#Enmillionstemmer: Adskil visitation, udførelse og betaling på handicapområdet

DEBAT: KL's løsning på handicapområdet er mere dialog, borgerinddragelse og enklere regler. Det er ikke lovgivningen, men forvaltningen, som den er gal med, mener #Enmillionstemmer.

Tiden er inde til, at handicapområdet administreres fagligt forsvarligt, skriver Monica Lylloff, Margit Jonsson, Nina Reffstrup, Peter Schlæger og Sara Rose Newell.Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Monica Lylloff, Margit Jonsson, Nina Reffstrup, Peter Schlæger og Sara Rose Newell

Forslagsstillere til borgerforslaget Handicapområdet skal væk fra kommunerne og medlemmer af #enmillionstemmer

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Handicapområdet har i årtier været politisk nedprioriteret og er nu i forfald.

Det betyder, at mange mennesker med behov for hjælp enten selv må betale for den nødvendige hjælp eller mangle den, selvom de har ret til den.

Begge dele er i strid med FN's Handicapkonvention, vores egen lovgivning samt den velfærdskontrakt, som vi alle sammen har indgået ved at betale halvdelen af vores løn i skat.

Handicapområdets forfald er årsagen til, at nu knap 29.000 mennesker har samlet sig i bevægelsen #Enmillionstemmer, og at 52.300 mennesker har skrevet under på borgerforslaget Handicapområdet skal væk fra kommunerne.

Fakta

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Det er menneskers liv
Mennesker med handicap og deres familier er desværre underlagt en vrangforestilling om, at de bare suger midler ud af den offentlige kasse.

Det billede får Ulrik Wilbek (V), formand for socialudvalget i Kommunernes Landsforening, vist meget tydeligt i et interview bragt i Politiken 14. januar.

Der blev i 2007 advaret mod at overlade ansvaret for området i kommunernes hænder. Det gik som frygtet
Monica Lylloff, Margit Jonsson, Nina Reffstrup, Peter Schlæger og Sara Rose Newell
Forslagsstillere til borgerforslaget Handicapområdet skal væk fra kommunerne og medlemmer af #enmillionstemmer

Ulrik Wilbek nævner blandt andet, at "hvis man har ansøgt om en særlig handicapscooter og ikke kan få den, kan der være en grund til det", og "forældre, der ansøgte om at få grus med større korn i indkørslen, så deres barn med handicap ikke spiser det".

Når Ulrik Wilbek nævner sådanne eksempler, så befinder han sig på et mikroniveau og har glemt, at man som myndighed er forpligtet til at gå op i helikopterperspektiv for at få et overblik over alvoren på tværs af sager og kommuner. Dette handler om noget meget mere alvorligt end grus og handicapscootere. Det handler om menneskers liv.

Problemet er forvaltningen
I 2019 blev 42 procent af de påklagede sager på handicapområdet omgjort på landsplan, heraf blev de 32 procent hjemvist til kommunerne.

En hjemvisning er et udtryk for, at den påklagede sag er i så ringe forfatning og muligvis truffet på et ulovligt grundlag, så Ankestyrelsen som klageinstans hverken kan reparere på sagen eller træffe en afgørelse.

Det er det tal, som er det interessante i forhold til kommunernes sagsbehandling. Hertil kommer det mørketal, der er på dette område.

Alle de mange mennesker, der ikke ved, at de kan klage, hvordan de kan klage, eller dem, der ikke kan kæmpe mere. De registrerede tal er kun en lille top af et kæmpe isbjerg.

Dette område omfatter nogle af de mennesker, der har allermest brug for hjælp. De bliver glemt. Det kan vi som samfund ikke være bekendt.

Ærgrelse hjælper ikke
Vi må konstatere, at hverken tristhed eller ærgrelse hos KL og socialminister Astrid Krag (S) hjælper de mennesker, der hver dag står uden den rigtige hjælp. Det retter heller ikke op på de lovbrud, der sker i kommunerne.

Ifølge Ulrik Wilbek bruger kommunerne 51 milliarder kroner på området. Det henstår fortsat i det uvisse, hvad de 51 milliarder kroner rent faktisk bruges på, og hvor man kan finde dokumentation for dette. Vi hører gerne nærmere.

KL mener, at løsningen på kommunernes store problemer med at løfte deres ansvar på området er mere dialog, borgerinddragelse og enklere regler.

Dette var også KL's løsningsforslag i 2014. Disse tre forslag er ikke løsningen. For så var det sket for mange år siden. Lovgivningen er god. Det er forvaltningen, som den er gal med.

Ikke mere tom snak
Vi ønsker at få adskilt de tre hatte, som kommunerne lige nu jonglerer rundt med på handicapområdet: Visitation, udførelse og betaling. Det er uanset, om det gælder henvisning til udredning, specialskoletilbud, botilbud, ledsagerhjælp eller hjælpemidler.

Særligt visitation og betaling kan ikke gå hånd i hånd, for så vil økonomien altid få førsteprioritet på bekostning af faglighed, behov, ret og lov. Det skal være menneskets behov for hjælp og faglighed, der kommer først. Det er lovens hensigt, og loven skal overholdes.

Dette vil i vores øjne kræve en strukturel ændring, så den specialiserede viden samles over hele landet, uanset om det handler om fysiske, psykiske, synlige eller usynlige handicap. Lad specialisterne vurdere, hvilken hjælp borgeren har behov for. Her vil centralisering give mening.

Der blev i 2007 advaret mod at overlade ansvaret for området i kommunernes hænder. Det gik som frygtet. Den erfaring har man nu gjort sig.

Nu er tiden inde til, at handicapområdet administreres fagligt forsvarligt, så borgere med handicap og psykisk sårbarhed får den rigtige hjælp i rette tid.

Ikke flere socialministre i samråd med tom snak. Ikke flere nedstemte lovforslag i salen, fordi det ikke var det rigtige forslag. Vi har krav på politisk handling på tværs af partierne, og at der tages ansvar ved national handling.

Politik har aldrig været vigtigere