AE: Budgetlovens hårde rammestyring går ud over borgernes service

Budgetlovens regler om udgiftslofter trådte i kraft i 2011. Forud var gået et par turbulente år, hvor man skar budgetterne hurtigere og hårdere, end kommunerne kunne følge med – med store budgetoverskridelser til følge.

Den politiske konsekvens både på nationalt plan og i kommunerne var at slå hårdere ned på overforbrug. Udgiftslofterne skærpede sanktionerne og gav mere magt til Finansministeriet og økonomiforvaltningerne.

I de første år efter den nye lov var kommunernes reaktion tydelig med store årlige budgetunderskridelser. Men med tiden er kommunerne blevet gode til at ramme budgettet.

Risiko for at kommunerne underprioriterer langsigtede investeringer

Til gengæld er der en fare for, at budgetloven giver et mere kortsigtet fokus i kommunerne, fordi sanktionerne øger incitamentet til at spare på udgifter, der først giver afkast om nogle år. Det er konklusionen i en stor rapport fra VIVE.

Det giver en risiko for, at kommunerne underprioriterer indsatser, der først giver et afkast om nogle år

Jon Nielsen
Chefanalytiker, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Rapporten konkluderer, at styringen i kommunerne efter 2011 i høj grad har været rettet mod at få pengene til at passe i et etårigt perspektiv. Styringen i danske kommuner var i forvejen mere kortsigtet end i Sverige, og den er blevet endnu mere kortsigtet med budgetloven. Det giver en risiko for, at kommunerne underprioriterer indsatser, der først giver et afkast om nogle år. Samtidig kan det etårige sigte hæmme fagforvaltningernes tilskyndelse til at løfte produktiviteten.

Rapportens konklusioner flugter med meldinger fra kommunerne selv og deres ansatte, som vidner om en styring, der er blevet mere nærsynet.

Rammer den enkelte borger

Udover at forskubbe fokus væk fra langsigtede investeringer, kan sanktionerne betyde, at fagforvaltningerne og sygehusafdelingerne må sænke kvaliteten i år med uforudsete udgifter. Den hårde rammestyring skubber risikoen nedad, så den i mindre grad rammer finansministeren og i højere grad rammer den enkelte borger. 

Den hårde rammestyring skubber risikoen nedad, så den i mindre grad rammer finansministeren og i højere grad rammer den enkelte borger

Jon Nielsen
Chefanalytiker, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Det så vi for eksempel en flig af i 2013-2016, hvor en ny udredningsret pålagde de psykiatriske sygehuse at behandle ekstra mange patienter. Fordi bemandingen ikke fulgte med, faldt udgiften pr. patient i stedet. Udgiftslofterne var ikke den eneste årsag til den misere, for psykiatrien kæmpede også i de år med rekrutteringsproblemer.

Men den hårde rammestyring kan have en tilsvarende effekt på områder, hvor datadækningen er dårligere, og vi derfor ikke er i stand til at måle serviceforringelsen for borgeren.

Derfor er der grund til at se på, hvordan man kan få et længere perspektiv ind i udgiftslofterne. En oplagt mulighed kunne være at give kommunerne lov til at spare eksempelvis halvdelen af underforbruget op til næste år.

Det vil øge kommunernes tilskyndelse til at forbedre produktiviteten, til at investere i langsigtede sociale indsatser og til at skåne borgerne for forringelser i dårlige år.