovsbeviser, jeg købte af regnskovsgruppen Nepenthes i starten af 90'erne. Forskellen er bare, at det i dag er big business

Anna Riis Hedegaard

Selvom offsets har et dårligt ry, er det umuligt at mene, at vi ikke skal blive bedre til at hive kulstof ud af atmosfæren og lagre det. Og her er naturen vores ven.

Den kan i princippet optage op til 10 gigatons CO2e årligt, svarende til cirka 25 procent af den CO2e, der udledes. Men det kræver både ny teknologi og omlægninger af arealer og vaner. Alt det koster nemlig penge, og det skal offsets finansiere.

Offsets dannes for eksempel når, at der plantes ny skov, som på sigt kan optage mere CO2, eller ved at landmænd omlægger til såkaldt regenerativt landbrug, hvor kulstof optages og lagres i jord, der ikke pløjes.

Sørgeligt nok minder kontrollen med offsets mest af alt om kontrollen med de regnskovsbeviser, jeg købte af regnskovsgruppen Nepenthes i starten af 90'erne. Forskellen er bare, at det i dag er big business.

På globalt plan blev der handlet offsets for 14 milliarder kroner i 2021 - en firdobling i forhold til året før, og frem mod 2030 forventer Boston Consulting Group, at markedet kan stige til næsten 300 millarder kroner. Derfor var det svært ikke at få associationer til Klondike i slutningen af 1800-tallet, da det for nyligt kom frem, at Verra, der certificerer 75 procent af kreditterne globalt, har snydt med en større del af porteføljen.

Det dur selvfølgelig ikke. For køberne vil ikke bare fjerne CO2 i klimaregnskabet, de er faktisk primært optagede af, hvad der sker med CO2en i atmosfæren. Og mistilliden skræmmer dem væk.

Det er her EU's nye certificeringsordning kan spille en nøglerolle i at genskabe tilliden. Men det kræver, at den falder ordentligt på plads. Og jeg advarer på forhånd, det bliver ikke nemt.

Certificeringen skal først og fremmest gøre op med at tælle klimabelastninger i ton. For det ene ton er ikke lige så godt som det andet. Langt fra.

Faktisk tør jeg slet ikke tænke på, hvordan EU forestiller sig at tjekke, om en landmand lister sig ud og pløjer jorden en lun sommeraften og dermed frigiver kulstof til atmosfæren

Anna Riis Hedegaard

Derfor skal systemet kunne skelne mellem billige og usikre korttidslagringer i for eksempel landbrugsjord, dyre permanente lagringer i undergrunden og alt det indimellem. Skelnes der ikke, vil de billige korttidslagre sætte prisen på offsets, og den pris vil være alt for lav til at drive udviklingen af de teknologier til permanent lagring af kulstof, vi har så hårdt brug for.

Ambitionen om hvor mange projekter, der skal kunne certificeres, må reduceres. Kompleksiteten og bureaukratiet i certificeringsordningerne kan lynhurtigt overstige gevinsterne og kræve en overvågning, der kunne gøre selv Kinas præsident Xi Jinping forlegen.

Faktisk tør jeg slet ikke tænke på, hvordan EU forestiller sig at tjekke, om en landmand lister sig ud og pløjer jorden en lun sommeraften og dermed frigiver kulstof til atmosfæren.

Endeligt bør politikerne forholde sig til, hvad offsets egentlig kan bruges til.

I dag bruges de ofte i forbindelse med virksomhedernes fiktive net-zero mål, hvor en del af målet opfyldes ved at reducere forbruget af fossile brændsler, mens resten opnås gennem offsets. Det sender desværre et skadeligt markedssignal om, at offsets kan erstatte dybe emissionsreduktioner.

Derfor bør EU derfor stille krav om, at virksomheder, der anvender EU-certificerede offsets, klart adskiller deres reduktions- og deres lagringsmål.

Det bliver ikke nemt – og der er ingen belønninger i form af breaking-bjælker og lange interviews forude - men det er vigtigt politisk arbejde. Vi må krydse fingre for, at det fortsat tæller.