Dan Jørgensen efter COP28: Aftalen var historisk, men ikke perfekt

Støvet har nu lagt sig efter COP28, og vi kan diskutere, om aftalen blev forpligtende nok. Mit svar er både ja og nej. Det er historisk, at vi aftalte at bevæge os væk fra fossile brændsler, men det blev heller ikke en perfekt aftale, skriver Dan Jørgensen.

Det skulle tage næsten 30 år, inden verden kunne blive enige om at adressere selve kilden til de globale klimaforandringer: de fossile brændsler, skriver Dan Jørgensen. — Det skulle tage næsten 30 år, inden verden kunne blive enige om at adressere selve kilden til de globale klimaforandringer: de fossile brændsler, skriver Dan Jørgensen.Foto: Peter Dejong/AP/Ritzau Scanpix

Dan Jørgensen

Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, MF (S)

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

COP28 blev historisk. For første gang besluttede mere end 190 lande, at verden i fremtiden skal væk fra olie, kul og gas og i stedet bruge vedvarende energi. Det er åbenlyst et stort skridt fremad og en god nyhed for klimaet. Men er aftalen forpligtende nok? Mit svar er både ja og nej.

FN er ikke en verdensregering. Der laves ikke love og regler på klimatopmøderne, som derefter håndhæves af et FN-politi eller en hær. Det siger næsten sig selv. Men alligevel er det værd at nævne her, fordi der – midt i megen ros til COP28-resultatet – også har været en del kritik af, at aftalen ikke er bindende nok.

Vores strategi var at udnytte, at COP28 blev afholdt i et olieland. Paradoksalt nok var det det, der gav os chancen, fordi formandskabet kunne påvirke de andre olielande.
Dan Jørgensen (S)
Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik

Jeg forstår faktisk godt, hvor kritikken kommer fra, for jeg har også selv under forhandlingerne kæmpet for mere forpligtende sprog i aftalen. Alligevel mener jeg ikke, vi skal undervurdere betydningen af, hvad der blev besluttet i Dubai.

Nu er det skrevet ind, hvilken retning verden skal bevæge sig. Det betyder, at alle fremtidige beslutninger i COP-regi tager udgangspunkt i det. Læg dertil, at COP-aftaler historisk har haft stor, normsættende betydning. Tænk på Kyotoprotokollen og Parisaftalen.

De færreste vil vel hævde, at de ikke har haft stor betydning, der går langt ude over det, juraen i aftalerne forpligter landene til. Sådan bliver det også med Dubai-aftalen. Den vil sætte retning.

Første gang vi kommer til at se det, bliver til COP30 i Brasilien i 2025. Her skal verdens lande melde nye klimamål ind. De skal selvsagt afspejle, hvad der tidligere er besluttet – hermed også, at vi skal have en transition væk fra fossile brændsler. Og presset vil være stort på de lande, der måtte vælge at ignorere det.

At det skulle tage næsten 30 år, inden verden kunne blive enige om at adressere selve kilden til de globale klimaforandringer siger i sig selv noget om, hvor kompliceret det her spørgsmål er. Ligesom det jo er et tegn på de enorme interesser, der er på spil. Men det lykkedes. Hvorfor? Fordi en stærk koalition bestående af EU (herunder Danmark), mange af verdens udviklingslande og USA med flere lagde et markant pres. Ikke bare under selve forhandlingerne i december, men over en lang periode.

Læs også

Velkommen til Emiraterne – er det her, vi skal redde klimaet?

Altinget EU · 37:50

Vores strategi var at udnytte, at COP28 netop blev afholdt i et olieland. Paradoksalt nok var det det, der gav os chancen, fordi formandskabet talte med troværdighed og havde adgang til at påvirke de andre olielande. Vi kom langt ved at have formandskabet fra De Forenede Arabiske Emirater med på ambitionen om at skrive behovet for at komme væk fra olie og gas ind i beslutningsteksten.

Det lykkedes. Fra tidligt i processen sidste år sagde æresdoktor Sultan Al Jaber, som ledte COP28, at han ville glæde sig over den dag, hvor de skulle sælge den sidste tønde olie, og at han ville arbejde for, at spørgsmålet om olie og gas skulle adresseres på COP28. Så langt så godt. Men det var selvsagt ikke nok. Vi skulle også have resten af verden med. Og her kommer ovennævnte alliance ind i billedet.

Verdens fattigste og mest sårbare lande støttede ikke bare sådan umiddelbart op. For som de sagde: ”Hvad kommer i stedet? Vi skal udvikle os. Det kan vi ikke gøre uden energi.”

Verdens fattigste og mest sårbare lande støttede ikke umiddelbart op. For som de sagde: ”Hvad kommer i stedet? Vi skal udvikle os. Det kan vi ikke gøre uden energi.”
Dan Jørgensen (S)
Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik

Det var et rimeligt argument. En del af løsningen blev, at vi også vedtog, hvad der har været en dansk mærkesag: Et globalt mål for vedvarende energi og energieffektivitet. En virkelig god nyhed. Nu har verdens lande skrevet under på, at vi skal tredoble den vedvarende energi inden 2030, og at vi i samme tidsrum skal fordoble vores energieffektivitet.

Udviklingslandene ville også have mere økonomisk støtte både til at bekæmpe klimaforandringerne og til at tilpasse sig dem. Det fik de efter min mening ikke nok af i den endelige aftale. Men de fik noget andet, som var et stort fremskridt, nemlig en fond for ”tab og skader”. Den kommer til at hjælpe de lande, der allerede nu rammes hårdt af klimaforandringerne, med at komme på fode igen.

Samlet set gjorde disse elementer, at et stort flertal af lande var tilfredse med det kompromis, som formandskabet kunne fremlægge på COP28’s sidste timer. Dermed havde vi en historisk aftale.

Den er ikke perfekt. Men den er et stort skridt i den rigtige retning.

Politik har aldrig været vigtigere