Debat

Chef ved Kommunernes Udviklingscenter: Stop op og evaluer midt i den kommunale valgperiode

Vi bør indføre midtvejsevalueringer af det politiske arbejde i kommunerne. Det vil kunne udvikle det politiske lederskab og knytte borgere tættere på byråd, skriver Kalle Syberg Kjær. 

Det er en skam, at der ikke er tradition for at evaluere det politiske bestyrelsesarbejde i kommunerne. Det vil kunne gavne både kommune, borgere og politikerne selv, skriver Kalle Syberg Kjær. Fotoet er fra Frederiksberg Byrådssal.
Det er en skam, at der ikke er tradition for at evaluere det politiske bestyrelsesarbejde i kommunerne. Det vil kunne gavne både kommune, borgere og politikerne selv, skriver Kalle Syberg Kjær. Fotoet er fra Frederiksberg Byrådssal.Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Kalle Syberg Kjær
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den 31. marts 2023 havde Christine Brochdorf et indlæg i Altinget med en vild idé: Et midtvejsvalg i danske kommuner. Formålet skulle være at knytte folkevalgte og borgere tættere sammen og øge ejerskab, forståelse og accept af lokale beslutninger og mål.  

Jeg har ved selvsyn oplevet, hvad midtvejsvalg gør ved dynamikkerne mellem politikere og borgere, da jeg arbejdede for et demokratisk medlem af Repræsentanternes Hus i Washington D.C., hvor politikerne er på valg hvert andet år. Og ja, det skaber en tæt forbindelse mellem politikere og borgere, men det kan også gøre politik og politikere kortsigtet.   

Men hvad gør vi så? For jeg er enig i, at der ofte kan være behov for at skabe en bedre harmoni mellem borgernes forventninger og de politiske løsninger.  

Jeg foreslår at starte med politikerne selv og i den enkelte kommunalbestyrelse arbejde systematisk med evaluering af det politiske arbejde. Det vil kunne udvikle det kommunalpolitiske lederskab og skabe grobund for, at vi i kommunerne bliver bedre til at involvere borgerne og andre aktører. Også midt i valgperioden. 

Styrkelse af kommunerne 

I kommunerne – og andre organisationer med folkevalgte i bestyrelseslokalet – er der ikke tradition for at evaluere det politiske bestyrelsesarbejde. Og det er en skam. For kommunen, for borgerne og for politikerne selv. For jeg er enig med Christine Brochdorf: Kommunalpolitikerne bliver udfordret i forhold til at holde kursen og ambitionerne, når hverdagen rammer, og budgetterne igen bliver strammere.

Det handler grundlæggende om, hvordan kommunalbestyrelsen i endnu højere grad kan blive værdiskabende for kommunen. Og dermed for borgerne. 

Kalle Syberg Kjær
Centerchef, Komponent

Politisk ledelse er at sætte retning  og at holde den, når det stormer. Og det kan være rigtigt svært. Især, hvis man ikke giver sig tid til at stoppe op og dvæle ved, hvordan det politiske arbejde foregår, og om noget skal justeres. 

Kommunalbestyrelsen er den afgørende faktor i at sikre trivsel og udvikling i kommunen. Skabe lokale løsninger på nationale problemer, velfærd, der passer til borgerne og ikke omvendt, samt udvikling, innovation og tilpasning. 

Det er politikere, som har ansvaret for at fastsætte mål og lægge planer på de vigtigste områder i vores liv: pasning af vores børn og vores ældre, arbejdet med at klimasikre og CO2-reducere, den offentlige transport og den nære sundhed. Bare for at male med den brede pensel. Og det er også byrådspolitikerne, der træffer beslutninger om, hvordan målene skal nås til gavn for de borgere, som har stemt på dem.  

