Om  
Hans Søie

Holbæk Kommune har givet direktøren en fyreseddel

Det er en overrasket Hans Søie, der skal sige farvel til jobbet som administrerende direktør i Holbæk Kommune, efter medlemmerne af økonomiudvalget har opsagt hans kontrakt.

Line Jenvall

"Nu har vi vurderet, at det bedste for Holbæk Kommune er, at vi takker Hans Søie for de år, han har været her, og den indsats, han har gjort. Og at vi så får en ny person på posten, som med friske øjne kan være med til at holde gang i den positive udvikling."

Sådan lyder udmeldingen fra borgmester Søren Kjærsgaard (V), der i spidsen for Holbæk Kommunes økonomiudvalg har rakt en fyreseddel til administrerende direktør Hans Søie. Hans afkedigelse skal formelt godkendes af byrådet onsdag og træder i kraft fra 1. november, skriver Sjællands Nyheder.

Fyringen overrasker hovedpersonen selv. 

"Et byråd har mulighed for at opsige en kontrakt, hvis de får lyst til at få et nyt syn på tingene. Og det har borgmesteren fortalt mig, at det har byrådet fået lyst til at gøre. Og det respekterer jeg selvfølgelig," siger han til Sjællands Nyheder.

Hans Søie kan dog se frem til både løn og godtgørelse fra Holbæk Kommune i en størrelse nær fire millioner kroner.

Han har stået i spidsen for Holbæk Kommune siden 2009, og inden da havde han ansvaret for ældreområdet, jobcenter, sundhedsområdet og det sociale arbejdsmarked i Guldborgsund Kommune. Før kommunesammenlægningen var han kommunaldirektør i Nr. Alslev Kommune.

Hans Søie er uddannet merkonom og 59 år gammel.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Hans Søie

Fhv. Erhvervsdirektør, Kalundborgegnens Erhvervsråd, fhv. chefkonsulent, KL, fhv. kommunaldirektør, Holbæk Kommune
merkonom, FD, MPA

0:000:00