Her er Morten Østergaards tale til kommunerne

Det talte ord gælder

Jeg vil gerne begynde med at sige tak for invitationen til at viderebringe regeringens hilsen til jer.

Jeg har oprigtigt glædet mig, og sætter en stor ære i at være "kommunernes og regionernes minister"

Murene på Christiansborg er tykke, og vi har en tendens til at tro, at Danmark roterer omkring Slotsholmen. At de fleste problemer kan løses med tre behandlinger i Folketinget.

Jeg hører ofte kollegerne på Christiansborg sige, at vi skal have beslutningerne tættere på borgerne. Det plejer at handle om at flytte beslutninger fra Bruxelles til Christiansborg.

På det seneste har jeg dog også observeret, at en del tilsyneladende synes, at det også kan blive lige tæt nok.

I hvert fald når diskussionen handler om at flytte beslutninger fra Christiansborg og ud i kommuner og regioner. Ja, nogen mener sågar, at de skal den modsatte vej.

Man må jo nærmest forstå, at den optimale afstand mellem politikere og borgere helt nøjagtigt er den, der går fra 1240 København og ud.

Sådan ser vi det ikke i regeringen.

Vi lever i verdens måske mest decentraliserede samfund. Sådan kan vi lide det. Vi tror, det giver de bedste løsninger for borgerne.

For når alt kommer til alt, så står det jo lysende klart, at det er i dén indsats, der bedrives i kommunernes og regionernes regi - i mødet mellem medarbejdere og medborgere - på skoler og sygehuse og i jobcentre, på plejehjem, i specialinstitutioner og børnehaver, at politik bliver til virkelighed. Det er her velfærden skabes.

Men netop fordi jeres opgave er så vigtig, og fordi vi har indrettet os, som vi har, så skal I nok også regne med, at vi fortsat vil interessere os for, hvordan det går.... Både om foråret og om efteråret.

Det vil vi gøre i et samarbejde præget af respekt, gensidighed og gennemsigtighed, tillid og fokus på de fælles mål.

Vi tror på, at I har det på samme måde.

Jeg vil derfor på egne og regeringens vegne gerne takke jer for samarbejdet og for indsatsen.

Der ligger et særligt stort ansvar på jeres skuldre i netop disse måneder.

Det er helt konkret jer, der tager imod de tusindvis af mennesker på flugt, som kommer med dybe ar på kroppen og på sjælen.

I er det første rigtige møde, som asylansøgerne får med det danske samfund. Det er mennesker, der er flygtet fra krig – måske sammen med deres børn, som i en meget ung alder har set og oplevet mere, end langt de fleste af os herinde kommer til at opleve.
Derfor er jeg glad for den fælles forståelse om kommunernes modtagelse af flygtninge, som vi indgik i januar måned. Det er en ekstraordinær opgave at finde boliger til de mange flere flygtninge og familiesammenførte. En god modtagelse er udgangspunktet for en vellykket integration.

Det er ingen let opgave. Men jeg har besøgt kommuner på tværs af landet, hvor politikerne i tæt samspil med organisationer, frivillige og lokale medborgere har budt flygtningene velkommen på en måde, som vi kan være stolte over.

Fra Samsø, hvor man klappede ad sylansøgerne fra færgen, til Vejle, hvor nye medborgere bliver mødt med blomster på togstationen.

Der kan være mange holdninger til asylpolitikken, men den måde, I ude i mange kommuner har taget imod de her mennesker i en svær situation, kan der ikke være to meninger om.

Tak for det, siger jeg på regeringens og hele Danmarks vegne. Tak, fordi I ikke på noget tidspunkt har rejst de mentale grænsebomme, men fra start erklæret jer parat til at løfte opgaven med at modtage de mange flygtninge, som pga. forhold, ingen af os her er herre over, nu står på vores dørtrin.

Den integrationsindsats, der følger nu, bliver afgørende. Den skal i gang fra første dag.

I regeringen vil vi gerne sammen med jer sætte den ambition, at vi ikke gentager fortidens synder.

Når det angiveligt er således, at kun en ud af fire af de flygtninge, der kom til Danmark fra år 2000 til 2003, er i arbejde i dag, så er det en falliterklæring.

Regeringens kommende integrationsudspil vil lægge stor vægt på, at både nyankomne flygtninge og indvandrere, som har været her i længere tid, skal i arbejde. For deltagelse er vejen til at blive en del af fælleskabet. Både det lille fællesskab, som man indgår i, når man spiser frokost sammen med sine kolleger – og det største fællesskab, vi har i Danmark, nemlig vores fælles velfærdssamfund med alle de muligheder, det tilbyder.

