Ældre Sagen: Kan kun puljer sikre penge til de ældre?

Af Michael Teit Nielsen
Vicedirektør hos Ældre Sagen 

”Jeg si’r dig, jeg skriger, hvis der kommer flere puljer på ældreområdet i næste finanslov”. Sådan har en kommunalpolitiker sagt til mig om de seneste års udvikling, hvor Folketinget i finanslovsforlig har tildelt en ældremilliard, en værdighedsmilliard, klippekort og lignende øremærket bestemte formål. Jeg kunne ikke være et sekund i tvivl: Hun var træt af puljer og øremærkninger.

Kommunerne vil have Christiansborg til at slippe tøjlerne
Vi støder i Ældre Sagen ofte på kommunale politikere og embedsfolk, som ærgrer sig over denne udvikling, fordi de skal søge, administrere, registrere og afrapportere, hvordan de bruger pengene. At det må være frustrerende at tage tid og penge fra selve kerneopgaven for at administrere, det kan jeg sagtens følge.

”Lad være med at forsøge at styre os inde fra Christiansborg. Det er os herude i kommunen, der kender vores eget område bedst, så lad dog os prioritere”. Dette budskab kommer ofte fra kommunalpolitikere.

Argumentet lyder besnærende. Men nu kommer paradokset.

For hvad skete der, da den såkaldte ældremilliard ikke længere var øremærkede midler, men derimod indgik som en del af det generelle blokstilskud til kommunerne? Lød der et lettelsens suk i form af: ”Hurra, nu kan vi prioritere alle disse midler uden bureaukrati og afrapportering og derved gøre det endnu bedre for svækkede ældre borgere i vores kommune”?

Kommer vi til at opleve et kommunalt løft på ældreområdet, fordi der bliver mindre bureaukrati, eller vil vi se flere nedskæringer, fordi øremærkningen forsvinder?

Michael Teit Nielsen
Vicedirektør, Ældre Sagen

Mere frihed til kommuner betyder færre penge til ældre
Nej, det har jeg ikke hørt nogen kommunalpolitikere sige.

Tværtimod har vi hørt denne søforklaring, da øremærkningen af ældremilliarden udløb: ”Nu er der ingen ældremilliard mere”. Oversat: Pengene er væk, der forsvandt lige en milliard, så vi bliver nødt til at skære på ældreområdet. Selv om penge påviseligt har været der, blot ikke i øremærket form.

Jeg kunne godt tænke mig en forklaring på dette paradoks. For jeg må indrømme, at det er nærliggende at få den opfattelse, at da ældremilliarden blev frigivet, ville nogle kommuners politikere helst prioritere andre områder – om det så har været fodboldstadions, skulpturer, fratrædelsesgodtgørelser til chefer, der fortsætter i eget job, eller noget helt fjerde. I stedet for at sikre tilstrækkelige ressourcer til at give en værdig pleje og omsorg til kommunens ældre borgere.

Værdighedsmilliarden overgår til bloktilskud
Det bliver interessant at se, hvad der vil ske, når den såkaldte værdighedsmilliard overgår til bloktilskuddet i 2019. Kommer vi til at opleve et kommunalt løft på ældreområdet, fordi der bliver mindre bureaukrati, eller vil vi se flere nedskæringer, fordi øremærkningen forsvinder, med ordene ”nu er de penge væk”?

Hvis det sidste bliver tilfældet, kan kommunerne ikke fortænke Folketinget i fortsat at tænke i øremærkning, opfølgning og dokumentation. Det ville være smukt, hvis vi kunne finde en metode, så vi kan være sikre på, at midler tiltænkt for eksempel svækkede ældre opfylder deres formål uden unødigt bureaukrati.