Kække tal eller kedelige detaljer? Ny havvindsaftale skubber igen klimaambitionerne ud i fremtiden
Regner man baglæns i den nye havvindsaftale, lyder den ikke på 14, men seks gigawatt havvind i 2030. Det er langt fra aftalens kække overskrift og et meget begrænset bidrag til de klimamålsætninger, som regeringen satte efter valget i 2022, skriver Nina Möger Bengtsson.
Nina Möger Bengtsson
Stabschef, Kraken TechnologiesTirsdag landede endnu en historisk aftale om udbygning af havvind i Danmark. Inden årtiet er omme, skal kapaciteten i danske farvande seksdobles fra nuværende 2.3 gigawatt til 14 gigawatt.
Snart vil 14 millioner husstandes energiforbrug kunne dækkes af snurrende møller, lød det. Og ja – aftalen er et kæmpe skridt fremad fra den stilstand, der har kendetegnet de seneste år.
Men djævlen befinder sig som bekendt i de kedelige detaljer – og kigger man på dem, er der langt til grønne elektroner i din stikkontakt.
Lad os starte med de kolde, hårde tal – 14 gigawatt grøn strøm inden årtiets udgang.
Seks gigawatt skal findes gennem støttefri parker i Nordsøen, Kattegat, Kriegers Flak og Hesselø. Så langt så godt. Yderligere fem gigawatt kommer fra såkaldt overplantning, hvor udbudsvinderne får mulighed for at opstille mere kapacitet end den, der kan leveres til elnettet.
Samlet set kan vi regne baglæns fra de fem høns mod fjeren, der altså ikke lyder på 14, men seks gigawatt havvind i 2030. Det er både langt fra aftalens kække overskrift og et meget begrænset bidrag til de 120 gigawatt vind, statsministeren stolt lovede
Nina Möger Bengtsson
Desværre er dette ikke en forudsætning for at vinde retten til at bygge vindparkerne. Retten til områderne vil derimod gå til den byder, der kan tilbyde staten den højeste, faste betaling over de næste 30 år – ikke den der udbygger mest grøn strøm.
Dermed er de fem ekstra gigawatt langt fra sikret.
De sidste tre gigawatt skal findes gennem etableringen af Energiø Bornholm, som man har afsat 17.1 milliarder kroner til i statsstøtte. Desværre viser et notat fra Klimaministeriet, at øen kræver 31 milliarder i støtte for at kunne blive til virkelighed – altså næsten dobbelt så meget. Det skyldes et super dyrt underhavskabel, der skal fragte energien fra Bornholm til områder med større energiforbrug.
Hvis der ikke kommer bydere, der er interesseret i projektet under de forhold, så skrottes Energiøen fuldstændigt.
Samlet set kan vi regne baglæns fra de fem høns mod fjeren, der altså ikke lyder på 14, men seks gigawatt havvind i 2030. Det er både langt fra aftalens kække overskrift og et meget begrænset bidrag til de 120 gigawatt vind, statsministeren stolt lovede vi ville se i Nordsøen inden årtiets udgang, da hun mødtes med otte kollegaer i Oostende i april i år.
Vender vi blikket mod tidsrammen, er det svært at blive beroliget. 2030 er seks og et halvt år ude i fremtiden. Inden da skal rammeaftalen laves om til et konkret udbud, som Ørsted, CIP og kompagni kan forholde sig til.
Her har statsapparatet ikke for vane at skynde sig. I februar 2021 indgik Folketinget eksempelvis i en bred politisk aftale om rammerne for en anden Energiø, dengang i Nordsøen. I dag – over to år senere – er der intet udbud offentliggjort.
Hertil har man med tirsdagens aftale tilføjet yderligere kompleksitet ved at stille krav om statsligt medejerskab i de kommende vindparker.
Frem for en simpel og velkendt overskudsdeling skal man nu til at udvikle en helt ny konstruktion. Statsligt ejerskab kan der være sin egen fornuft i, men tid er, som bekendt, ikke det, vi har mest af.
Samtidig er de globale forsyningskæder stærkt udfordrede, og store projekter kan ikke smækkes op fra den ene dag til den anden.
Problemerne med svingende priser på sjældne jordartsmaterialer er efterhånden velkendte. Ligeledes har diverse fagforeninger med rette råbt op om manglen på faglært arbejdskraft. Oveni skal lægges en knaphed af de fartøjer, der bruges til at installere havvindmøller.
I de senere år er møllernes vinger blevet markant større, men kun få skibe er blevet opgraderet til at fragte dem ud på havet. I 2020 identificerede Global Wind Energy Council kun ni store turbinefartøjer, der kunne håndtere vindmøller over ti megawatt. Ni styks til at dække alle projekter i hele verden.
Selvom der har været nogen vækst siden da, forventer industrien ikke at kunne følge med. Da det tager flere år at bygge nye skibe, udgør det en reel trussel mod realiseringen af Folketingets planer.
Mest af alt minder det om mig selv, der som bumset gymnasieelev konsekvent formåede at udskyde afleveringerne til det allersidste øjeblik. Men i modsætning til en dansk stil, kan klimakrisen ikke klares med en døgner
Nina Möger Bengtsson
Alt dette betyder naturligvis ikke, at aftalen fra 30. maj er ligegyldig. En flerdobling af havvind er en særdeles positiv udvikling. Aftalen er bare ikke en del af de nødvendige beslutninger, vi skal træffe for at få udledningerne til at falde i dette årti.
Den indskriver sig derimod i rækken af ambitioner for fremtiden.
Siden valget i november har regeringen lovet både klimaneutralitet i 2045 og hele 110 procent reduktioner i 2050. Der er ikke grænser for, hvad vi kan opnå, så længe deadline blot ligger langt nok ude i fremtiden.
Desværre har Regeringen også opgivet sin egen 2025-målsætning, forhalet en CO2-afgift på landbruget og åbnet for nye gastilladelser i Nordsøen. Mest af alt minder det om mig selv, der som bumset gymnasieelev konsekvent formåede at udskyde afleveringerne til det allersidste øjeblik. Men i modsætning til en dansk stil, kan klimakrisen ikke klares med en døgner.
Det er ikke fordi, regeringen mangler indsigt. Klimaminister Lars Aagaard kunne passende blot læse sin egen klimaappel fra 2020, hvor han bad den daværende S-regering om at sætte handling bag Danmarks flotte mål om CO2-reduktion: ”Ikke senere, men allerede dette efterår”.
Kun resolut handling på alle niveauer kunne afværge katastrofen, lød det. Tre år senere kan man jo kun erklære sig enig.