Debat

Aktør: Gør klimadebatten relaterbar og få gang i den grønne omstilling

DEBAT: Klimadebatten er alt for ofte abstrakt, når der tales om reduktionsmål og regnemodeller. Hvis alle skal tage ansvar i den grønne omstilling, skal den gøres konkret, mener VedvarendeEnergi.

For forbrugerne er et konkret og grønt tiltag at droppe en weekendtur til Milano med fly, mener formanden for VedvarendeEnergi, Jonathan Ries.
For forbrugerne er et konkret og grønt tiltag at droppe en weekendtur til Milano med fly, mener formanden for VedvarendeEnergi, Jonathan Ries.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Peter Bjørnbak Hansen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jonathan Ries
Formand, VedvarendeEnergi

Venstre, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og De Konservative har givet deres opbakning til regeringens klimamål om 70 procents CO2-reduktion i 2030.

Dermed er et bredt flertal i Folketinget nu for første gang begyndt at taget et forpligtende ansvar for den grønne omstilling, og debatten kan nu endelig flytte sig fra, om vi skal have en grøn omstilling, til hvordan vi lykkes med den.

Der er ingen tvivl om, at det ikke bliver let, men en forudsætning for, at vi kommer i mål, er, at vi som samfund er afklaret og åbent omkring de værdier, der skal bære de konkrete grønne tiltag igennem.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Vi vil i de kommende år uden tvivl blive sat over for en række dilemmaer, der direkte vil påvirke vores hverdag. Hvis vi ikke gør det rigtigt, risikerer vi, at den grønne omstilling bliver abstrakt og uden opbakning i befolkningen. 

Ansvar på alle samfundsniveauer
For at den grønne omstilling skal lykkes, er det afgørende, at vi alle tager et reelt ansvar. Med ansvar mener jeg ansvar hos den enkelte, der skal tage ansvar for sit miljø- og klimaaftryk. Men også et ansvar, som er placeret hos borgernes repræsentanter i politik og den offentlige sektor.

Vi vil i de kommende år uden tvivl blive sat over for en række dilemmaer, der direkte vil påvirke vores hverdag. Hvis vi ikke gør det rigtigt, risikerer vi, at den grønne omstilling bliver abstrakt og uden opbakning i befolkningen. 

Jonathan Ries
Formand, VedvarendeEnergi

Disse repræsentanter skal tage ansvar for at beslutte og gennemføre de nødvendige ændringer i vores infrastruktur, beskatning og investeringer.

Også virksomheder har et ansvar – de skal udvikle, producere og sælge produkter og services, der gavner en hurtig grøn omstilling. Og ngo'erne, som jeg repræsenterer i denne debat, har et ansvar for at mobilisere og uddanne befolkningen i den grønne omstilling, at udfordre både politikerne og den offentlige og private sektor samt at samarbejde med alle samfundsaktører på en kritisk, men konstruktiv måde.

Som borgere kan vi selv støtte omstillingen med ændringer i vores forbrug og adfærd. Jo mere, vi selv gør, jo mindre bliver statens behov for at gribe ind i vores hverdag.

Vi kan selv engagere os mere, især lokalt, så vi selv er med til at bestemme placeringen af de næste vindmøller, sikre en højere genanvendelse og reparation af tøj og hvidevarer.

Vi kan vælge at cykle mere, hvis vi bor i nærheden af vores arbejdsplads og vores indkøbsmuligheder, udskyde det næste bilkøb og vælge mere bæredygtige ferier end en weekendtur med fly til Milano.

Det handler også om at give ansvar
Men ansvaret for at skabe rammer, der muliggør mere klimavenligt forbrug og klimavenlig adfærd, påhviler politikerne.

Den daglige transport bliver kun grønnere, hvis staten, regionerne og kommunerne investerer mere i kollektive transportløsninger og bedre cykelforhold og stopper med at gøre biler billigere og billigere.

Borgere får svært ved at engagere sig i det næste vindmølleprojekt, hvis godkendelses- og inddragelsesprocessen ikke er gennemsigtig og inviterer til lokal deltagelse. Reparationer af tøj og hvidevarer kommer vi som samfund kun til at se mere af, hvis produkter bliver nemmere og billigere at reparere.

Udvikling af mere klima- og miljøvenlige produkter får først et boost, når vi som samfund går tilbage til "forureneren betaler"-princippet, altså at prisen for et produkt afspejler de reelle klima- og miljøomkostninger.

Derfor kæmper vi i VedvarendeEnergi blandt andet for en flyafgift. De rigtige rammer sikrer, at alle borgerne kan være med, og virksomheder udvikler mindre klima- og miljøbelastende produkter.

Tag ansvar ved at give ansvar
Men ansvar handler ikke kun om at tage ansvar. Det handler også om at give ansvar.

Staten kan top-down bestemme, hvordan vi skal transportere os i fremtiden. De store koncerner kan i høj grad installere nye vindmølleparker uden deltagelse og gevinst for lokalsamfundet. I begge tilfælde tager staten og virksomhederne ansvar for den grønne omstilling.

Men opbakning i befolkningen er større på den lange bane, hvis både staten og virksomheder giver en del af ansvaret tilbage til borgerne ved at inddrage dem i processer, beslutninger og implementering.

Læs også

Civilsamfundet er afgørende
Reduktionsmålet på 70 procent for 2030 er en fantastisk politisk vision. Et mere klimavenligt forbrug er ikke et spørgsmål om tekniske løsninger. Dem har vi.

Nu handler det om at handle. Her er civilsamfundet en afgørende aktør for at understøtte borgerne i at tage ansvar.

I idrætsverdenen bliver langt de fleste fodboldkampe og badmintonturneringer kun afviklet, fordi den enkelte borger vises tillid og tager ansvar for at være dommer eller drive salg af mad og drikke i pauserne.

På samme måde kan et stærkt civilsamfund udgøre fundamentet for en hurtigere grøn omstilling. Det er her, borgere engagerer sig, tager ansvar og vises tillid.

Vi er sociale dyr, der orienterer os efter, hvad andre gør. Gennem direkte kontakt og dialog mellem borgere og ngo-verdenen kan vi inspirere hinanden til for eksempel mere bæredygtigt tøj- og madforbrug.

Viden om mere bæredygtige ferier eller investeringer i energibesparelser kan formidles på en nærværende, relevant og forståelig måde.

Gennem lokale fællesskaber og direkte dialog kan vi som borgere motiveres til adfærdsændringer i vores daglige forbrug og transport. Alt det kan et stærkt civilsamfund understøtte.

Alle samfundsaktører skal handle og samarbejde med hinanden. Klimadebatten er alt for ofte for abstrakt, når der tales om reduktionsmål, økonomiske regnemodeller eller opstilling af nye havvindmølleparker. Det er vigtigt – men ofte teoretisk og ikke relaterbart.

Som samfund skal vi i højere grad diskutere, hvordan vi konkret lykkes med den grønne omstilling. Ved at tage ansvar i alle samfundslag og give et stort ansvar til civilsamfundet kan vi komme langt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jonathan Ries

Ekstern erhvervsordfører og medlem af Nørrebro Lokaludvalg (ALT)
Msc i supply chain management (CBS, 2012)

0:000:00