Debat

Ressourcechef: Vi er langt fra et guldrandet marked

DEBAT: Det indbringende affald er med til at betale for det, som det koster penge at komme af med. Derfor er diskussionen om privat kontra offentlig alt for ideologisk og fjerner fokus fra miljø og klima, skriver John Thesmer fra Amager Ressource Center.

Amager Ressource Center modtager mere end 100.000 tons affald årligt på deres genbrugspladser.
Amager Ressource Center modtager mere end 100.000 tons affald årligt på deres genbrugspladser.Foto: /ritzau/Ivan Riordan
Signe Løntoft
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af John Thesmer
Ressourcechef, ARC - Amager Ressourcecenter

Sortering af affald er efterhånden blevet en større opgave for virksomheder og borgere i takt med, at fokus har flyttet sig fra bortskaffelse til genanvendelse. Sortering er en forudsætning for et renere klima og miljø

ARC driver i tæt samarbejde med vores fem ejerkommuner en række genbrugspladser. Vi modtager mere end 100.000 tons affald årligt, og pladserne er på mange måder den sidste redningsstation for affaldet inden energiudnyttelse eller deponering. I 2016 sikrede borgernes og virksomhedens sortering, at vi kunne få afsat 89 procent af den samlede mængde til genanvendelse.

Miljøfarlige stoffer
Det, der optager ARC og vores ejere, er i højere og højere grad kvaliteten af de materialer, der bliver genanvendt. Her er det, at flere af de gode anbefalinger fra Advisory Boardet for Cirkulær Økonomi kan hjælpe os, der så at sige står med hænderne i affaldet.

Vi modtager eksempelvis en del byggeaffald med miljøfarlige stoffer, f.eks. PCB, som meget gerne skal ud af cirkulation hurtigst muligt. Det har ingen lyst til at genanvende. 

John Thesmer
Ressourcechef

Med et bedre design, der tager sit sigte på, at flere produkter skal have længere holdbarhed, kvalitet og ikke mindst en klar stillingtagen til brugen af kemikalier, får vi mulighed for at holde produkterne og produktets enkeltdele længere i cirkulation.

Det er nemlig en af de største udfordringer i dag på genbrugspladserne at sikre materialerne det længst mulige liv. Vi modtager eksempelvis en del byggeaffald med miljøfarlige stoffer, for eksempel PCB, som meget gerne skal ud af cirkulation hurtigst muligt. Det har ingen lyst til at genanvende.

Markedskræfterne bestemmer
Derfor er det også ærgerligt, at debatten om cirkulær økonomi ofte kommer til at handle om de institutionelle rammer, offentligt eller privat. Skal genbrugspladser være private, skal sorteringsanlæg være private? Det får de vigtige miljøspørgsmål til at glide i baggrunden.

Vi afsætter henved 89.000 tons genanvendeligt affald til det private marked efter udbud, og her bestemmer markedskræfterne. Det, der har værdi, får vi og dermed kommunerne penge for, mens vi må betale for at komme af med det, der kun i begrænset omfang kan bruges.

Vi er med andre ord langt fra et guldrandet marked for genanvendeligt affald, når vi ser bort fra få fraktioner som papir, pap og metal. De indbringende fraktioner er med til at betale for de fraktioner, det koster penge at komme af med. Derfor er diskussionen om privat kontra offentlig alt for ideologisk og fjerner fokus fra miljø og klima.

Flamingo til plast
Vi ser langt hellere en udvikling, hvor det offentlige og private arbejder sammen om løsninger til gavn for miljøet. Et meget konkret eksempel er fra vores egen verden, hvor vi sammen med private aktører forsøger at forene miljømæssige og økonomiske hensyn:

I et indsamlingsforsøg blev ren, hvid flamingo komprimeret og sendt til en virksomhed, der omdannede flamingoen til ny plast (Polystyren, PS). Forsøget viste, at denne nye plast vil kunne erstatte nyudvundet, jomfrueligt materiale. Men økonomisk og logistisk var der mange udfordringer. Med midler fra Miljøstyrelsen og i samarbejde med Shark Containers, Teknologisk Institut og Aage Vestergaard Larsen arbejder vi nu på at finde en langsigtet løsning.

ARC ser derfor genbrugspladserne som et nøgleelement i den cirkulære økonomi, hvor vi sammen med private aktører er med til at sikre de nødvendige materielle ressourcer til fremtiden og samtidig fokuserer på den meste effektive og billigste håndtering. Det er den vej, vi alle skal tage, frem for at bruge energi på at markere territorier. Det er miljø og klima alt for vigtigt til.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

John Thesmer

Ressourcechef, Amager Ressource Center
akademiingeniør

0:000:00