It-organisationer: Skrot e-valg

E-VALG: It-organisationer forkaster forslag om at gøre det muligt med e-valg. Det er både dyrt og usikkert, mener de. Det overrasker Socialdemokraterne.
Pernille Diana Castle Møller

Et e-valg er ikke et forsøg på at sætte strøm til en stemmeseddel. Når vælgerne har trykket på stemmeskærmen, så får de et papirudskrift, hvor de kan konstatere, at det er den korrekte stemmeafgivelse, inden seddelen, som på traditionel vis, puttes i en stemmeurne

Simon Kollerup
MF og kommunalordfører for Socialdemokraterne

At gøre det muligt for kommunerne at gennemføre elektroniske valg i stedet for at bruge papir og blyant er både dyrt og usikkert. 

Sådan lyder den skarpe kritik fra flere it-organisationer af regeringens nye forslag om at indføre e-valg.

”Fordelene ved e-valg er beskedne og nærmest ikke-eksisterende, mens der er en lang række risici. I værste fald kan dette lovforslag spille hasard med vores langvarige demokratiske traditioner og mindske befolkningens tillid til valghandlingen,” skriver IT-Politisk Forening i et høringssvar, hvor de anbefaler regeringen at skrotte forslaget.

Også Demtech på IT-Universitetet i København og Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet kritiserer regeringens forslag i deres høringssvar.

De frygter, at vælgerne risikerer at miste deres anonymitet, hvis systemet bliver hacket. Derudover kan it-fejl føre til forkert registrering af stemmerne, som vælgerne ikke kan tjekke selv.   

Den hårde kritik fra it-organisationerne overrasker Socialdemokraternes kommunalordfører, Simon Kollerup (S), der er varm fortaler for e-valg. 

”Et e-valg er ikke et forsøg på at sætte strøm til en stemmeseddel. Når vælgerne har trykket på stemmeskærmen, så får de et papirudskrift, hvor de kan tjekke, om deres stemme er korrekt, inden sedlen puttes i en stemmeurne,” siger han til Altinget.dk om en af de it-løsninger, han er blevet præsenteret for.

Skræmmer it-forskrækkede
IT-Politisk Forening og Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet er begejstrede over, at lovforslaget fremhæver handicappedes muligheder for demokratisk deltagelse.

Men selvom e-valg kan gøre det lettere for handicappede at stemme, vil folk med med få it-kompetencer måske føle sig sat til side ved et e-valg og i værste fald blive væk.

Simon Kollerup mener dog ikke, at e-valgene vil afskrække vælgere fra at møde op til valgstederne.

”Jeg har prøvet en digital stemmemaskine. Det var rigtig nemt, så det tror jeg ikke, vi får problemer med,” siger han.

Dyre e-valg
It-organisationerne og Aarhus Universitet frygter, at e-valg bliver dyrere end den traditionelle valgform med papir og blyant.

”Selv hvis man gør sig de absolut mest optimistiske antagelser om størrelsen af denne besparelse ved stemmeoptællingen, vil merudgifterne ved e-valg antageligt være langt større end besparelsen,” skriver IT-Politisk Forening.

Regeringen forestiller sig, at e-valg eventuelt kan give administrative besparelser. Men både it-organisationer og Aarhus Universitet fryger, at besparelserne ender med at forsvinde i ny hardware og teknisk assistance.

Frivilligt

E-valg kan desuden føre til en lavere stemmeprocent, frygter IT-Politisk Forening. 

”Vælgerne skal ikke tvangsindlægges som forsøgskaniner for en umoden teknologi. Med tvangsmæssig deltagelse i e-valg risikerer samfundet en lavere stemmeprocent, hvilket vil være direkte skadeligt for demokratiet,” skriver foreningen.

Derimod er Simon Kollerup meget fortrøstningsfuld, fordi e-valg formentlig skal implementeres over en årrække.

”Med sådan en tidshorisont kan vi nå at indfase systemet og vende folk til at bruge de digitale stemmemaskiner. Det er jeg tryg ved,” siger han.

I februar er der høring om e-valg i Folketinget.

Altinget logoKommunal
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget kommunal kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00