Debat

Biolog: Fælles indsats kan standse oversvømmelser af vandløb

DEBAT: Der er brug for at organisere en fælles forvaltning af vandløb, hvis vi skal komme oversvømmelser af åer til livs, skriver biolog Bent Lauge Madsen.

Vi har svækket åers evne til selv at deeskalere situationer med højvand. Den udvikling kan dog vendes, hvis vi vil, skriver biolog Bent Lauge Madsen.
Vi har svækket åers evne til selv at deeskalere situationer med højvand. Den udvikling kan dog vendes, hvis vi vil, skriver biolog Bent Lauge Madsen.Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Bent Lauge Madsen
Biolog og tidligere medarbejder i Miljøministeriet

"Oversvømmelser er Guds værk. Oversvømmelsernes skader er stort set menneskets værk," sagde amerikanske Gilbert White om oversvømmelser ved vandløb.

Gilbert White er faderen til videnskaben om, hvordan man kan håndtere sådanne oversvømmelser. Hans ord, skrevet for 70 år siden, er aktuelle for os nu, hvor oversvømmelser ved åerne er på dagsordenen.

De ødelæggelser, der følger med dem, er stort set selvskabte. Nej, jeg tænker ikke på de notorisk menneskeskabte klimaforandringer, som giver mere og voldsommere regn.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

At gøre noget ved det har i bedste fald lange udsigter, som klimaforsker Dorthe Dahl-Jensen for nylig udtalte i et interview i Altinget.

Men vi kan mindske, måske forhindre, skader og ulykker, når de øgede vandmængder skal videre gennem vores vandløb på vej ud mod havet.

De store oversvømmelser er et lokalpolitisk ansvar snarere end et naturfænomen.

Bent Lauge Madsen
Biolog og tidligere medarbejder i Miljøministeriet

Vi har forandret åen
Åer er gennem alle tider gået over deres bredder, til tider i syndfloder, der kunne tage mennesker og huse med. Men for det meste har oversvømmelser været fredelige hændelser, endog velkomne. 

Så meget respekt havde man dog for åen, at man byggede husene og dyrkede afgrøder på sikker afstand. Vi levede i fred med åen, og vi levede af åen. Den gjorde vores enge frugtbare, og vi tappede energi fra den. "Stærkere end tusinde mand", sagde man om dens kræfter.

Vi har forandret åen. Den naturlige å har en forunderlig evne til at styre truende oversvømmelser. Jeg er fristet til at hente et ord fra videnskaben om konflikthåndtering: deeskalering.

Åen kan deeskalere en farlig højvandssituation. Denne evne har vi med stort held evnet at svække. Mit budskab er, at vi kan bremse, endog vende, den udvikling, hvis vi vil. Vi har den nødvendige viden.

Åen har sin egen vilje
Da et højvande i Storåen, som ingen havde set magen til, truede Holstebro i foråret 1970, forklarede Ekstra Bladet i en leder, hvordan man kunne lave en sådan syndflod: "Man skal blot gribe ind i naturens orden og rette alle slyngninger på en å ud."

Underforstået: Så kan vandet fra tø- og skybrud rigtig få fart på ned til flaskehalsen Holstebro, som man havde glemt at flytte i tide, da man rettede åen ud opstrøms.

Naturens orden i åer og bække er, at vandet vil løbe så sindigt som muligt. Åen vil på vejen fra højere niveau mod det lavere økonomisere med energien. Åen skaber og vedligeholder sit eget løb, så energien bruges så ensartet som muligt gennem hele strækningen fra bæk gennem å og delta til havet.

Det kan opfattes som en antropomorfisme, når jeg tillægger åen en "vilje", men den adlyder blot naturens love. Åen i landskabet vil følge den mest økonomiske vej målt i energivaluta.

Åen skaber sit løb i en form, der bremser vandet. Den slynger sig i et "mæandermønster", så faldet per kilometer mod havet bliver mindre. Åen vil være lavvandet og bred frem for dyb og smal. Så trykker vandets vægt mindre på bundens materialer.

Det er vægten snarere end strømhastigheden, der eroderer, det vil sige graver, sand og grus løs. Med tætte mellemrum, cirka syv gange vandløbets bredde, laver åen trafikbump, "stryg", af sten og grus. Det er forresten dem, laks og ørreder lægger deres æg i.

Skybrud øger vandets kræfter
Når vandføringen stiger, for eksempel efter et skybrud, øges vandets kræfter og dermed evnen til at erodere i bund og bredder. Men inden vægten, altså dybden, bliver for voldsom, træder åens "sikkerhedsventil" til.

Nu sender åen det overskydende vand ud i den lave, flade eng, åsengen, hvor det hviler, indtil der igen bliver plads i åen. Således deeskalerer åen det truende højvande nedstrøms.

Hvordan åen "finder ud af" at deeskalere, inden der sker ulykker, ved jeg ikke. Selv Albert Einstein måtte give op. Og da hans søn, Hans Albert, ville studere vandløb, fik han et brev fra sin far: "Hold dig fra vandløb, sønnike. Matematikken er for svær." Det hindrede nu ikke sønnen i at blive en meget respekteret vandløbsekspert i USA.

Men det ved vi om åen: Den naturlige å har den størrelse og den form, som en å skal have. Den ændrer sine formers dimensioner, når nedbørsklimaet ændrer sig over længere tidsrum. I våde århundreder vokser den. I tørre taber den sig.

