Seniorforsker: Kommunerne skal sikre lokal forankring af den grønne omstilling

Der findes en politisk vision for den grønne omstilling i Danmark, men det kniber med at implementere dem demokratisk – sådan oplever borgerne det i hvert fald.

Kommunerne efterlyser mere hjælp fra staten, men mange af dem er ikke selv godt klædt på med hensyn til planlægningskompetencer og til at samarbejde med borgerne om fællesskaber for vedvarende energi (VE).

Borgerne er vrede over påduttede teknologiske løsninger som vindmøller og solcelleparker, fordi de ikke kan gennemskue beslutningsprocessen, og fordi de oplever, at udefrakommende selskaber løber med gevinsten, mens de står tilbage med et teknologisk anlæg, de ikke har bedt om. Derfor bruger kommunerne mange ressourcer på at behandle klager fra borgerne.

Lov øger modstanden 

Staten på sin side mener at have gjort sit med en VE-lovgivning, som skal kompensere borgerne for generne. Forskning viser imidlertid, at flere af VE-lovens elementer faktisk øger modstanden fra borgernes side.

Et af de store problemer ser ud til at være, at staten og Dansk Energi mener, at der findes nogle ”rigtige” teknologiske løsninger, og disse løsninger skal fremmes ved hjælp af lovgivning.

Samtidig er VE-projekter både i Danmark og i udlandet med til at sikre økonomisk vækst og sammenhold i lokalområdet, hvis de vel og mærke er lokalt forankrede

Kristian Borch
Seniorforsker, Ruralis, lektor, Aalborg Universitet

Vindmøller er et godt eksempel på en teknologi, som - med rette - har nydt anerkendelse som grøn teknologi, og vindmølledirektivet har været den lovgivning, som skal hjælpe teknologien frem. Siden er vindmølledirektivet udvidet til også at omfatte solceller og omtales nu som VE-loven.

Imidlertid er der en række problemer med VE-loven. For det første er det en kompensationsordning, som i udgangspunktet skal kompensere for gener fra VE-anlæg.

Det er lidt besynderligt alt den stund, at spørgeskemaundersøgelser viser, at vi danskere bakker op om den grønne omstilling.

Samtidig er VE-projekter både i Danmark og i udlandet med til at sikre økonomisk vækst og sammenhold i lokalområdet, hvis de vel og mærke er lokalt forankrede.

VE-lovens mekanismer

VE-loven består af fem mekanismer og problemerne med dem er følgende:

For det første at kompensation for værditab på beboelsesejendomme på grund af vindmøller og solcelleanlæg ofte skaber utilfredshed, da det kun er ejendommens faktiske værdi, der vurderes og ikke for eksempel beboernes tilknytning til stedet eller en subjektiv oplevet herlighedsværdi.

Det andet er Salgsoptionsordningen: Naboer til nye vindmøller og solceller kan vælge at sælge deres beboelsesejendom til opstilleren, hvis kompensation ikke er nok.

For det tredje har naboer til vindmøller og solcelleanlæg ret til en VE-bonus - typisk cirka 6.000 kroner per år. Den vil mange naboer hellere være foruden, hvis opstilleren ville placere VE-anlægget et andet sted.

Det fjerde er Grøn pulje: Opstillerne af vedvarende energianlæg betaler et beløb til kommunen, som kan anvende dem bredt til kommunale tiltag – fortrinsvis i nærområdet. Men nærområdet er ikke sikret medindflydelse på, hvad pengene skal bruges til.

For det femte skal Garantifonden hjælpe VE-foreninger med at komme i gang, men den bruges meget sjældent, fordi VE-foreningen først skal etableres, og fordi mange borgere ikke er vidende om muligheden.

Strategisk energiplan 

Desuden er kommunerne ikke ret gode til at informere om mulighederne ved at organisere sig i lokale VE-foreninger.

Staten skal sætte et minimumskrav til, hvor meget VE der skal produceres i kommunerne. For eksempel dobbelt så meget som der produceres i dag. Det er så op til kommunerne at forhandle en fordeling af VE-produktion, hvor KL kan facilitere forhandlingerne og sikre, at målet nås.

Staten skal stille krav om, at alle kommuner skal udarbejde en strategisk energiplan (SEP). En SEP understøtter kommunerne i planlægning af energisystemet, så der sker en samfundsmæssig energieffektiv udnyttelse af potentialet for energibesparelser og omstilling til mere vedvarende energi.

Kommunerne skal prioritere opbygning af kompetencer til at gennemføre SEP’er, som både er energieffektive og samtidig sikrer lokal vækst

Kristian Borch
Seniorforsker, Ruralis, lektor, Aalborg Universitet

Kommunernes arbejde med strategisk energiplanlægning understøttes allerede i dag af flere vejledninger og værktøjer samt nationale beregningsforudsætninger; det er imidlertid langt fra alle kommuner, der benytter sig af det.

Kommunerne skal prioritere opbygning af kompetencer til at gennemføre SEP’er, som både er energieffektive og samtidig sikrer lokal vækst. Det sidste sker ved, at kommunen aktiverer borgere i områder, der er egnede til at producere vedvarende energi.

Det kan de ved at hjælpe lokalsamfundet med at danne VE-fællesskaber og hjælpe med at søge Garantifonden, så den økonomiske risiko minimeres for lokalsamfundet.

I de situationer, hvor det er en udefrakommende opstiller, der ønsker at etablere et anlæg, træder VE-ordningen i kraft, men under principper der sikrer større indflydelse og ejerskab for lokalsamfundet.

Demokratisk og effektiv løsning 

Det kunne se således ud:

For det første at Værditabsordningen og VE-bonusordningen ændres til en ordning, hvor en matrikel automatisk får en ejerandel. Ejerandelen er således knyttet til stedet og kan ikke sælges, og overtages af køber ved eventuel fraflytning.

For det andet at Grøn pulje ændres til en almennyttig fond, hvor lokalsamfundet er passende repræsenteret i bestyrelsen, så de får stor medbestemmelse over, hvordan midlerne skal geninvesteres.

For det tredje at anlægget kan kun gennemføres ved, at naboerne via en VE-forening har forhandlet et forpligtende medejerskab til VE-anlægget, og har fået indflydelse på placering, størrelse og teknisk design. Kan der ikke kan opnås enighed med det lokale VE-fællesskab, kan projektet ikke gennemføres. Men lokalområdet går så glip af den grønne vækst.

Den foreslåede løsning er både demokratisk og langt mere effektiv end den gængse fremgangsmåde, hvor privatisering, teknologi og regler vejes tungere end lokal viden, fællesskaber og samskabelse.