Debat

Samira Nawa: Stop fedtspilleriet og gør Danmark klimapositivt allerede i 2040

Vil vi en grønnere verden, skal der investeres i metoder til at tage CO2 ud af den luft, vi indånder. En høj CO2-afgift og et areal næsten på størrelse af Fyn omdannet til ny skov er skridt på vejen, skriver Radikales klimaordfører Samira Nawa.

Danmarkskortet kommer til at se en smule anderledes ud, fordi noget landbrugsjord må vige pladsen for skovrejsning. Det klarer vi nok med tanke på, at vi er Europas mest opdyrkede land, skriver Samira Nawa (RV).
Danmarkskortet kommer til at se en smule anderledes ud, fordi noget landbrugsjord må vige pladsen for skovrejsning. Det klarer vi nok med tanke på, at vi er Europas mest opdyrkede land, skriver Samira Nawa (RV).Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Samira Nawa
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I regeringsgrundlaget for den nye SVM-regering kan det i præamblen læses, at vor tids største udfordring er klima- og biodiversitetskrisen. Det er vi i Radikale Venstre helt enige i, og der er vel efterhånden få tilbage i landet, der ikke anerkender den diagnose.

Derfor er vi politikere også forpligtede til både at opstille ambitiøse mål for den grønne omstilling og ikke mindst træffe beslutninger, der reelt sikrer, at vi kommer i mål. Det kræver politisk fokus og benhårde prioriteringer, for klimakrisen lader sig ikke stoppe af gode hensigter. Der skal investeres massivt, og inden det er for sent.

Læser man videre fra præamblen, fremgår det, at regeringen ønsker at sætte et nyt klimamål om 110 procent reduktion i 2050 i forhold til 1990. Selve idéen om at suge CO2 ud af atmosfæren er god – endda så god, at vi selv har fremlagt den for over et år siden.

Her præsenterede vi vores vision om et 110 procent grønt Danmark, hvor vi vil gøre Danmark til et klimapositivt land og begynde at betale af på den klimagæld, vi har stiftet. Det vil vi gøre allerede i 2040, hvorimod regeringen har som målsætning først at nå det i 2050.

Ikke tid til politisk fedtspilleri

Så hvorfor kan vi i Radikale Venstre ikke vente til 2050? Overordnet er der to grunde. For det første er det en kamp mod tiden. Jo længere vi venter med at omstille os, jo større uoprettelig skade gør vi på vores klode. Der er ganske enkelt ikke tid til politisk fedtspilleri.

CO2-fangst og lagring skal spille en markant rolle, hvis vi skal realisere det ambitiøse reduktionsmål

Samira Nawa (RV)
Klimaordfører

For det andet har vi sat det ambitiøse mål, fordi vi har en klippefast tro på, at det kan realiseres. Men det kræver politisk fokus, nytænkning og vilje til at prioritere midler.

I vores vision om et 110 procent grønt Danmark har vi ton for ton vist vejen til at nå 80 procent reduktioner i 2030. Det er en stor, men slet ikke umulig opgave, der sågar er overkommelig for samfundet at betale, hvis vi anvender de rette virkemidler.

Derimod er 110 procent reduktionsmålet mere omfattende, fordi det forudsætter strukturelle ændringer af hele vores samfund og en regulær omkalfatring af vores måde at producere og forbruge.

Det kræver en energisektor uden kul, olie og gas, men hvor vind og sol giver nok grøn strøm til, at Danmark kan eksportere grøn energi til Europa hvor blandt andet grøn brint fra dansk havvind, skal muliggøre omstilling af tysk industri og skabe vækst og velstand herhjemme.

Læs også

En transportsektor, hvor stort set alle biler kører på strøm – og i de tilfælde det ikke er muligt, skal tanken i stedet fyldes med grønne brændstoffer.

Det kræver en industri, hvor grøn strøm sikrer produktion af danske varer uden udledninger og ikke mindst et landbrug, hvor plantebaseret produktion er blevet Danmarks nye eksporteventyr, og hvor teknologi har reduceret udledninger til en fjerdedel af niveauet i dag.

Skovrejsning

Men reduktioner alene er ikke nok. Vil vi en grønnere verden, skal der investeres i metoder til at tage CO2 ud af den luft, vi indånder. Samme pointe har Concito leveret i en ny analyse, der slår fast, at CO2-fangst og lagring skal spille en markant rolle, hvis vi skal realisere det ambitiøse reduktionsmål.

Samtidig skal en høj CO2-afgift gøre det attraktivt for de størst udledende virksomheder at fange CO2, før den overhovedet kommer ud af skorstenen

Samira Nawa (RV)
Klimaordfører

Der findes både naturlige og teknologiske løsninger til at sikre negative udledninger, og vi er af den opfattelse, at der skal gøres brug af begge dele, og at løsningerne i virkeligheden kan komplimentere hinanden.

Hvad angår teknologiske løsninger, vil vi investere massivt i fangst af CO2 i både industrien, affaldssektoren og på vores kraftværker. Derudover ønsker vi at støtte forskning i Direct Air Capture (DAC), som suger luften ind og fanger CO2. Samtidig skal en høj CO2-afgift gøre det attraktivt for de størst udledende virksomheder at fange CO2, før den overhovedet kommer ud af skorstenen.

Det er naturligvis i erkendelse af, at ikke alle udledninger kan undgås, men hvis vi modsvarer udledninger med fangst af CO2 fra sorte såvel som grønne kilder, kan vi ganske enkelt skabe et mere bæredygtigt samfund.

Den rigtig gode nyhed er, at naturen heldigvis også har sine egne metoder til at fange og lagre CO2-, og det kan vi hjælpe på vej ved at plante træer. Mange nye træer. Helt konkret vil vi etablere 250.000 hektar skov frem mod 2040. Det vil kræve en massiv satsning, som seksdobler den årlige skovrejsning frem mod 2040 og svarer til at beplante mere end 80 procent af Fyn med skov.

Læs også

I sagens natur indebærer det, at Danmarkskortet kommer til at se en smule anderledes ud, fordi noget landbrugsjord må vige pladsen for skovrejsning. Det klarer vi nok med tanke på, at vi er Europas mest opdyrkede land.

For tænk sig at kunne give vores børn og børnebørn store skove med plads til et rigt dyreliv, hvor skoven både beskytter vores grundvand og sørger for, at vi optager mere CO2, end vi udleder. Og hvor skovene er så store, at man kan fare vild. Det er ikke blot grønt, men bidrager også til meningsfulde liv i harmoni med naturen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Samira Nawa

MF (R)
cand.polit. (Københavns Uni. 2014)

0:000:00