Forsker: Ordet risikovillighed i offentlig digitalisering får alle de små hår til at rejse sig

Sammen med andre har jeg ofte spøgt med, at der burde skrives og udgives en ordbog, der kan hjælpe embedsværket, digitaliseringsprofessionelle og jurister til at forstå hinanden.

”Den, der tager spøg for spøg og alvor kun alvorligt, har forstået begge dele lige dårligt,” skrev P.H. Dette lille gruk er rammende i mange sammenhænge. Det gælder også for min lille ordbogs-spøg.

Der er faktisk brug for, at vi prøver at forstå hinandens sprog bedre. Ikke kun i den praktiske hverdag, men også i den brede debat om offentlig digitalisering.

Grunden er, at henkastede og indforståede ord og vendinger udgør en betydelig risiko for misforståelser. Det vil jeg gerne prøve at illustrere med en vending, som jeg ofte læser i indlæg og hører til konferencer, workshops og andre events, hvor offentlig digitalisering er et tema.

”Risikovillighed. Vi har brug for mere risikovillighed i offentlig digitalisering.”

Der er noget næsten indforstået over vendingen, der kommer fra både konsulenter og fremtrædende skikkelser i interesseorganisationer – og ja, endda fra ledere i den offentlige sektor. Der synes ligefrem at være en slags konsensus om, at der faktisk er for lidt risikovillighed, især når det drejer som om mere og hurtigere og mere eksperimenterende digitalisering.

Braget fra retsstatens søjler

Jeg er juridisk forsker af erhverv. Samtidig er jeg som borger særdeles interesseret i, hvad mine skattekroner bruges til. Måske er det derfor, at ordet risikovillighed får alle de små hår i nakken til at rejse sig og mig til at springe i harnisk?

Jeg forstår ikke, hvad det egentlig betyder, at det offentlige skal være (endnu) mere risikovilligt i landet, som FN har udpeget som nationen med verdens mest digitaliserede offentlige sektor.

Hanne Marie Motzfeldt
Lektor i digital forvaltning, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

For mit indre øre lyder braget fra retsstatens søjler, der braser sammen til fordel for uklare mål, procesoptimering, smart agilitet, sprints, PowerPoints og glitrende salgstaler, som jeg ikke helt forstår.

Jeg spørger mig selv, om det er kravet om lovmæssig forvaltning, som der skal tages chancer med? Betyder risikovillighed, at vi skal tillade systematiske fravigelser fra loven og fjerne de århundrede gamle regler om disciplinært og strafferetligt ansvar for de offentlig ansatte?

Det tror jeg egentlig ikke, at risikovillighed betyder. Minksagen har mindet hele Danmark om, at embedsværket ikke uden videre kan gøre indgreb i borgernes forhold uden lovhjemmel.

Samtidig har rigsretssagen genopfrisket læren om, at loven skal overholdes af administrationen, uanset hvad der måtte være politisk vilje til på kortere sigt. Alle er derfor med på, at det er en grundlæggende forudsætning i en demokratisk retsstat, at offentlig forvaltning er lovmæssig forvaltning.

Det rimer ikke

Begge sager har antageligvis også øget forståelsen for, at hverken politikere eller embedsmænd bør træffe og eksekvere menneskeligt eller økonomisk vidtrækkende beslutninger uden ordentlig og grundig forberedelse. Derfor kan risikovillighed heller ikke betyde, at der skal tages chancer med skattekronerne fra frisøren, sygeplejersken eller mekanikeren.

En sådan tilgang ville også være lidt af en nyskabelse i forhold til retsgrundsætningen om økonomisk forsvarlig forvaltning. Det ville nok også – mildest talt – være en prioritering, der burde debatteres under åbne, demokratiske valg fremfor på konferencer og andre møder mellem tech-virksomheder og embedsværk.

Opsummerende ser jeg faktisk ikke uenighed om, at embedsværket bærer ansvaret for at agere lovmæssigt og økonomisk ansvarligt. Men risikovillighed rimer ikke særlig godt på nogle af delene. Jeg må derfor konkludere, at jeg ikke forstår, hvad det egentlig betyder, at det offentlige skal være (endnu) mere risikovilligt i landet, som FN har udpeget som nationen med verdens mest digitaliserede offentlige sektor.