Hvis man følger den danske klimadebat, så er der ét argument, der altid hives op af hatten, når politikere sætter foden på klimabremsen og skal forklare, hvorfor den grønne omstilling går langsomt. Argumentet lyder typisk, at Danmark jo allerede er foran, så for vores virksomheders skyld, så skal vi passe på, at vi ikke stikker helt af.

Men er vi egentligt så grønne, som vi går og fortæller os selv herhjemme?

Når jeg kigger på tallene, så synes jeg, at de mere taler for, at vi overhovedet ikke er stukket af fra vores naboer. Tag eksempelvis 70 procent-målet i 2030, som vi så ofte fremhæver som nærmest urealistisk højt.

Vi er ude i et eksperiment, som vi ikke kender svaret på, og hele verden kigger med – eller, det fortæller vi i hvert fald os selv.

Ambitiøse naboer
Når de ikke slås om Brexit i Storbritannien, så siger de det samme.

Her har Boris Johnson nemlig sat et 68 procent-mål om reduktion af CO2 i 2030 (og 78 procent i 2035). Hvis vores vildeste ambition er at slå Boris Johnson med to procent, så ved jeg ikke, hvor meget der reelt er at fejre.

På Paris-aftalens vigtigste mål, så er vi altså mindre ambitiøse end vores naboer.

Anders Storgaard (K)
Kommunalvalgskandidat og tidligere formand, Konservativ Ungdom

Hæver vi blikket fra vores egen selvvalgte målstreg i 2030 og kigger på vores naboer, så er det heller ikke, fordi man bliver slået omkuld af de danske ambitioner. Vi siger CO2-neutralitet i 2050. I Finland siger de, at de allerede vil være CO2-neutrale i 2035 - altså 15 år (!) før vi bliver det herhjemme.

Mod det kolde nord i Island siger de i 2040, og lige på den anden side af Øresund siger svenskerne 2045. På Paris-aftalens vigtigste mål er vi altså mindre ambitiøse end vores naboer.

Bagud på handling
Men mål er ikke alt. Det vigtige bør ikke være, hvad man siger, men hvad man gør. Så er vi i det mindste foran vores naboer i klimahandling?

Ikke rigtigt.

Mens vi herhjemme har syltet debatten om CO2-afgifter, trods Klimarådets højlydte protester, så har de taget arbejdstøjet på i vores nabolande. I Norge har den borgerlige regering tredoblet deres CO2-afgift, så den nu ligger på 1480 danske kroner - altså det som det danske Klimarådet foreslår, men som ingen lader til at lytte til. Norge er i øvrigt et land, der giver os baghjul, når det kommer til elbiler og vedvarende energi.

I Sverige har de en CO2-afgift på 868 danske kroner – eller cirka fire gange så høj en afgift som i Danmark. Kigger man på vores udslip per borger, så er CO2-udslippet per dansker 23,4 procent højere end per svensker, og vi bliver slået af lande som Storbritannien, Frankrig, Portugal og Schweiz. 

Find modet frem
Selvfølgelig kan man indvende, at der er særlige, lokale årsager til, at hvert enkelt land har nogle fordele i forhold til Danmark, men hvordan er det anderledes end at Danmark som et land, hvis største naturressource er dårligt vejr, er foran på vind? Undskyldninger vil man altid kunne finde.

Den næste grønne eksportsucces kommer ikke til at blive skabt ved at holde de sorteste landmænd, sukkerfabrikker på Lolland eller Aalborg Portland kunstigt flydende.

Anders Storgaard (K)
Kommunalvalgskandidat og tidligere formand, Konservativ Ungdom

Sat på spidsen, så er Danmark et land, der ligger godt med i feltet, men som primært er foran på nogle udvalgte områder så som vindenergi, energirenoveringer og cyklisme. Her er vi foran, fordi vi prioriterede det, vi satsede, og fordi vi rent faktisk turde gå foran. Det er en milliardforretning for os i dag.

Forestil jer, hvis vi havde haft det samme mod, når det kom til landbruget, til brint, til atomkraft, til bæredygtigt byggeri, til vores transportsektor eller til at rykke på de afgifter som alle eksperter siger, er nøglen til at løse klimakrisen.

Ud af drømmeverden
Den næste grønne eksportsucces kommer ikke til at blive skabt ved at holde de sorteste landmænd, sukkerfabrikker på Lolland eller Aalborg Portland kunstigt flydende, men ved at vi rækker dem hånden og investeringerne til at blive fremtidens løsning fremfor problem.

Men hvis det skal ske, så bliver vi nødt til at vikle os selv ud af den drømmeverden, vi lever i, hvor vi er så meget bedre end alle andre, at vi ikke rigtig behøver anstrenge os.

Første skridt er at anerkende, at vi ikke er verdens grønneste land endnu og har meget at lære af vores naboer.

Men vi kan blive det, hvis vi har modet og den politiske vilje til sætte handling bag vores drømme.