Joe Biden har i sine første 100 dage oplevet et mikrokosmos af et fuldt præsidentskab. Efter en uges eufori dykkede entusiasmen dog igen, da det stod klart at han ikke er mirakelmager.

Også i udenrigsforhold har nedgangen efter indvielsen været tydelig. Som forudsagt af mange af respondenterne i en paneuropæisk undersøgelse tidligere på året, stod det hurtigt klart, at indenlandske prioriteringer ville forhindre USA i at genvinde rollen som formgiver af det internationale system.

Klimadagsordenen er et godt eksempel, hvor han som en del af hans 'udenrigspolitik for middelklassen' er begyndt at opbygge støtte til en tilgang til de globale udfordringer som påvirker amerikanerne.

Susi Dennison
Seniorpolitisk stipendiat, direktør for programmet ‘European Power', European Council on Foreign Relations

Men præsident Biden har nu fået placeret fødderne under bordet, vacciner er blevet tilgængelige for alle amerikanere over 16 år, og i sidste måned blev en større investeringspakke på infrastrukturområdet afsløret med mere i vente i form af investeringer i børnepasning, uddannelse og sundhedspleje.

Der er hårdt brug for europæisk klimatopmøde
Der er også grønne initiativer i præsident Bidens internationale engagement. Klimadagsordenen er et godt eksempel, hvor han som en del af sin 'udenrigspolitik for middelklassen' er begyndt at opbygge støtte til en tilgang til de globale udfordringer, som påvirker amerikanerne.

Sidste uge var Biden vært for 40 verdensledere på et virtuelt klimatopmøde i anledning af Jordens Dag. Han indledte opgaven med et løfte om at halvere de amerikanske drivhusgasemissioner inden 2030 og viste, at hans 'day one'-løfte om at genslutte sig Paris-klimaaftalen ikke kun var tomme ord.

På denne side af Atlanten bør det give håb, og ikke kun fordi USA er tilbage på klimaområdet, men også fordi europæerne nu har fordøjet den kendsgerning, at når de amerikanske præsidenter kommer og går, er det, når det kommer til udfordringer på den lange bane, ikke nok blot at følge Washington - Europa er også nødt til at opbygge dets egen suverænitet.

Der er nu stor sandsynlighed for et europæisk klimatopmøde i slutningen af maj. Det er hårdt tiltrængt. I 'Europas Grønne Moment: Hvordan man møder Klimaudfordringen', der blev offentliggjort i sidste uge, viste en undersøgelse blandt beslutningstagere i EU's 27 medlemslande, at et stort problem i mange lande er, hvordan man styrer den geopolitiske dimension af Green Deal, og især planerne om at udvikle en kulstof-grænse-justeringsmekanisme (CBAM), og det forventes at der kommer et forslag fra Europa-Kommissionen inden sommer.

Frygt for at politikere ikke kan mønstre det kollektive mod
Indenlandske lobbyers skepsis over for foranstaltningen har fået nogle medlemsstater til at tale kraftigt imod den i Det Europæiske Råd.

I sidste ende har europæiske ledere intet andet valg end at finde det politiske mod til at gennemføre Green Deal, og for at kunne gøre det, er de nødt til at vise at den understøttes af en solid udenrigspolitisk strategi.

Susi Dennison
Seniorpolitisk stipendiat, direktør for programmet ‘European Power', European Council on Foreign Relations

Det drejer sig ofte om mindre EU-økonomier, der er bekymrede for gengældelse mod CBAM fra tredjeparts-lande på grund af deres store afhængighed af eksport. De hævder, at det ville blive opfattet som protektionisme, og at det er i strid med EU's ambitioner om at være en global forkæmper for frihandel.

EU-institutionerne og medlemslandene frygter, at politikerne ikke kan samle det kollektive mod til at påtvinge USA CBAM af frygt for at irritere deres nyligt re-engagerede partner; og det samme gælder for Indien som følge af Europas afhængighed af landet for produktion af vacciner; og andre udviklingslande for at undgå at skubbe dem ud af de europæiske markeder.

Derfor mener de, at CBAM vil have for lidt global dækning til at være effektiv. Uden foranstaltninger til at overtale andre aktører til at skifte væk fra kulstoffer vil Green Deal have begrænset indvirkning, da EU tegner sig for mindre end ti procent af alle drivhusgasemissioner.

Klimatopmøde bliver vigtig test
Det er et tveægget sværd for Europas ledere. Uden en effektiv udenrigspolitisk strategi til styring af de geopolitiske konsekvenser af Green Deal begrænser de blokkens bidrag til de globale mål.

Derudover kan frygt i forbindelse med overgangen fra CO2, som gør europæiske virksomheder konkurrencedygtige, nedbryde den politiske vilje til at gennemføre pakken. Det ville igen skuffe de europæiske borgere, som ved gentagne valg har gjort det klart, at de forventer at deres ledere er parate til at håndtere klimakrisen.

I sidste ende har europæiske ledere intet andet valg end at finde det politiske mod til at gennemføre Green Deal, og for at kunne gøre det, er de nødt til at vise, at den understøttes af en solid udenrigspolitisk strategi.

I takt med at vi runder Bidens første 100 dage, bør EU-ledere reflektere over, hvordan de selv har klaret sig i de første dage 100 dage af det nye transatlantiske forhold. Har de fået udbytte af Bidens globale genindtræden og på samme tid demonstreret, at deres mål er fælles lederskab i udformningen af verden efter Covid-19, eller er de bare fulgt med? Det vil det kommende europæiske klimatopmøde vise.