Debat

Kandidat til pensionsbestyrelse: Disse tre myter blokerer for pensionskassernes klimahandling

Ikke alle mener, at pensionskasserne skal tage klimaansvar. Tre myter om frasalg af kul, olie og gas går igen og blokerer for vigtige fremskridt. Lad os aflive myterne én gang for alle, skriver Katrine Ehnhuus. 

En af de helt store diskussioner, som skiller kandidaterne i to fløje, er frasalg af kul og olie, skriver Katrine Ehnhuus.
En af de helt store diskussioner, som skiller kandidaterne i to fløje, er frasalg af kul og olie, skriver Katrine Ehnhuus.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Foråret står for døren, og det betyder sæson for generalforsamlinger i landets pensionskasser. Det lyder måske ikke som den sjoveste forårsbeskæftigelse, men på mange af generalforsamlingerne er der lagt op til hede klimadiskussioner. 

Den danske pensionsbranche råder samlet set over 4000 milliarder. Hvis pensionskasserne mere systematisk flytter penge væk fra den sorte økonomi og over i den bæredygtige økonomi, så kan de spille en væsentlig rolle i den grønne omstilling. 

Men ikke alle mener, at pensionskasserne skal tage klimaansvar, og derfor byder flere generalforsamlinger på debat og spændende afstemninger. Det gælder også i P+, der er en fusion af JØP og DIP. Her er der valg til bestyrelsen, og i slutningen af en ophedet generalforsamling 6. april blev bestyrelsesvalget sendt til urafstemning. Urafstemningen er i fuld gang og slutter 28. april.  

Hede klimadiskussioner 
En af de helt store diskussioner, som skiller kandidaterne i to fløje, er frasalg af kul og olie. Man skulle tro, at den diskussion var slut i P+, efter at pensionskassen på baggrund af et stort medlemsønske har frasolgt alle kulselskaber og en hel del olieselskaber.

Hvis pensionskasserne mere systematisk flytter penge væk fra den sorte økonomi og over i den bæredygtige økonomi, så kan de spille en væsentlig rolle i den grønne omstilling.

Katrine Ehnhuus
Talsperson, AnsvarligFremtid og kandidat til bestyrelsesvalg i P+

Men flere af bestyrelsens kandidater har offentligt tilkendegivet, at de har været utilfredse med frasalget. En af bestyrelsens kandidater har ligefrem erklæret, at han betragter klima som en særinteresse, og at hvis det står til ham, vil han fjerne P+'s eksklusionsliste.

På den anden side står blandt andre undertegnede kandidater, der ønsker, at P+ skal frasælge de sidste investeringer i fossilselskaber og øge investeringer i bæredygtige løsninger. 

Myter blokkerer for fremskridt
Tre myter omkring frasalg af kul, olie og gas går igen og blokerer for vigtige fremskridt. Lad os aflive myterne én gang for alle: 

Det første er myten om, at aktivt ejerskab får fossilselskaber til at omstille sig, og at flere selskaber allerede er i fuld gang med den grønne omstilling. Generelt er aktivt ejerskab et godt redskab, men ikke når det gælder fossilselskaber.

Det skyldes, at det aktive ejerskab skal lykkedes med at ændre deres kerneforretning, idet selskaberne på sigt skal holde helt op med at producere kul, olie og gas. Det er fossilselskaberne ikke villige til. Det Internationale Energiagentur offentliggjorde en rapport sidste år, der viste, at olie- og gasselskaberne i gennemsnit kun bruger én procent af deres investeringer på grøn energi, resten bruges fortsat på at udvide deres produktion af olie og gas.

Det er altså ikke lykkedes gennem aktivt ejerskab at få fossilselskaber til at sætte gang i noget, der minder om en reel omstilling. Derudover viser et omfattende studie foretaget af InfluenceMap i 2019, at fossilselskaberne bruger enorme summer på at udøve lobbyisme mod klimalovgivning. 
 
En anden myte er, at det er vigtigt at fastholde investeringer i fossilselskaber af hensyn til afkastet. Den myte er senest blevet aflivet af verdens største kapitalforvalter, Black Rock, som på baggrund af en omfattende undersøgelse konkluderer, at frasalg af fossilselskaber forbedrer afkastet.

Forbundet med risiko
Fremadskuende analyser viser desuden, at fossilselskaber er forbundet med betydelig risiko relateret til kommende lovgivning, teknologisk udvikling og markedsbevægelser. En risiko som P+ ikke bør tage på medlemmernes vegne. AkademikerPension, der kan sammenlignes med P+ i størrelse, har rapporteret om en gevinst på 450 millioner kroner ved frasalg af kul og olie. En gevinst, som P+-medlemmer ikke har fået, da bestyrelsen har holdt fast i kul- og olieaktier alt for længe. 

 P+ skal frasælge de sidste investeringer i fossilselskaber og øge investeringer i bæredygtige løsninger. 

Katrine Ehnhuus
Talsperson, AnsvarligFremtid og kandidat til bestyrelsesvalg i P+

Den sidste myte er, at frasalg ikke har nogen effekt på klimaet, fordi den frasolgte aktie bliver opkøbt af andre, og børsværdien derfor forbliver den samme. Oprindeligt havde "divestmentbevægelsen" slet ikke til formål at påvirke fossilselskaberne direkte ved at sænke børsværdien. I stedet var formålet at stemple selskaberne som uetiske og dermed svække deres politiske magt.

Imidlertid er bevægelsen vokset så stor, formentlig også på grund af af de finansielle risici, der knytter sig til fossilselskaberne, at betydelige udmeldinger om frasalg har givet negativt udsving på børsværdien. Det indikerer, at finansmarkedet opfatter frasalg som en reel trussel mod  fossilselskabernes performance. Goldman Sachs har konstateret, at frasalg har medført lavere kreditvurdering i kulsektoren, og det amerikanske kulfirma Peabody har anført divestmentbevægelsen som en konkret trussel mod virksomheden.  
 
I den igangværende afstemning i P+ er det nu op til de 100.000 medlemmer, om pensionskassen skal have en bestyrelse, der vil tage klimaansvar. 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Katrine Ehnhuus

Rådgiver, Mellemfolkeligt Samvirke, bestyrelsesmedlem, pensionskassen P+
cand.scient.pol. (Syddansk Uni. 2015)

0:000:00