Forleden mødte jeg Ming, der ikke kunne meget dansk, da han efter en sygdomsperiode kom i jobtræning via ISS i en kantine på en større københavnsk arbejdsplads. Til gengæld havde hans år som kok i Kina og Danmark lært ham en ting eller to om at svinge køkkenkniven, og i mandags kunne han selv glædestrålende fortælle mig om sit faste arbejde i et køkken med 20 ansatte og 13 nationaliteter.

Udefra betragtet var Ming en syg mand uden sproglige forudsætninger. Men køkkenchefen så ikke på det, han ikke kunne, men med beundring på hastigheden hvormed grøntsagerne blev snittet. Det Ming ku’ – kunne han bruge.

Jeg mener, at der er brug for et fundamentalt opgør med den måde, vi modtager flygtninge på, så vi ser dem som en ressource, som vi fra dag ét skal møde med de samme krav, forventninger og muligheder, som vi møder alle andre med. Alle skal bidrage med det, de kan.

En mere vellykket integration vil i de fleste kommuner kræve mere samarbejde, et øget politisk fokus og en styrket indsats. For der er ret store forskelle, når man ser på jeres resultater i forhold til at få flygtninge og indvandrere i job eller uddannelse.
Og der er ingen, der kan sige, at indsatsen i dag er god nok. De ringe resultater med uddannelse og beskæftigelse af de flygtninge, der kom til Danmark i 00’erne, bliver vi nødt til at forholde os til.

Fokus vil være på, at kommunerne skal sætte ambitiøse mål, følge op på resultaterne, anvende de indsatser, som vi ved virker, og ikke mindst dele viden med hinanden.

Med aftalen fra januar har vi sikret ekstra ressourcer til en ekstraordinær opgave. Med integrationsudspillet vil vi naturligvis følge op og sikre, at mekanismerne i den grundlæggende finansiering afspejler ambitionen om, at fokus er på arbejde.

Når I leverer velfærd til borgerne, har I gjort det til en integreret del af jeres opgave at holde et fast greb om økonomien – det vil jeg gerne i regeringens hilsen til jer kvittere for.

År efter år fremlægger I fornuftige og velprioriterede budgetter – og I overholder jeres budgetter. Engang – for ikke så mange år siden – var det en nyhed. Det er det heldigvis ikke mere.

Jeg ved godt, at god – nogle vil sige ”hård” – økonomistyring ikke altid er lige populær. Det kræver skarpe prioriteringer og stærkt politisk lederskab – det ser jeg heldigvis mange eksempler på rundt om i kommunerne.

Ét af eksemplerne på jeres politiske lederskab er folkeskolereformen – I er allerede godt i gang med at gøre den danske folkeskole bedre. I er i gang med at skabe en unik institution, hvor der er faglighed til, at alle kan blive udfordret.

Lad os bare være ærlige – i dette sluttede selskab – og sige, at vi jo ikke får skabt en bedre folkeskole ved blot at vedtage en reform. Det kræver tillid, lederskab og dedikerede mennesker – lærere, pædagoger, skoleledere, politikere og mange flere skal samarbejde for at gøre de gode tanker og mål bag reformen til virkelighed.
Og implementeringen bliver også noget, I skal arbejde med i 2016, 2017 og årene efter.

Men til sommer starter min ældste datter i folkeskolen. Hun glæder sig. Og det gør Line og jeg også. For det er en skole, hvor jeg ved, at hvis det falder hende svært, bliver hun ikke pillet ud og sat til side. Men inkluderet, og med det klare mål, at også hun skal komme ud af 9 kl. parat til en ungdomsuddannelse.

Og også de steder, hvor det måske falder hende mere let, vil hun blive udfordret til at blive så dygtig som muligt.

Og uanset hvad, vil det være en skole, hvor der også er fokus på, om hun trives i det sociale fællesskab, hvor hun møder den demokratiske dannelse, som er en hjørnesten i vores skole.

Vi glæder os til at møde de lærere, som skal gøre forskellen for hende. Vi ved, at de brænder for det. Og vi ved, at de ikke er alene. Men at der nu er rum til ægte skoleledelse. Så vi også om folkeskolen kan sige, at beslutningerne træffes tæt på borgerne – de vigtigste af slagsen. Vores børn.

