DI-bagland kritiserer ros af energiudspil

ENERGIUDSPIL: Flere medlemmer af DI's energi- og klimaudvalg mener ikke, at regeringens energiudspil tager hensyn til industrien. Det vil koste arbejdspladser, lyder kritikken, som står i skærende kontrast til de positive DI-udmeldinger i medierne.
Regningen for regeringens energiudspil er for høj, mener en stribe industrivirksomheder.
Regningen for regeringens energiudspil er for høj, mener en stribe industrivirksomheder.
Hjalte T. H. Kragesteen
Dansk Industri (DI) roser regeringens energiudspil, lød det i pressen, efter at regeringen havde lanceret 'Vores Energi' i fredags. En ros, som statsministeren har taget til sig, og som fik Dagbladet Information til at konkludere, at "alle roser nyt energiudspil - undtagen Venstre".

Men det er ikke alle dele af industrien, der er begejstret, og flere repræsentanter i DI's energi- og klimaudvalg er direkte negativt stemt over for udspillet.

En af dem er Klaus Kiens, der er adm. direktør i Faxe Kalk. Han retter skytset mod DI's direktør Tine Roed, som, han mener, har udtrykt sig alt for positivt i pressen, da hun blandt andet sagde, at der ikke er tvivl om, at udspillet tager det rette hensyn til erhvervslivet.

"Jeg undrer mig over, at hun er så hurtigt ude, og at hun er så positiv over for det. For det vil ramme danske industrivirksomheder hårdt," siger Klaus Kiens, der peger på, at Tine Roed dog også siger, at der skal tages hensyn til de energitunge virksomheder.

Ikke desto mindre mener han, at hun burde have ventet med at melde ud til efter en drøftelse af udspillet i DI's energi- og klimaudvalg.

Det er gift for de industrivirksomheder, der skal ud at konkurrere med udenlandske virksomheder.

Hans Ulrich
Fabrikant, Ulfoss Plastic

Et rosenrødt billede
Og Klaus Kiens står ikke alene med sin kritik. For Danish Crown, Danisco, Aalborg Portland og Ulfoss Plastic - der også er medlem af DI's energi- og klimaudvalg - mener ligeledes, at der er blevet tegnet et rosenrødt billede af industriens holdning i medierne. Men de fire virksomheder mener ikke, at Tine Roed har håndteret noget forkert.

Men ikke desto mindre står der et positivt billede tilbage, som statsminister Helle Thorning Schmidt (S) efterfølgende har taget til sig:

"Jeg har med stor glæde bemærket, at Dansk Industri allerede har været ude at kvittere positivt for det," sagde hun om energiudspillet på tirsdagens pressemøde.

Rammer industrien hårdt
De kritiske industrivirksomheder understreger alle, at de er tilhængere af en grøn omstilling. Men de ser med bekymring på det tempo, som regeringen lægger op til. En nuance som er blevet total ignoreret, mener Frands Grex, der er direktør i Aalborg Portland.

"Det er helt åbenlyst, at udspillet ikke tager det nødvendige hensyn til dansk erhvervsliv. Udspillet risikerer at fjerne produktionsvirksomheder i Danmark på kort sigt," siger han.

Nogenlunde samme melding lyder fra Hans Ulrich, der er fabrikant i Ulfoss Plastic. Han mener, at den nuværende debat giver det indtryk, at industrien over en bred kam er positivt stemt over for udspillet.

"Det er gift for de industrivirksomheder, der skal ud at konkurrere med udenlandske virksomheder," siger han.

Preben Sunke, der er økonomidirektør i Danish Crown, appellerer derfor til, at politikerne husker på, at Danmark i forvejen har de højeste energiafgifter i Europa, og han er bekymret for, at snoren snart knækker.

"Vi synes, at regeringen lægger for meget vægt på målene og skeler for lidt til, at vi i Danmark er blandt de mest energieffektive i Europa, og måske endda i verden," siger Preben Sunke, der desuden er formand for DI's energi- og klimaudvalg.

En svær balancegang
Danisco er enig i, at politikerne ikke skal skrue energiafgifterne for meget op, men i forhold til om DI's udmelding har været for positiv, peger fabriksdirektør Martin Kirstein Madsen på, at DI er en bred organisation med mange interesser.

Derfor er udmeldingerne en svær balancegang, mener han:

"Dansk Industri skal også sørge for, at de virksomheder, der lever af klimarigtige løsninger, bliver tilgodeset. Og dem er der mange af," siger Martin Kirstein Madsen, der peger på, at blandt andet Dong Energy og Vestas også sidder i DI's energi- og klimaudvalg.

Roed: Skarpt øje på afgiftsniveauet
Tine Roed mener ikke, at der i medierne har været tegnet et for rosenrødt billede af Dansk Industris holdning, men hun understreger, at organisationen holder øje med den regning, der bliver sendt til de konkurrenceudsatte virksomheder.

Hun peger på, at hun i fredagens pressemeddelelse fremhævede netop den problemstilling.

"Dér understreger vi, at danske virksomheder allerede betaler verdens højeste energiafgifter, og at vi derfor vil holde et vågent øje med den samlede balance og opfordre til, at det samlede sæt af energiafgifter underkastes et nøje eftersyn. Kun i det lys støtter vi en grøn omstilling," siger Tine Roed.

Hun køber ikke kritikken om at have været for hurtig ude og peger på, at udvalget løbende har drøftet, hvordan der sikres en grøn omstilling, uden at regningen falder på erhvervslivet.

"Det er dét, vi har arbejdet for, og det, mener jeg også, er blevet resultatet," siger Tine Roed.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00