Om  
Henning Strøm

Dødsfald: Fhv. departementschef og stiftsamtmand Henning Strøm (97)

Fhv. departementschef, stiftsamtmand og kender af den kommunale struktur herhjemme, cand.jur. Henning Strøm, Hellerup, er sovet stille ind, 97 år gammel. Bisættelsen har fundet sted.

Rasmus Nielsen

Frederiksberg-drengen Henning Strøm blev uddannet jurist helt tilbage i 1950, hvorved en smuk og lang karriere som klassisk embedsmand tilsat et glimt i øjet tog sin begyndelse.

Højdepunkter i karrieren var som departementschef i Boligministeriet og siden som stifts- og statsamtmand i det daværende Københavns Amt. Sidenhen blev han en del af Dronning Margrethe og Prins Henriks Fonds bestyrelse og havde da også gennem livet en nær relation til kongefamilien. Frem til han fyldte 70 år - men det er så 27 år siden - var Henning Strøm særlig rådgiver for Indenrigsministeriet.

I netop Indenrigsministeriet havde Henning Strøm tilbage i 1960’erne været med til at forberede, at landets dengang hele 1.388 kommuner blev til 275. Visionen udmøntede sig i den kommunalreform, han som departementschef i Boligministeriet i 1970 var med til at realisere. Senere blev han udnævnt til stiftamtmand i Københavns Amt, ligesom han endte med at spille en fremtrædende rolle i byfornyelsen af København. I 1995 gik han på pension. Syv år senere sagde den normalt livsduelige og humoristiske mand til Information om sin nye tilværelse:

"Nu har jeg fred. Der er ingen, der ringer, ingen, der forlanger noget af mig, ingen, der generer mig, heller ikke inspirerer mig. Men jeg har fred til at være mig selv."

Det er godt en snes år siden ... men hvis det dengang både var godt og skidt, skulle det blive værre. Efter et hjertetilfælde på Nørreport Station i 2016 fik enkemanden bosted fra 2018 på plejehjemmet Lindely, der er en del af Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup. Til Kristeligt Dagblad sagde han i 2020, at kedsomheden indtræffer allerede straks i det øjeblik om morgenen, øjnene slås op:

”Der er min første tanke, at jeg er ked af, at dette er min skæbne. Jeg klarer mig egentlig fint fysisk, men psykisk er jeg ikke en glad mand – det har jeg ellers altid været. Jeg ved, at det ikke er af ond vilje, at jeg er isoleret. At det bare er sådan, det er, men jeg har svært ved at acceptere det. Jeg har været heldig hele tilværelsen og befundet mig i miljøer, jeg har været glad for, men den tid er forbi.”

I Jyllands-Posten fulgte han op:

"Det er kommet bag på mig, at det er så frygteligt at være på plejehjem. Plejehjemmet er ikke nogen forlystelsespark. Det er nærmest beboerne, der er de værste, for de siger ikke noget. 90 pct. af dem, der bor her, er demente, og det er nærmest, som om de bliver fornærmede, når jeg taler til dem. Jeg fik et chok den første dag, da jeg sagde godmorgen, og ingen svarede."

Han levede så længe, at hans gamle venner var døde. Lægen ville ordinere antidepressiver, men Henning Strøm takkede nej. I stedet betonede han, at velfærdsstatens tilbud på livets sidste opholdssted burde være nærvær. Det blev det sidste budskab, vi hørte fra den store embedsmand med den venlige, humoristiske og nærværende personlighed. Et budskab, der desværre har brug for at overleve ham. 

Henning Strøm var far til to døtre, kommunikationschef hos IBM, fhv. tv-vært Benedicte Strøm og dyrlæge, lektor Henriette Strøm. Han var desuden morfar og oldefar. Famlilen var flink til at ringe til sit gamle overhoved. Også de sidste år.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henning Strøm

Fhv. departementschef, Boligministeriet, fhv. stift- og statsamtmand i Københavns Amt
cand.jur. (Københavns Uni. 1950)

0:000:00