Også på beskæftigelsesområdet skal kommunerne gøre reform til virkelighed. Med ændringen i refusionssystemet er vi ved at lægge endnu en byggesten. Dermed lægger vi et større økonomisk ansvar ud til kommunerne. Det betyder, at I vil mærke det mere, hvis I ikke får ledige hurtigt i arbejde og har mange, der står langvarigt uden for arbejdsstyrken. Men det gør vi også i tillid til, at I i kommunerne med de klarere og friere rammer kan tilrettelægge en indsats, der er skræddersyet til den enkeltes behov. Det bliver godt for kommunerne, og det bliver godt for de ledige. Men reformen betyder også, at I nu skal omstille indsatsen i kommunerne. Derfor har vi også sikret en tryg overgangsperiode i forbindelse med refusionsomlægningen.

Vi har i fællesskab etableret et partnerskab om modernisering af den offentlige sektor, som fokuserer på, at vi skaber rum til at udvikle den fælles velfærd uden bøvl og bureaukrati. Med inddragelse af veluddannede og velmotiverede medarbejdere. I tillid til at kvalitet i velfærden er en fælles dagsorden. Det er et samarbejde, vi er glade for og tror på.

Men tilliden og inddragelsen må også udstrækkes til borgerne. Vi har som bekendt sat hele det lokale høringssystem under lup.

Et velfungerende lokalt demokrati er fundamentet for et godt fællesskab, hvor borgere, organisationer og erhverv bliver inddraget i beslutningerne.

Flere analyser tyder dog på, at de lov-fastsatte høringer ikke i sig selv skaber den fornødne inddragelse. De lov-fastsatte høringer kommer ofte for sent i beslutningsprocessen. På den måde bliver høringerne nogle gange overflødige, nærmest ceremonielle og rent ud sagt spild af alles tid og ressourcer. Og der er heller ikke nogen stærk systematik i, hvor der er lovkrav, og hvor der ikke er.

Det er regeringens opfattelse, at der fortsat er behov for en lov-fastsat pligt til at høre de berørte parter. Men vi anerkender, at vi både kan sikre en bedre inddragelse af borgerne og kan gøre det lettere og meningsfuldt for jer i kommunerne.

Regeringen vil derfor gerne invitere jer til en hurtig studehandel her ikke langt fra Hjallerup.

Hvis I er villige til at forpligte jer på bedre, tidligere og mere reel inddragelse af borgere og virksomheder i de kommunale beslutninger. Så vil vi til gengæld gerne rydde op i de lovfaste krav og terminer for det. Bundlinjen skal være et mere levende og reelt inddragende nærdemokrati, men vi har tillid til, at hvis det er forpligtende fælles mål, så behøver vi ikke alle gøre det ens. Bare vi alle gør det godt.

Vores samarbejde har i de seneste år været i skyggen af den økonomiske krise.

Som økonomiminister kan jeg konstatere, at vi er godt på vej til at føre velfærdssamfundet helt igennem krisen – trods udfordringer med et økonomisk tilbageslag, der ramte Danmark hårdt, og førte til en lav økonomisk vækst. Vi skal holde fast i den økonomiske linje fra de foregående år.

Omverdenen har tydeligvis set, at vi fører en seriøs økonomisk politik. Vores krone er bomstærk, og nu ser det også lysere ud med vækstudsigterne. I år bliver bedre end sidste år. Næste år endnu bedre. Tusindvis af danskere er kommet i arbejde.

Men det skal ikke få os til at slappe af. Den økonomiske ansvarlighed og reformer skal være vores kendemærke også i de kommende år.

Vi i regeringen har høje ambitioner for vores velfærdssamfund. Vi vil konstant udfordre jer på, om vi i fællesskab kan finde veje til at modernisere vores velfærd, så den lever op til borgernes forventninger, uanset om det er på rød stue, i 2.B eller hjemmehjælpen hos fru Larsen på 2. sal.

Forandring, forbedring og reformer er et grundvilkår for kommunerne – og det kræver en hel masse af jer.

Jeg er opmærksom på, at det nok også kræver noget af mig – og af regeringen. Jeg synes, at vi har et godt samarbejde – et samarbejde, hvor der er plads til både nytænkning, udvikling – og uenighed. Sådan skal det være.

Jeg håber, at I får et rigtigt godt topmøde og takker for muligheden for at overbringe regeringens hilsen til jer.

Økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard, Kommunalpolitisk Topmøde i Aalborg, 12. marts 2015.