Klimabevægelsen om Baltic Pipe: Er vi ved at gentage fadæsen med Amager Bakke?

Af Thomas Meinert Larsen
Formand, 350 Klimabevægelsen i Danmark

Danmark har i juni 2018 indgået en energiaftale, hvor der var bred politisk opbakning til at intensivere den grønne omstilling, og konkret ønsker man, at ”Danmark vil arbejde mod netto-nuludledning i overensstemmelse med Paris-aftalen og for et mål om netto-nuludledning i EU og Danmark senest i 2050”.

Men nu her - få måneder efter - så er man med planlægningen af Baltic Pipe fra Norge til Polen i fuld gang med at udbygge med ny fossil infrastruktur, som vil arbejde i den fuldstændig modsatte retning.

Baltic pipe kan give klimatømmermænd
Hvis regeringen giver grønt lys til at grave den 200 kilometer lange gasrørledning Baltic Pipe tværs gennem 500 danske lodsejeres jorde, så er der overhængende risiko for, at vi alle kommer til at døje med både klimamæssige, økonomiske og geopolitiske tømmermænd.

Danmark bør derfor droppe Baltic Pipe og i stedet sætte alt ind på at hjælpe Polen med udbygning af vedvarende energi og en massiv satsning på energibesparelser og energieffektivisering.

Thomas Meinert Larsen
Formand, 350 Klimabevægelsen i Danmark

Det er et paradoks, at mens man herhjemme for længst har besluttet en hastig udfasning af fossile brændsler i det danske energisystem, og derfor i stigende grad indfaser billigere vedvarende energiformer som vind, sol, geotermi, vandkraft og lagringsteknologier, og i hastigt tempo udskifter fossilgas med biogas og power-to-gas-teknologi, så er det danske statslige energiselskab Energinet.dk samtidig i gang med at sætte en 6,3 milliarder stor investering på spil for at sikre et øget forbrug af klimaskadelig fossil gas i det polske energisystem i de næste 30-50 år.

Amager Bakke-fejl skal undgås 
Det er, som om at man slet ikke forventer nogen teknologisk udvikling i de næste 30 år, og at Polen vil tage til takke med gårsdagens dyre og klimaskadelige teknologier i de næste 50 år.

Energinets beregninger er altså stærkt problematiske og i bedste fald meget mangelfulde, fordi de på ingen måde inddrager eksisterende og forventede fremtidige udviklinger.  

Thomas Meinert Larsen
Formand, 350 Klimabevægelsen i Danmark

Det synes, som om at man er ved at gentage den økonomiske fadæse fra udbygningen af Amager Forbrændingen (Amager Bakke).

En udbygning, hvor man totalt fejlvurderede det reelle fremtidige behov for afbrænding af affald, og på den baggrund besluttede at investere enorme summer i en mangeårig ny infrastruktur-investering, på trods af at det fra starten var klart for de fleste, at investeringen aldrig ville betale sig tilbage.

Energinet bruger misvisende fremskrivning
Energinet har ganske vist lavet en såkaldt ”business model”, som viser, at investeringen giver en samlet 30-årig tarifbesparelse på 1,5 milliarder for de nuværende danske gasforbrugere.

Et helt kritisk problem med Energinets regnestykke er imidlertid, at Energinet i sine beregninger tager udgangspunkt i forældede fremskrivninger, som forudser et væsentligt øget polsk gasforbrug, på trods af at de af EU-Kommissionens forudsigelser, som ligger tættest på den nuværende fælleseuropæiske lovgivning (EUCO+33 scenariet), faktisk forventer et fald i Polens gasforbrug med -1,2 procent per år frem til 2023, og at man i forventning om øgede klimaambitioner må forvente et fald på -4 procent om året frem til 2030 (EUCO+40).

Herefter kan det årlige fald måske yderligere nå op på 6-7 procent frem til 2040/2045, hvor en fossil investering som Baltic Pipe bør være fuldt afskrevet for at indfri regeringens eget mål om netto-nuludledning i EU og Danmark senest i 2050.

Og man har her naturligvis slet ikke taget højde for Paris-aftalens ambitionsmekanisme, som betyder, at alle lande strammer deres klimatiltag hvert femte år.

For Baltic Pipe, som ifølge Energinet først vil være afskrevet i 2053, betyder det, at EU’s klimapolitik vil være blevet strammet mindst syv gange, inden investeringen er betalt hjem.

Energinets beregninger er altså stærkt problematiske og i bedste fald meget mangelfulde, fordi de på ingen måde inddrager eksisterende og forventede fremtidige udviklinger.

Gasledning vil skabe modreaktion imod hurtig omstilling
Hvad der måske er værre er, at hvis først investeringen i Baltic Pipe er foretaget, så vil der være en overhængende fare for, at ejerne vil arbejde ihærdigt for at sikre størst mulig transport af fossil gas i rørledningen for at øge indtjeningen og mindske det økonomiske tab, selv hvis det viser sig, at rørledningens samlede levetidsomkostninger viser sig at værre større end levetidsomkostningerne ved tilsvarende investeringer i CO2-neutrale energiteknologier.

En sådan udvikling vil både føre til øgede CO2-udledninger og økonomiske tab.

Selv set med geopolitiske briller halter argumentationen. Tilhængere vil fremføre, at rørledningen vil muliggøre, at Polen kan købe (dog muligvis dyrere) gasleverancer fra Norge i stedet for at være afhængig af russisk gas.

Hvad man glemmer at oplyse, er, at rørledningen samtidig vil medføre, at Tysklands gasforsyningssikkerhed reduceres med 10 milliarder m3 gas/år, altså fuldstændig tilsvarende de mængder, som det forventes, at Polen aftager, dersom gassen jo skal leveres fra præcis den samme norske gasrørledning Europipe II.

Polen har i øvrigt allerede nu flere muligheder for at få gas leveret fra mange forskellige lande via såkaldt LNG-gas leveret via skibstransport.

Ingen garanti for grønnere Polen
Samlet set virker det absurd og kontraproduktivt at etablere ny dyr fossil infrastruktur, som risikerer at binde Polen til klimaskadelige brændsler i yderligere mindst 30 år, altså helt frem til et tidspunkt hvor Danmark selv er blevet fri af fossile brændsler.

Og det sker endda, uden at Polen har givet nogen som helst form for garanti for, at den øgede gasforsyning vil erstatte kulafbrænding.

Danmark bør derfor droppe Baltic Pipe og i stedet sætte alt ind på at hjælpe Polen med udbygning af vedvarende energi og en massiv satsning på energibesparelser og energieffektivisering.