KL: Milliardbesparelser på beskæftigelsesindsatsen risikerer at blive en dyr omgang

Forrige sommer affødte Sigge Winther Nielsens bog 'Entreprenørstaten' en tiltrængt debat, som også førte til selvransagelse i toppen af dansk politik.  

Gik det lidt for stærkt med at sætte nye lovgivningsinitiativer i søen? Var de problemer, man forsøgte at løse, for dårligt belyst – og løsningerne for dårligt forberedte? Og burde man gå højere op i at evaluere, hvordan initiativerne rent faktisk virkede ude i velfærdsstatens frontlinje? 

Denne selverkendelse lod imidlertid til at være lykkeligt glemt i valgkampen sidste år. Partierne ønskede – over en bred kam – jobcentrene hen, hvor peberet gror. Og de erklærede rask væk, at man dermed kunne spare adskillige milliarder. 

Flere anerkendte eksperter har dog gentagne gange advaret mod overilede handlinger. Den aktive arbejdsmarkedspolitik har spillet en afgørende rolle for, at vi i dag har en robust offentlig økonomi. Og hvis vi skal videreføre den aktive arbejdsmarkedspolitik, spiller jobcentrene en afgørende rolle – det peger både ledende økonomer og arbejdsmarkedsforskere på. 

Nedsæt et ekspertudvalg 

Efter at valgkampens ophvirvlede støv har lagt sig, har der heldigvis indfundet sig lidt mere besindighed i debatten.

De hidsige angreb på jobcentrene er stilnet af, og fokus har i stedet været rettet mod den bureaukratiske regulering af området.

Det er også rigtigt positivt, at beskæftigelsesministeren nu har tilkendegivet, at hun ønsker, at der indhentes viden fra eksperter til reformarbejdet – det er vi helt enige i.  

I KL synes vi, at man bør nedsætte et decideret ekspertudvalg, som skal have minimum et år til at se på, hvordan vi bedst indretter beskæftigelsesindsatsen. Samtidig mener vi dog også, at eksperternes kommissorium bør være bredere end: "Find tre milliarder kroner." 

Vi er nødt til for alvor at gentænke indsatsen og se på, hvad der virker, og hvad der ikke gør. En besparelse i den størrelsesorden, regeringen lægger op til – oveni de 1,1 milliarder kroner, der skal spares i forbindelse med Arne-pensionen – kan umuligt gennemføres uden at forringe indsatsen for borgere og virksomheder. 

Så lad os nu gøre det grundigt og klogt. Indtil videre står regeringen dog fast på, at opgaven er at finde de tre milliarder kroner. 

Ikke reelle besparelser 

Hvis man fastholder det snævre syn på besparelsen, skal regeringen huske at forholde sig til risikoen for, at regningen bare dukker op i andre kasser. Flere eksperter har allerede advaret mod faren for et reduceret arbejdsudbud, hvilket kan ende med at blive en dyr omgang for statskassen. En procent højere ledighed koster nemlig det offentlige otte milliarder kroner om året.

Vi ved, at for langt de fleste borgere, som har vanskeligt ved at bide sig fast på arbejdsmarkedet på grund af forskellige sociale og psykiske udfordringer, er den primære støtte, de får, fra jobcentret. 

Peter Rahbæk Juel (S)
formand, KL's Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg

Selvom det så måske kan lyde nærliggende, så er svaret altså ikke at svinge sparekniven over indsatserne til de borgere, der er længst væk fra arbejdsmarkedet – som flere eksperter ellers påpeger.

For vi ved, at for langt de fleste borgere, som har vanskeligt ved at bide sig fast på arbejdsmarkedet på grund af forskellige sociale og psykiske udfordringer, er den primære støtte, de får, fra jobcentret. 

Så, hvordan skal disse borgere hjælpes fremadrettet? Skal de gå på passiv forsørgelse? På hvilken ydelse i givet fald? Eller skal de have en anden form for social indsats? Og hvordan ser regnestykket så ud? Det er væsentlige økonomiske og faglige spørgsmål, som regeringen mangler at forholde sig til. Igen kalder det på grundighed. 

Behov for politisk tålmodighed 

I mine øjne bevæger udviklingen sig i retning af mere – ikke mindre – jobrettede indsatser for borgere med sociale og psykiske udfordringer. Den jobrettede indsats bliver dermed et værktøj i den socialfaglige værktøjskasse.  

Grunden til det er, at erfaring viser, at hvis indsatsen er rigtigt tilrettelagt, hjælper den rent faktisk borgerne. Og alternativet vil ofte være, at borgernes sociale og psykiske udfordringer og dermed deres behov for hjælp vokser sig større.