Lise Bech
 svarer 
Lars Aagaard Møller

Hvilken kompensation ville borgere bosiddende tæt på solcelleanlæg skulle modtage for at udligne borgerens estimerede husprisfald?

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget, Spørgsmål 379

Vil ministeren på baggrund af analysen »Husprisanalyse: Hvad er geneomkostningen ved naboskab til en solcellepark?«, Kraka Advisory, den 16. juni 2023, redegøre for, hvilken kompensation som borgere bosiddende tæt på solcelleanlæg ville skulle modtage for at udligne borgerens estimerede husprisfald?

Svar fra torsdag den 16. maj 2024

Der eksisterer en række VE-ordninger, der har til hensigt at kompensere og sikre økonomiske gevinster til naboer og lokalsamfund. For nærværende spørgsmål er ’værditabsordningen’ særlig relevant at fremhæve.

Værditabsordningen giver naboer til kommende VE-anlæg mulighed for at få erstatning for værditab på deres beboelsesejendom, som forårsages af VE-anlægget. Værditabsordningen blev indført i 2009 og medfører, at VE-opstilleren er forpligtet til at yde en værditabserstatning til ejere af beboelsesejendomme, hvis beboelsesejendommen lider et værditab på mindst 1 pct., som direkte følge af opstillingen af det pågældende VE-anlæg. Alle kan anmelde krav om at få vurderet værditab, herunder naboer til fx kystnære vindmølleparker. Naboer, der bor inden for 200 m fra solcelleanlæg og inden for 4-6 gange vindmøllehøjden kan anmelde omkostningsfrit, mens naboer længere væk skal betale et administrationsgebyr på 4.000 kr. Gebyret fratrækkes, såfremt der tilkendes værditab.

Den uafhængige myndighed Taksationsmyndigheden vurderer og træffer afgørelse om værditab på beboelsesejendomme ved opstilling af vedvarende energianlæg som fx vindmøller, solcelleanlæg og kystnære vindmølleparker. Taksationsmyndigheden er nedsat af klima-, energi- og forsyningsministeren og består af en formand og en sagkyndig, som begge er beskikket af ministeren. De konkrete afgørelser foretages således af en jurist (som formand) samt en sagkyndig ejendomsmægler. Taksationsmyndigheden sikrer, at der benyttes det korrekte grundlag (herunder bl.a. aktuelle prisniveauer) for ejendomsvurderingen i hver enkelt sag. Afgørelser vedrørende værditabsordningen offentliggøres på Taksationsmyndighedens hjemmeside.

0:000:00