Så hvorfor er det så sjældent, at der tages et blik på, hvordan politikerne selv oplever, at det går med det politiske arbejde? Eksempelvis ved at stille sig selv spørgsmål som: Kan der i kommunen være bedre (arbejds-)vilkår i det politiske arbejde? Hvordan kan vi få bygget endnu bedre bro til borgernes ønsker? Hvordan er rammerne for, at de politiske drømme, jeg blev valgt på, kan blive en del af politikdannelsen? 

Det handler grundlæggende om, hvordan kommunalbestyrelsen i endnu højere grad kan blive værdiskabende for kommunen. Og dermed for borgerne. 

Tilrettelæggelse af midtvejsevaluering 

Jeg vil foreslå, at evalueringen af det politisk arbejde tager udgangspunkt i og tilpasses de konkrete behov, der er i den enkelte kommunalbestyrelse.

Det giver mulighed for at se på, om måden, der arbejdes med de politiske mål og strategier, fungerer. Herunder om tidligere beslutninger er blevet ført ud i livet og kommunikeret til borgerne som forventet. Ikke for at udstille og placere ansvar, men for at blive klogere på egen praksis, samarbejdet med administrationen, inddragelse af borgere og lokalsamfund – med det mål at blive bedre fremover. 

Læs også

Min oplevelse er, at der kan være stor nytte af, at man som byråd stopper op og reflekterer over spørgsmål som: 

  • Giver arbejdet i kommunalbestyrelsen mulighed for, at jeg kan bidrage til at skabe værdi og sætte retning for kommunen? 
  • Er vi gode nok til at inddrage og høre borgere – og hvordan kan vi blive bedre? 
  • Bliver mine synspunkter og mærkesager i tilstrækkelig grad bragt i spil i det politiske arbejde? 
  • Træffer vi i kommunalbestyrelsen beslutninger på det rette strategiske niveau? 
  • Har vi politikere imellem en konstruktiv samarbejdsform, der understøtter det politiske arbejde? 
  • Er tilrettelæggelsen af møderne og mødematerialet godt til at understøtte det politiske arbejde? 

Tilrettelæggelsen af en midtvejsevaluering kan ske med viden fra forudgående one-on-one-interviews med medlemmerne eller gennem et spørgeskema for at komme tættere på, hvilke temaer der fylder på tværs, og på den baggrund tage en samlet drøftelse i kommunalbestyrelsen.  

Endelig er det i enhver god evaluering også vigtigt at se ind i, hvordan der kan arbejdes med de temaer, der kommer frem i evalueringen. 

Gevinster ved evaluering 

Udover muligheden for at forbedre rammerne om det politiske arbejde kan en evaluering midt i valgperioden også være en mulighed for at åbne kommunen op for omverdenen og dermed skabe en kontinuerlig positiv forbindelse mellem kommunalbestyrelsen og kommunens borgere.

 I sidste ende kan det være med til at øge tilliden til kommunalbestyrelsen og styrke borgernes engagement i den politiske proces.

Kalle Syberg Kjær
Centerchef, Komponent

Ved at offentliggøre evalueringens resultater – eller dele af den – kan kommunalbestyrelsen give borgerne en bedre forståelse af, hvad der fylder politisk, og hvilke dilemmaer kommunen arbejder med.  

Dette kan i sidste ende være med til at øge tilliden til kommunalbestyrelsen og styrke borgernes engagement i den politiske proces. 

Endelig kan en evaluering midt i valgperioden hjælpe kommunalbestyrelsen med at forberede sig til det kommende valg.  

Evalueringen kan give kommunalbestyrelsen mulighed for at se på, hvordan det politiske arbejde kan justeres, om borgerne skal involveres på nye måder, og dermed være en gave, som den siddende kommunalbestyrelse giver videre til det kommende. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kalle Syberg Kjær

Centerchef, Komponent – Kommunernes Udviklingscenter
cand.scient.adm. (Roskilde Uni. 2006)

Christine Brochdorf

Bestyrelsesleder og rådgiver i bæredygtigt velfærdsdesign, fhv. kommunaldirektør i Egedal og Furesø
cand.scient.adm.

0:000:00