Fra nødløgn til nødvendig fortielse
FORTROLIGHED: Hvorfor måtte retsudvalget og Pia Kjærsgaard ikke besøge Christiania i februar 2012? Trods intens parlamentarisk granskning, tjenstlige forhør og nu en grundig udredende betænkning mangler offentligheden stadig de afgørende oplysninger i den såkaldte Christiania-sag.
Kim Rosenkilde
Redaktør”Min vurdering er, at det er en stor løgn.”
Pia Kjærsgaard (DF) lagde ikke fingre imellem, da hun i december 2013 gav sin analyse af PETs, Justitsministeriets og daværende justitsminister Morten Bødskovs (S) håndtering af hendes og Folketingets Retsudvalg ønske om at besøge Christiania året forinden.
Ordene faldt få dage før et samråd med Morten Bødskov, der endte med at blive hans sidste gerning som minister. Umiddelbart efter besluttede Enhedslisten at trække støtten til ham.
Forud var gået et hektisk parlamentarisk forløb. Sagen tog sin begyndelse, da Folketingets Retsudvalg i februar 2012 ønskede at besøge Christiania, og det stod klart for PET og Justitsministeriet, at Pia Kjærsgaard havde tænkt sig at tage med.
Man siger, at det er en fejlplaceret label at sætte på, når man kalder det en nødløgn. Der skal noget meget mere alvorligt til, før man kan fravige sandhedspligten.
Jens Elo Rytter
Professor ved Juridisk Fakultet på Københavns Universitet
Som de fleste vil være bekendt med, blev besøget aldrig til noget. PET modsatte sig den planlagte dato med henvisning til en skærpet trusselsvurdering.
Herefter konstruerede Morten Bødskov i samarbejde med daværende departementschef Anne Kristine Axelsson og afdelingschef Jens-Christian Bülow en falsk forklaring. Den skulle formanden for retsudvalget, Anne Baastrup (SF), bruge til at overbevise udvalgets øvrige medlemmer om, at besøget måtte aflyses.
Resten er historie, som man siger.
Den falske forklaring kom frem i lyset og ministeren måtte gå af. De to topembedsmænd blev underkastet tjenestelige forhør og efterfølgende frikendt for tjenesteforsømmelse.
Livtag med en nødløgn
I processen kom de ansvarlige forhørsledere imidlertid til at satte gang i en ny omgang politisk ballade ved at kalde episoden en ”forklarlig og undskyldelig nødløgn.” Og så måtte et nyt udvalg sættes i arbejde, denne gang ledet af forhenværende højesteretsdommer Børge Dahl.
Udvalgets konklusioner og anbefalinger
1. Sandhedspligten er af fundamental betydning for, at vores demokrati kan fungere, og afgørende for den tillid mellem minister og Folketing, som vores parlamentariske ordning bygger på. Vi skal kunne stole på, at en minister kun giver Folketinget sande og fyldestgørende oplysninger. Ministre og embedsværk bør til stadighed ofre sandhedspligten den allerstørste opmærksomhed.
2. Der er efter gældende ret ingen tvivl eller usikkerhed om sandhedspligten, som kan begrunde ændring af bestemmelsen om sandhedspligt i ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 2.
3. Efter gældende ret kan straffrihed for tilsidesættelse af sandhedspligten kun komme på tale, når det ud fra en almen samfundsmæssig
bedømmelse er åbenbart, at sandhedspligten må vige af hensyn til rigets sikkerhed, beskyttelse af menneskeliv eller andre særdeles tungtvejende hensyn. Det skal der ikke laves om på. Disse situationer vil være så få, så ekstraordinære og så atypiske, at de fortsat bør afgøres konkret i overensstemmelse med de i strafferetten almindeligt anerkendte principper, således som det er bestemt i ministeransvarlighedslovens § 2.
4. Det er efter gældende ret ikke relevant at inddrage ”nødløgnsbetragtninger”, når der i konkrete sager skal tages stilling til, om ministre
eller embedsmænd har begået brud på sandhedspligten. Heller ikke fremover bør sådanne betragtninger tillægges retlig betydning.
5. Embedsværket er underlagt en selvstændig sandhedspligt. Embedsværket skal endvidere advare ministeren, hvis der er tvivl om,
hvorvidt oplysninger til Folketinget er rigtige og fyldestgørende, og embedsværket skal i overensstemmelse med ministeransvarlighedsloven sige fra over for konstruktionen af en løgn. Der er således efter gældende ret heller ingen tvivl eller usikkerhed om embedsværkets sandhedspligt, som kan begrunde ændringer af reglerne.
6. For at sikre parlamentarisk kontrol og tilliden mellem regeringen og Folketinget i de helt ekstraordinære situationer, hvor en minister ikke kan se anden mulighed end at tilsidesætte sandhedspligten af hensyn til rigets sikkerhed, beskyttelse af menneskeliv eller andre særdeles tungtvejende grunde, bør der etableres en ordning, som
giver mulighed for, at en minister kan fortælle sandheden til et folketingsorgan med nogle få udvalgte, alment respekterede medlemmer og passende bred politisk repræsentation.
7. Eksistensen af en sådan ordning vil skærpe opmærksomheden om sandhedspligten og skabe en formaliseret og accepteret ramme for, at ministeren kan drøfte spørgsmål om håndteringen af sådanne helt særlige situationer med repræsentanter for Folketinget. Ordningen vil fremme løsninger, som indebærer, at sandhedspligten
over for Folketinget ikke brydes, eller at mindst muligt undlades fortalt, og at den fulde sandhed snarest muligt lægges åbent frem.
8. Organet skal være sammensat med forståelse for hensynet til den nødvendige fortrolighed og varetagelsen af folkestyrets interesser - og således, at organet nyder bred tillid og respekt og har den fornødne handlekraft. Udvalget anser det for nærliggende at henlægge opgaven til Folketingets Præsidium i betragtning af dettes sammensætning, størrelse og særlige position som Folketingets ledelse, men man kan også forestille sig andre løsninger.
9. Udvalget ser ordningen som en tillidsskabende foranstaltning i forholdet mellem regeringen og Folketinget, som skal sikre folkestyret bedst muligt i den helt ekstraordinære situation, hvor en minister må overveje nødvendigheden af at give Folketinget urigtige, vildledende eller utilstrækkelige oplysninger. Der er efter udvalgets opfattelse ikke behov for lovgivning om ordningen.
