Cepos: Kommunal klimapolitik skader den grønne omstilling

Danmark har en høj grad af decentralisering og kommunalt selvstyre. Det er der mange gode grunde til. Men klimapolitik er ikke én af dem.

Drivhusgasudledning er et globalt problem, som bedst løses på højest mulige niveau - helst internationalt.

Når kommunerne fører deres egen klimapolitik oveni EU's og den nationale politik, skaber det skadelig dobbeltregulering og øger omkostningerne ved den grønne omstilling.

Alligevel bedriver kommunerne klimapolitik, selv om de heller ikke har særligt effektive redskaber til rådighed.

Mange af de kommunale klimatiltag ligger på trafikområdet, hvor det i forvejen er meget dyrt at fjerne ekstra CO2 – blandt andet fordi afgiftssystemet gør det meget dyrt at fjerne yderligere CO2 fra konventionelle biler og giver en meget kraftig tilskyndelse til at købe elektriske biler.

Dyre klimatiltag

Et konkret eksempel på kommunal klimapolitik med meget høje omkostninger og beskeden effekt er Københavns Kommunes nedsættelse af hastighedsgrænserne med 10 km i timen.

Vores beregninger viser, at det indebærer en pris per ton fortrængt CO2, som ligger mange gange over selv de dyreste redskaber, som landspolitikerne har i deres virkemiddelkatalog.

Set i forhold til det mest effektive redskab - CO2-afgiften - koster nedsættelsen af hastighedsgrænsen mindst 40 gange så meget.

Selv om politikerne henviser til de positive effekter som begrundelse for tiltaget, er der et skærende misforhold mellem gevinster og omkostninger.

Line Andersen og Otto Brøns-Petersen
Hhv. økonom og analysechef, CEPOS

Den samlede samfundsøkonomiske omkostning er 440 millioner kroner om året. Og det er vel at mærke inklusive de positive effekter, ikke alene på klima, men også på ulykker, støj, forurening og vejslid, som tiltaget medfører.

Så selv om politikerne også henviser til de andre positive effekter som begrundelse for tiltaget, er der et skærende misforhold mellem gevinster og omkostninger.

Meget sigende traf Borgerrepræsentationen i København beslutningen om hastighedsnedsættelsen uden at bede om en konsekvensberegning først, og trafikborgmesteren fastholder, at sådan en beregning overhovedet ikke har nogen interesse.

Kommunal lækage

Selv om trafikborgmesterens udtalelse er ekstrem, så er det københavnske tiltag på ingen måde enestående, og beregningen sigter ikke på at hænge specielt København ud.

Tværtimod har de fleste af landets kommuner opstillet deres egne klimamål og i større eller mindre grad bakket dem op med politiske initiativer.

Selv ved national klimapolitik er lækage som bekendt en væsentlig problemstilling. Men for kommunerne er risikoen ekstra stor.

Line Andersen og Otto Brøns-Petersen
Hhv. økonom og analysechef, CEPOS

I nogle tilfælde er det dog uklart, hvordan de vil nå dem.

Skanderborg vil for eksempel have andelen af elbiler i den private bilpark op på 50 procent i 2030, mens en stribe kommuner vil sænke farten på motorveje, der tilfældigvis løber gennem deres område. Men de mangler kompetencen til at føre det ud i livet.

Kommunerne mangler også metoder til at sikre, at lokale drivhusgasreduktioner ikke blot flytter andre steder hen.

Selv ved national klimapolitik er lækage som bekendt en væsentlig problemstilling. Men for kommunerne er risikoen ekstra stor.

Der kommer ikke færre CO2-kvoter eller et lavere nationalt mål for CO2-udledningen af, at en kommune isoleret set sænker sin udledning. Derfor vil konsekvensen i høj grad blot være, at udledningerne skifter rundt mellem kommunerne. 

Dobbeltregulering

Det er vigtigt at fastslå, at kommunerne faktisk har vigtige roller at spille på klimaområdet, selv om de ikke bør føre egen klimapolitik.

Først og fremmest bør kommunerne - som alle andre - reagere på de incitamenter til at nedbringe CO2-udledningen, som følger af de nationale CO2 -afgifter og EU's CO2-kvotesystem. Det betyder, at kommunerne bør investere i grønne løsninger i de tilfælde, hvor det er det billigste alternativ.

Kommunerne bør understøtte og ikke modarbejde den klimapolitik, som føres nationalt og internationalt via EU.  

Line Andersen og Otto Brøns-Petersen
Hhv. økonom og analysechef, CEPOS

Det er en uhyre velkendt konklusion, at en ensartet pris på at udlede drivhusgasser er det mest omkostningseffektive redskab til at reducere udledningen. Det sikrer, at reduktionerne sker, hvor det er billigst, og hvor der altså kommer mest CO2-reduktion for pengene.

Problemet er netop, at prisen på at udlede CO2 bliver mindre ensartet, hvis kommunerne dobbeltregulerer nogle af udledningerne ved at kaste sig over nogle udvalgte af dem. Kommunerne bør altså understøtte og ikke modarbejde den klimapolitik, som føres nationalt og internationalt via EU.     

For det andet bør kommuner bekæmpe lokale konsekvenser af et varmere klima. Klimasikring mod højere vandstand og mere nedbør er en oplagt opgave, som mange kommuner heldigvis har taget på sig.

For det tredje bør kommunerne fjerne unødigt bureaukrati, som står i vejen for for eksempel energirenoveringer, men også mange andre fremskridt. Et eksempel er byggesagsbehandlingen, der er både langsommelig og tung, blandt andet i København.