Niels Frid-Nielsen: Kramer gjorde København til Cool Copenhagen

Man kan - uden at overdrive ret meget - hævde, at Jens Kramer Mikkelsen (S) er den borgmester, der har gjort mest for kulturen i København i de sidste 100 år.

Som Christian 4., der blandt andet gav os Børsen, Nyboder og Rundetårn, var Kramer en byggekonge, der blandt andet iværksatte Metroen og Ørestaden, mens han var overborgmester i rigets hovedstad i næsten 16 år, fra 1989 til 2004.

I 1990'erne forvandledes København fra en konkurstruet, forfaldspræget industriby til en moderne storby præget af oplevelsesøkonomi, alverdens kulturelle attraktioner og en hidtil uset vækst.

I 1990'erne forvandledes København fra en konkurstruet, forfaldspræget industriby til en moderne storby

Niels Frid-Nielsen
Forfatter og kulturkommentator

Kramer indså, at hvis København skulle være attraktiv for unge, veluddannede børnefamilier, skulle man ikke kun levere boliger med bad og altan, men også et bymiljø som børnefamilierne gad være en del af.

Her kom fritiden og kulturen ind i billedet. Kramer gjorde det til et mål at få København udnævnt til Europæisk kulturby i 1996. Det lykkedes, og Kulturby 96 blev en motor, der forvandlede den luvslidte by til et sprudlende eldorado for den kreative klasse.

Årtiet, der ændrede København
I 1990'erne blev Statens Museum for Kunst udvidet, mens Den Sorte Diamant bragte liv til havnen sammen med det nybyggede Skuespilhuset og Operaen. Folkets Hus på Enghavevej blev omdannet til spillestedet Vega, Kødbyen blev til en kreativ bydel og Øksnehallen blev en moderne udstillingsbygning.

Verdens bedste arkitekter strømmede til København for at bidrage til byudviklingen med spektakulære bygningsprojekter. Jeg nævner i flæng: Tietgenkollegiet, 8Tallet, DR Koncerthuset og Ferring-højhuset - alt sammen alene i Ørestad.

Amager Strand blev til en kilometerlang strandpark, og udendørs attraktion for millioner af mennesker hvert år.  Islands Brygge blev et kulturelt hotspot med et havnebad, der for mange er selve symbolet på det nye København.

De kunstneriske uddannelser (Den Danske Filmskole, Statens Teaterskole og Rytmisk Musikkonservatorium) fik deres egen bydel på Holmen nord for Christianshavn.

Det underjordiske udstillingssted Cisternerne opstod i Søndermarken på Frederiksberg. Ude i hovedstadsområdet blev Esrum Kloster renoveret og Arken Museum for Moderne Kunst blev bygget i Ishøj.

Det var ikke alt sammen Kramers ansvar alene, og på bundlinjen var det nok så meget selve byggeaktiviteten - kranerne - der vendte udviklingen for København. Men man kan ikke benægte, at det var en vaskeægte kulturoffensiv, der blev sat i gang, og som på et årti ændrede Københavns omdømme og brand.

Heldigvis behøver man ikke elske opera for at forstå, at en moderne storby, som København, har brug for en opera af international klasse. Det kræver politisk næse. 

Niels Frid-Nielsen
Forfatter og kulturkommentator

Kultur som vækstmotor
København blev til Cool Copenhagen og fremhævet i internationale livsstilsmagasiner som et spændende sted at opholde sig. Det ironiske er, at overborgmesteren, der stod bag kulturoffensiven, i virkeligheden var mere til matematik end til opera.

Heldigvis behøver man ikke elske opera for at forstå, at en moderne storby som København har brug for en opera af international klasse. Det kræver politisk næse. Og sådan en havde Kramer.

Han så krystalklart, at kulturelle aktiviteter kunne bruges som en vækstmotor, der fik attraktive skatteydere og erhvervsliv til at slå sig ned i hovedstaden, fordi de ville være en del af det nye København.

Af historien om Københavns forvandling kan vi lære, at det er dumt at kritisere en kulturminister, borgmester eller politiker, fordi hun eller han har en dårlig smag - og måske ligefrem lytter til Absolute Music i sin fritid.

En politiker må og skal vurderes på sine gerninger og initiativer. Det er inderligt ligegyldigt, hvilken musik kulturministeren lytter til, når hun kommer hjem, men det er ikke ligegyldigt, at Kulturministeriet er blevet misligholdt i snart to år.

Den grimme ælling
Nok så vigtigt er det, at vækst og kultur i dag går hånd i hånd. Vil man skabe en oplevelsesrig by, der kan tiltrække veluddannede yngre mennesker, må man også investere i steder og begivenheder, der gør folk glade og stolte af deres by.

Og hvis ikke man vil henfalde til tidligere tiders kommunesocialisme, må man finde måder at finansiere løjerne på, der ikke brandbeskatter borgerne. Der må skabes nye typer samarbejder mellem det offentlige, private pengestærke partnere og iderige kreative miljøer.

I København begyndte det med, at ildsjæle fik ideen til at omdanne Folkets Hus til spillestedet Vega. Andre foreslog at gøre den for længst forladte havn til en kulturel smeltedigel, hvor man kunne bade, hygge, nyde en drink og lytte til musik.

Atter andre foreslog, at den vindblæste strand på Amager blev omdannet til en strandpark, der kunne lokke hovedstadens befolkning til alskens udendørs begivenheder. Københavns Kommune lyttede til ideerne, Kramer fik æren og i dag kan millioner af mennesker nyde de nye tiltag.

Det handler altså om at lytte til, hvad der rør sig blandt kreative ildsjæle og om at forstå, at kulturlivet til hverdag og fest spiller en vigtig rolle for folks oplevelse af deres by.

I den forstand må København godt danne skole. Byen har på sin vis virkeliggjort H.C. Andersens eventyr om Den grimme ælling, der blev til en smuk svane - og smukke svaner kan vi ikke få for mange af.