Byrådsmedlem: Forsyningssektoren og kommunerne holdes i et bureaukratisk jerngreb

Af Dorthe la Cour (K)
Byrådsmedlem, medlem af Økonomiudvalget og Teknik- og Miljøudvalget, Lyngby-Taarbæk Kommune, næstformand i Lyngby-Taarbæk Forsyning

Afbureaukratiseringsarbejdet burde bølge gennem hele den offentlige sektor – men i særlig grad forsyningssektoren. Her er reglerne stramme – så stramme, at de visse steder virker kontraproduk­tive for miljø, klima og ressourceforbrug.

Reguleringen af forsyningsområdet fremstår for lægmænd som gammeldags, tunge og uforståelige. Målet er klart at sikre, at borgernes penge går til effektivt at løse forsyningsopgaven på vand, spildevand og affald.  

For at nå målet er der vedtaget særskilt lovgivning og regulering for forsyningssektoren, så den kan varetage drift og anlægsinvesteringer af dele af den kommunale infrastruktur i kommunerne, mens for eksempel vejbrønde og vej – som også er det infrastrukturområde – følger en anden regulering. Her er ejerskab og driftsansvar placeret i kommunerne.

Man må og skal med rette spørge, om dette er den mest effektive måde at servicere borgerne på, set ud fra både den økonomiske, arbejdskraftmæssige og klimamæssige vinkel. Her nævnes nogle få af en lang række eksempler.

Niks pille
For cirka 10 år siden blev forsyning adskilt fra kommune. Der er nu tætte skotter mellem kommunen som myndighed og forsyningen som udfører. Man tog en stor lineal og trak en streg – og de opgaver, der lovgivningsmæssigt lå hos forsyningen, blev der. Fastlåst. Så hvis en kommune i dag gerne vil have forsyningen til på ny at tage sig af vejbrønde, kan det ikke lade sig gøre. Det er heller ikke muligt for kommunen at overlade for eksempel tilsyn med erhvervsaffald til forsyningen. Det betyder også for borgerne uforståelige forskelle i servicen fra kommune til kommune.

Forsyningen må på ingen måde skabe en slags merværdi for kommunens borgere.

Dorthe la Cour (K)

Der er i dag kun én måde at fordele arbejdsopgaverne anderledes mellem kommune og forsyning, og det er ved at etablere et såkaldt §60-selskab eller et aktieselskab. I sagens natur bruges disse selskaber til at løfte større opgaver – alene fordi det er bureaukratisk at etablere et selskab. Og det betyder i praksis, at mindre opgaver, der med fordel kunne løses af forsyningen, ikke flyttes fra kommunen.

Så når forsyningen alligevel er ude at se på kloakker, må den ikke gøre noget ved de kommunale vejbrønde. Niks pille. Man kan med rette spørge, hvem dette gavner? Ikke klima og miljø, og ej heller borgernes økonomi, for der skal køres to gange til samme opgave, og en tilstoppet vejbrønd kan være årsag til oversvømmede kældre, til stor gene for borgerne og til udgift for forsikringsselskaberne.

Som en duehøg
Et andet område er genetablering efter kloakarbejde. Forsyningen får til opgave af kommunen (myndigheden) at udføre et stykke arbejde for eksempel i henhold til den kommunale spildevandsplan. Forsyningen må på ingen måde skabe en slags merværdi for kommunens borgere – altså ud over den merværdi, der ligger i, at kloakkerne renoveres.

Konsekvensen er, at forsyningen skal genetablere et kryds eller en vej nøjagtig, som den var før. Kommunen, der jo er ansvarlig for trafikken, kan have et ønske om at etablere en mere trafiksikker rundkørsel, og det ville jo være helt fornuftigt, hvis det sker umiddelbart efter, kloakarbejdet er overstået, så forsyningen ikke først genetablerer krydset for kort tid efter at opleve, at kommunen graver op igen og etablerer en rundkørsel.

Som en duehøg vil Forsyningssekretariatet slå ned på noget sådant. Sekretariatet henhører under Konkurrencestyrelsen, ikke Miljøstyrelsen, og det har til opgave at overvåge – mod årlig betaling fra forsyningsselskaberne – at reglerne overholdes. Og Sekretariatet giver ikke ved dørene.

Hvis forsyningen skaber en merværdi, er straffen benhård. Er værdien af det udførte arbejde én million kroner, bliver kommunen tilsvarende trukket i bloktilskuddet. Det er derfor ikke mærkeligt, at forsyningen bruger tid og ressourcer på at sikre sig, at de ikke træder bare en millimeter over stregen.

Det medfører papirarbejde/bureaukrati, og ikke sjældent ender det med, at borgeren står og tænker: ”Har de ikke lige gravet dér? Hvorfor laver de det nu om igen? Det er ikke noget under, at skattetrykket i Danmark er så højt!”