Læs også

Vi har fjernet vandbremsen
Vi lever ikke længere i fred med åen. Den ødelægger marker og huse hyppigere og i en grad, som vi ikke har set før.   

Det kan næppe forklares alene med, at det regner mere. Nok er regnen i Jylland gennem det sidste århundrede steget mere eller mindre jævnt, og det afspejles rimelig pænt af stigningen i den gennemsnitlige vandføring i for eksempel Gudenåen nedstrøms Silkeborg.

Det er ikke gennemsnitstallene, der laver ulykkerne. Det gør de store pludselige vandføringer. I samme tidsrum har vi med asfalt, tegl, dræn og grøfter lavet genveje for vandet ud i åen, hvor det før blev forsinket på vej gennem jorden.

Vi har udtørret sumpene omkring åerne, der prydede de gamle generalstabskort med deres blå signatur. Her hvilede vandet, indtil det stille og roligt var sivet gennem jorden ud til åen.

Landskabets evne til at deeskalere de store nedbørshændelser er for længst og for altid væk. Og det kan kun blive værre, når byerne vokser, og landbruget vil afvande markerne.

Tabte evnen til at deeskalere i 1900-tallet
Åen begyndte at tabe sin evne til at deeskalere de store afstrømninger, da vi i stor stil "grøftede og gravede" vores jord i 1900-tallet. Vi tog åsengen, sikkerhedsventilen, fra åen. Vi flyttede korn- og kartoffelmarker, ja, selv huse, hen, hvor åen hører hjemme.

Samtidig fjernede vi "vandbremsen": Vi rettede åen ud, fjernede "trafikbumpene" og skar planterne (grøden) væk, så vandet kan strømme frit. Uanset at vi vidste, at så ville åen i endnu højere grad få brug for sin åseng.

Og så undrer vi os over, at kartoffelmarkerne og kolonihaver længere nede ad åen bliver våde. Vi er allerede i gang med et give åen lidt af sine tabte evner til at deeskalere oversvømmelser tilbage. Vi genslynger åer og giver dem åsengene tilbage.

Det er nu mere for at genskabe tabte naturværdier end for at kontrollere oversvømmelser. Vi har fået det rigt betalt. For eksempel er laksen og havørreden stærkt tilbage.

Den indsats er sket overvejende i en del af de 18.500 kilometer vandløb, der er omfattet af vandplanerne. Men vandet løber i alle vores vandløb, foreløbig registreret til cirka 77.000 kilometer.

Her er de små på mindst cirka 45.000 kilometer særlig interessante. De er med deres store grænseflade til landjorden modtagere af vandet, som de leverer videre til de større vandløb, der først og fremmest er transportører.

De små vandløb er "vandhanerne", som vi kan dreje op eller ned. "Vi" er vandløbsmyndighederne, kommunerne.

Organiser en fælles forvaltning
Skal vi løse eller mindske oversvømmelsernes skader, må vi se på vandløbene i hele vandløbssystemet, oplandet. Oversvømmelserne ved Silkeborg kommer fra det fint forgrenede vandløbsnetværk i det cirka 1.300 kvadratkilometer store Gudenå-opland.

Vi må vende blikket opad, hvor vandet kommer fra, i stedet for som nu at kigge nedad og sende vandet den vej væk så hurtigt som muligt. Et første trin er at organisere en fælles forvaltning af alle vandløb i et opland. Sådan løste man Gudenåens store forureningsproblemer for snart 50 år siden.

Kongeåens kommuner, der også døjer med nedstrøms oversvømmelser, har fundet ud af det. Gudenåens kommuner er på vej, og det er med som forslag i forarbejderne til en ny vandløbslov.

Oplandstanken er ikke ny. Fra gammel tid har man erkendt et skæbnefællesskab inden for et opland. Hvad der sker øverst, eksporteres nedad. Det blev nedfældet eller i hvert tilfælde underskrevet af Valdemar Sejr, da han i 1241 godkendte Jyske Lov.

Heri står, at "du må ikke fløde (oversvømme, red.) anden mands ager" for eksempel ved at sende vandet hurtigere af sted. Den er stadig med i vores vandløbslov små 800 år efter.

Dog med den ændring, at hvis vandløbsmyndigheden siger god for det, må du godt "fløde" anden mands ager nedstrøms. De store oversvømmelser er et lokalpolitisk ansvar snarere end et naturfænomen.

Åen får altid det sidste ord
Vi kan skrue ned for "vandhanen" i de små vandløb. Man må, siger vandløbsloven, kun dræne til "bestående" vandløb.  Det vil sige, at man ikke må uddybe vandløbet for at øge dræninger yderligere, medmindre politikerne som nævnt giver lov.

I takt med at vi udbygger byerne og vejene, kan vi i samme afstrømningsområde aktivt genskabe sumpe og søer, der kan forsinke vandet. I alle oplandets vandløb, små som store, kan vi styrke deres evnen til at lade åen sende vandet "sindigt" af sted.

Vi kan lade grøde blive stående, genslynge åen og fremfor alt give åen sin åseng tilbage. Kort sagt: De store, ødelæggende oversvømmelser nedstrøms kan holdes tilbage som mange små opstrøms i åsengene, hvor de hører hjemme.

Sådan er naturens orden. Hvad sagde ikke Francis Bacon i 1620? "Vil du herske over naturen, så må du adlyde hendes love." Gør vi ikke det, så kan åen lære os det på den hårde måde, som set ved Silkeborg og Holstebro.

Åen får altid det sidste ord.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00