Debat

Vindmølleindustrien misinformerer om støjforhold

DEBAT: Striden om vindmøllestøj fortsætter. Stress skal indgå i undersøgelsen af støj fra vindmøller, mener Naboer til Kæmpevindmøller, som mener, at Vindmølleindustrien misinformerer.
Anders Jerking
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Fakta
Deltag i debatten - send dit indlæg til [email protected] eller skriv i kommentarfeltet nedenunder.

Af Skjold Fink
Formand for Landsforeningen Naboer til Kæmpevindmøller

Vindmølleindustrien fortæller i et åbent brev i Altinget den 12. november, at det er misinformation, når Landsforeningen over for Folketinget påpeger, at ”udbredelsen og karakteren at støjen fra de store møller er anderledes og mere generende end støjen fra de mindre, ældre møller".

Det er den støj, naboerne oplever, der har betydning for dem. I 2008 udarbejdede Bo Søndergård en rapport sammen med Miljøstyrelsen, der klart viste, at lavfrekvent støj bliver et større problem, jo større møllen er. Fornyligt har Bo Søndergård så - nu som medarbejder i vindmøllekonsulentfirmaet Grontmij - offentliggjort en rapport, der angiver, at større møller ikke udsender forholdsvist mere lavfrekvent støj end mindre møller. Grontmijs artikel blev omtalt i bladet Ingeniøren med overskriften: ”Kæmpevindmøller frikendt for lavfrekvent støj”. Det er misinformation! Derfor var det nødvendigt for Landsforeningen at reagere dengang.

Bo Søndergård indrømmer otte timer efter, at artiklen er bragt, at ”Store vindmøller støjer mere end små vindmøller, ingen tvivl om det, også i det lavfrekvente område”. Professor Henrik Møller, Aalborg Universitet, skrev i en kommentar i Ingeniøren: ”Bortset fra det, så er det jo en skindiskussion, for de høje frekvenser dæmpes mest af lydudbredelsen i atmosfæren. Og da afstanden til naboerne skal være større, for at store møller kan nå ned på grænseværdierne, så bliver støjen fra store møller under alle omstændigheder mere lavfrekvent, når den rammer naboerne.”

Nu gentager Vindmølleindustrien sin misinformation i sit åbne brev. Og vi må reagere igen.

Samme Bo Søndergård deltog for øvrigt i 2011 i en teknisk forhøring med Miljøstyrelsen, hvor man besluttede, at lavfrekvent støj ikke skulle måles hos naboerne, men at man i stedet skulle udarbejdede en formel for beregning af lavfrekvent indendørs støj. De faktorer, man valgte at lade indgå i beregningsformelen indebærer, at højst 67 procent af naboerne bor i huse, som er så velisolerede, at beregningsformelen yder dem retfærdighed. For de 33 procent andre huse vil beregningsformlen undervurdere den reelle støjbelastning.

Vindmøllestøj og helbredspåvirkning
Miljøministeren og sundhedsministeren har ved åbne samråd i juni i år forklaret, at sammenhængen mellem vindmøllestøj og helbredspåvirkninger aldrig er undersøgt. Dette er årsagen til, at man nu påtænker en undersøgelse.

Fra videnskabelige undersøgelser foretaget i Holland, Sverige og England samt en undersøgelse finansieret af Danmarks Vindmølleforening ved man, at naboer til store vindmøller i udstrakt grad påføres søvnforstyrrelser. Det er videnskabelig bevist, at søvnforstyrrelser påvirker helbredet, og således må det også være bevist, at naboskabet til vindmøller ”kan medføre sygdom”. Det er derfor ikke misinformation. Det, man ikke ved, er, i hvilken udstrækning og ved hvilken afstand fra vindmøllerne disse gener ophører.

Dansk Vindmølleforening har tidligere postuleret, at der fandtes lægevidenskabelige undersøgelser, der beviste, at vindmøllestøj ikke påvirkede helbredet. Hvis dette bevis fandtes, havde ministrene nok brugt det i deres argumentation.

Undersøgelsen af sundhedsrisici skal ledes af forskeren Mette Sørensen hos Kræftens Bekæmpelse. Hun gjorde positivt opmærksom på sig selv, da hun stod for en lignende undersøgelse omkring trafikstøj, og i den undersøgelse indgik de samme parametre, som er skitseret i den nu planerede undersøgelse. Mette Sørensen har udtalt til DR, at undersøgelsen ikke vil kunne bruges til at sige noget om hjerte-kar-sygdomme for naboer til de store vindmøller, som opstilles i dag, da den pågældende møllestørrelse ikke har stået tilstrækkeligt længe til at vise, om disse sygdomme udvikler sig. Tankevækkende.

Det glæder os nu at erfare, at undersøgelsen vil blive udvidet til at omfatte flere sygdomme end hjerte-kar-sygdomme. Vi forstår bare ikke, at sundhedsministeren ikke vil undersøge for stresssymptomer. Flere af de symptomer, som naboerne til store vindmøller rapporter, er typiske for stress, og man ved fra andre videnskabelige studier, at støj kan forårsage stress - altid som det første symptom. Vi ser frem til at høre forklaringen.

Støjkravene skal skærpes
Vindindustrien har tidligere besværet sig over indblanding fra kirken, og over brugen af ytringsfriheden. Asbjørn Bjerre kaldte i 2006 problemstillinger med lavfrekvent støj for ammestuehistorier. Måske er det i virkeligheden et vendepunkt, at borgere, politikere og embedsmænd nu direkte får skældud over ikke at makke ret.

Vi skræmmer ikke. Vi siger det, som det er: 30 procent af naboerne på de nuværende støjgrænser oplever søvnforstyrrelser. Støjkravene skal skærpes i bekendtgørelsen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00