Nordiske unge før Nordisk Råd-session: Vi vil ikke finde os i greenwashing eller youthwashing

"Et trygt, grønt og ungt Norden" er hovedtemaerne, når Norge er vært for dette års session i Nordisk Råd. I tre dage mødes nordiske ministre og parlamentarikere under dette slagord, hvor nordens største oliestat er vært.

Vi i Nordic Youth Biodiversity Network (NYBN) er inviteret som de unge, men for os, føles fremtiden hverken grøn eller tryg.

Efter at have demonstreret i gaderne, lavet underskriftsindsamlinger og holdt appeller, blev ungdommen inviteret til det politiske bord af Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd i 2019 for at øge involveringen af unge i biodiversitetskrisen.

Det er med bekymring, at vi igen sætter os til forhandlingsbordet. En bekymring for, at det kun er pæne ord og underskrifter, som ikke afspejles i handling

Tine Sille Svendsen og Villemo Tomasdotter
På vegne af Nordic Youth Biodiversity Network (NYBN)

Vi var med til COP26, Stockholm+50 og COP15, hvor naturaftalen Kunming-Montreal Global Biodiversity Framework (GBF) blev underskrevet i 2022. Nu skal vi med til Nordisk Råds session, for at evaluere effekten af ungeinvolveringen og diskutere implementeringen af GBF i Norden.

Minedrift, skovdrift og iltsvind
Men det er med bekymring, at vi igen sætter os til forhandlingsbordet. En bekymring for, at det kun er pæne ord og underskrifter, som ikke afspejles i handling. Ser vi på den sidste naturaftale; Aichi-aftalen fra 2011, blev ikke et eneste mål nået på ni år. Vi har ikke råd til, at det samme sker igen.

Derfor står vores håb med den nye naturaftale, der blandt sine 23 mål siger, at 30 procent af alle land-, kyst- og vådområder skal beskyttes inden 2030, mens 30 procent af verdens ødelagte økosystemer til havs og til lands skal genoprettes. I mellemtiden går nordisk naturpolitik i den forkerte retning.

Norge vil, som det første land i verden, tillade kommerciel minedrift i dybhavet. På trods af advarsler fra World Economic Forum, FN's miljøprogram, Det Internationale Havpanel (som Norge leder) og EU, vil Norge fortsat udstede licenser til minedrift på havets bund.

Imens er 21 andre lande blevet enige om det modsatte. De er bekymrede for advarslerne fra hundredvis af forskere om ødelæggelsen af unikke og sårbare økosystemer, lys- og støjforurening, samt påvirkning på havets carbonlager, for at nævne nogle.

Økonomi bygget på ekstraktion af naturressourcer, dyb tillid til uregulerede markedsmekanismer og grådighed er det, der har ført os ud i naturkriserne. Det vil ikke føre os ud af dem

Tine Sille Svendsen og Villemo Tomasdotter
På vegne af Nordic Youth Biodiversity Network (NYBN)

I Sverige og Finland fortsætter regeringen med at drive en skovdrift, der truer biodiversiteten. I Danmark ses historiske konsekvenser for livet under vand med det værste iltsvind i 20 år grundet gødningsstoffer fra landbruget. Samiske unge har netop afsluttet deres anden strejke mod vindmøller opført på områder til rensdyrdrift, hvilket strider mod loven om samers ret til kulturel udfoldelse.

Island tillader fortsat kommerciel fangst af finhvaler, selvom de er vurderet som udryddelsestruet.

Der er brug for overvældende forandringer
Vi blev lovet en retfærdig og grøn omstilling. De nævnte eksempler viser det modsatte. Klima- og naturkrisen er uadskillelige. Politik bør ikke modarbejde naturen i klimaets navn eller omvendt. Selvfølgelig er prioriteringer og afvejninger nødvendige. Men minedrift på havbunden, intensiv biomasseproduktion eller beslaglæggelse af oprindelige folks landområder er ikke løsninger i en retfærdig og grøn omstilling.

Økonomi bygget på ekstraktion af naturressourcer, dyb tillid til uregulerede markedsmekanismer, grådighed og ønsket om evig vækst (grøn eller ej) er det, der har ført os ud i naturkriserne. Det vil ikke føre os ud af dem.

Vi må respektere de planetære grænser, der opretholder vores samfund. Vi er nødt til at fylde mindre, forbruge mindre, benytte energieffektive løsninger og udvide vores cirkulære økonomi. Vores samfund skal igennem overvældende forandringer i en skala, kun få politiske diskussioner er modige nok til at berøre.

Vi vil ikke finde os i greenwashing eller youthwashing til Nordisk Session.

Derfor spørger vi os selv: Er det værd at sætte sig ved forhandlingsbordet? Eller skal vi hellere blokere veje?