Kommentar af 
Jens Bomann Christensen

I Danmark er vi vilde med at rive bygninger ned, men det tærer på klimaet

Vi bør skærpe lovgivningen om nedrivning i Danmark, så vi både tager hensyn til kultur, historie og arkitektur og ser på klima- og miljøhensyn, når vi overvejer at rive en bygning ned.

Vores enorme ressourceforbrug i byggebranchen er et selvstændigt problem, hvis vi som land ønsker at bevæge os mod en mere cirkulær fremtid, skriver Jens Bomann Christensen.
Vores enorme ressourceforbrug i byggebranchen er et selvstændigt problem, hvis vi som land ønsker at bevæge os mod en mere cirkulær fremtid, skriver Jens Bomann Christensen.Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Jens Bomann Christensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Danmark har et samlet materialeforbrug i sværvægtsklassen. Deles det ud på hver enkelt af os, bruger vi hver især 24,5 tons materialer om året.

Vi skal helt ned på otte tons for at holde os inden for de planetære grænser.

Dissekerer man tallet, kan man se, at størstedelen af vores materialeforbrug går til byggeri. I Danmark er vi alt, alt for vilde med at rive eksisterende bygninger ned og bygge nyt. 

”Alle har ret til et fedt køkken” lød sloganet fra et landsdækkende køkkenfirma gennem en årrække. Noget tyder på, at vi danskere virkelig tog det slogan til os – og selv tænkte det videre.

Fra årtusindeskiftet og frem til i dag er der sket en fordobling i antallet af huse, der rives ned og erstattes med nye. Vores enorme ressourceforbrug i byggebranchen er et selvstændigt problem, hvis vi som land ønsker at bevæge os mod en mere cirkulær fremtid.

Opskriften er ret klar: Vi skal bruge færre ressourcer. Det betyder – oversat til virkeligheden – at vi skal rive færre velfungerende huse og bygninger ned og blive dygtigere til at genbruge dem i den form, de allerede har.

Den mest klimavenlige energi er den, vi ikke bruger.

Jens Bomann Christensen
Direktør, Brancheforeningen Cirkulær

Hvis man har prøvet at skulle opnå en byggetilladelse gennem en af landets kommuner, ved man, at øvelsen svarer til at gennemføre et udfordrende forhindringsløb.

Mængden af tegninger, dokumentationskrav og beregninger er enorm – og godt for det.

For det er ingen lille sag at opføre en ny bygning, der gerne skal stå i mange år. 

Derimod kræver det en noget mindre arbejdsindsats at få en nedrivningstilladelse. For at gøre ondt værre, står flere aktører klar til at puste yderligere til nedrivningerne. 

Læs også

For nylig var et typehusfirma i centrum for en offentlig debat på grund af et onlineværktøj, der kunne vise såkaldte nedrivningsklare huse. Problemet var blot, at rigtig mange af disse ”nedrivningsklare” huse absolut ikke fejlede noget som helst. Sagen endte også med, at firmaet måtte trække værktøjet tilbage. 

Det oplagte spørgsmål er: Hvorfor er det så relativt nemt at få tilladelse til at rive solide huse ned – og hvorfor der er så stor lyst til det?

Svarene er givetvis mange. Men et af dem er afgjort, at nedrivning af bygninger sjældent italesættes som et miljø eller klima- og ressourcemæssigt problem.

Langt det meste byggeaffald nedknuses og bruges som fundament til veje og kan derfor ikke engang kaldes genanvendelse.

Jens Bomann Christensen
Direktør, Brancheforeningen Cirkulær

Når der er debat om nedrivning af bygninger, hænger det som regel sammen med deres kultur og historie. Nogle gange hænger det også sammen med arkitekturen på det, som skal opføres i stedet.

Derfor har det politiske fokus og ambitionerne i branchen traditionelt handlet om at skabe mere genanvendelse af byggeaffaldet.

Dertil har fokus været på såkaldt selektiv nedrivning og direkte genbrug, hvor eksempelvis en dør genbruges som dør frem for at blive nedknust til træflis.

Læs også

Regeringen har for nylig sendt et lovforslag i høring om selektiv nedrivning. Det er fint og velment, og det er afgjort et skridt i den rigtige retning. 

Når det alligevel ikke er tilstrækkeligt, hænger det sammen med det enorme klimaaftryk, som mange byggematerialer efterlader sig.

Cement, mursten, tagsten, mineraluld, stål, glas og gips kræver alt sammen energi at producere, og selvom der arbejdes på at udfase fossile brændsler i byggevareindustrien, er den mest klimavenlige energi alt andet lige den energi, vi ikke bruger. 

Producenterne af disse byggematerialer forsvarer sig ofte med, at deres produkter har en utrolig lang holdbarhed. Det er isoleret set rigtigt. Men hvad nytter det, når vi river bygningerne ned lang tid før de enkelte materialers sidste holdbarhedsdato? 

Klimaet kan ikke holde til, at vi river en bygning ned efter kun 40 år.

Jens Bomann Christensen
Direktør, Brancheforeningen Cirkulær

Samtidig er genbrug og genanvendelse af høj kvalitet af byggeaffaldet desværre foruroligende lavt.

Langt det meste byggeaffald nedknuses og bruges som fundament til veje og kan derfor ikke engang kaldes genanvendelse. Selv når affaldet genanvendes, er det fortsat ved en form for neddeling, hvor kvaliteten og værdien kraftigt forringes.

Samlet set er det åbenlyst for mig, at vi bør skærpe lovgivningen om nedrivning i Danmark.

Der bør ikke blot tages hensyn til kultur, historie og arkitektur, når vi overvejer, om en bygning skal rives ned. Der bør også ses på klima- og miljøhensyn. 

Måske skal vi endda til at gentænke udgangspunktet for fredning af bygninger, så en bygning fredes i 100 år i det øjeblik, den står færdig, fordi klimaet ganske enkelt ikke kan holde til, at den rives ned efter kun 40 år.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Bomann Christensen

Direktør, Brancheforeningen Cirkulær
cand.mag. i international virksomhedskommunikation (Syddansk Uni. 2015), BA i dansk med tilvalg i kommunikation, retorik og formidling (Syddansk Uni. 2013)

0:000:00