Byrådsmedlem bliver særlig rådgiver for Simon Emil

NAVNE: Økonomi- og indenrigsministser Simon Emil Ammitzbøll (LA) har ansat Jonathan Nielsen som særlig rådgiver. I den forbindelse stopper Jonathan Nielsen som byrådsmedlem i Hillerød Kommune.

Jonathan Nielsen er den 5. december 2016 blevet ansat som særlig rådgiver for økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll.

Jonathan Nielsen er uddannet som jurist ved Københavns Universitet, men har også taget en uddannelse i russisk ved Hvideruslands Statsuniversitet i Minsk. Han kommer fra en stilling som politisk-juridisk konsulent for Liberal Alliances Folketingsgruppe. Han har tidligere arbejdet som medlemssekretær for MF Simon Emil Ammitzbøll i Folketinget.

I forlængelse af ansættelsen som særlig rådgiver planlægger Jonathan Nielsen at stoppe som byrådsmedlem i Hillerød Kommune. Samtidig har han opsagt sit kandidatur til Folketinget i Nordsjællands Storkreds.

"Det er svært at komme tættere på det politiske maskinrum, end jeg kommer nu, selvom jeg lægger mine personlige politiske ambitioner på hylden. Kommunalpolitik kommer til at fylde meget i jobbet med en minister for kommunerne. Så den kommunale virkelighed kommer til at præge min hverdag," siger Jonathan Nielsen til Hillerød Posten.

Login