DN: Dybere vandløb kan ikke afhjælpe oversvømmelser – tværtimod

Af Maria Reumert Gjerding
Præsident, Danmarks Naturfredningsforening

Vandløbets slyngninger forsinker vandet, og ådalene fungerer som en svamp: De suger vandet op, når der er kraftig nedbør, og frigiver det langsomt til omgivelserne.  

Maria Reumert Gjerding
Præsident, Danmarks Naturfredningsforening

Klimaminister Dan Jørgensen står over for en kæmpeudfordring, når han den kommende tid skal fremlægge forslag til initiativer, der skal klimatilpasse Danmark. Vi har i mange år vidst, at klimaforandringerne ville betyde mere ekstremt vejr og markant mere regn.

Når vi kigger ud over det ganske land, forstår vi, hvad disse prognoser helt præcis betyder. Det har silet ned i ugevis. Byer, kældre og veje er under vand, og ude på de oversvømmede marker spejder landmænd nervøst efter tegn på mere regn.

Og vi må nok se i øjnene, at dette kun er begyndelsen. Vi vil opleve meget mere regn, ligesom der kommer flere knastørre somre. Det er derfor helt afgørende, at vi sætter de rigtige tiltag i gang, der kan gøre os parate til dette mere ekstreme klima. Initiativer, der virker, og som tilgodeser hele samfundet, og ikke blot den enkelte lodsejer eller et enkelt erhverv.

Tvivlsom løsning
Netop nu er der en syndflod af beskyldninger og pres fra dele af landbruget og nogle politikere. Der presses på, for at kommunerne skal grave vandløbene dybere og bredere. Ideen er, at vandet så vil forsvinde hurtigere fra markerne.

Problemet er, at denne løsning er prøvet mange gange, men aldrig nogensinde har virket. Måske for den enkelte lodsejer, men problemet er blot sendt videre til naboen og i sidste ende ned til de byer, der ligger nedstrøms i vandløbssystemet. Det er der ikke meget fællesskabstanke i.

En ting er, at tonen er skærpet, i en sådan grad at vandløbene nu kaldes for en del af vores infrastruktur på linje med kloakker og veje, og at vandløbene skal flyttes fra miljøministeren til transportministeren.

Det håber jeg, at de fleste kan se det absurde i.

Det er mere foruroligende, at der ikke er en dybere forståelse af, at vi naturligvis ikke løser vores problemer med den samme tankegang, som skabte dem.

Selvskabte ødelæggelser
Akkurat som vandløbseksperten Bent Lauge Madsen så rammende skrev her i Altinget forleden, så er de ødelæggelser, der følger med oversvømmelser ved åerne, stort set selvskabte.

Vi har ikke alene forandret åen med udretning, opgravning, udvidelser. Vi er også rykket tættere på den. Rigtig mange af de marker, der i dag står under vand, er lavbundsjorder og opdyrkede jorder i ådalene. Det er arealer, som åen gennem alle tider har brugt til at styre vandmængderne med, og det er jorder, der aldrig har været dyrkningssikre.

Alligevel anklages flere kommuner for at misligholde deres forpligtelser til at forhindre oversvømmelse af de ånære arealer. Sandheden er dog, at kommunerne alene er forpligtet til at sikre en bestemt vandføringsevne og ikke til at dyrkningssikre de lavtliggende jorder.

Det er den enkelte lodsejers eget ansvar at dyrke sårbare afgrøder så tæt på vandløbet. Det er helt sikkert, at den praksis bliver stadig mere risikofyldt. Årtiers dyrkning gør, at jorderne er sunket og ligger stadig lavere. Det er klart, at det giver problemer, når grundvandsspejlet samtidig er steget de sidste årtier og nedbørsmængden øget.

Det har betydning, når man, som vi, bor i et forholdsvist fladt land, der er omgivet af fjorde og hav. For vandet kan aldrig løbe hurtigere ud af åen end havspejlet tillader. Den naturlov står ikke til at ændre.

Et rigtig godt eksempel er de nordjyske vandløb. Her er Ryå – Vendsyssels største og længste vandløb – flere gange blevet endevendt af entreprenørmaskiner. Ja, der er gravet så dybt, at der endda er afdækket muslingeskaller fra den oprindelige havbund.

Lige lidt har det hjulpet. De lavtliggende jorder står under vand igen i år, og det eneste, maskinerne har drænet, er skatteborgernes tegnebog.