Debat

KL svarer igen: Nej, vi vil ikke fastholde de komplekse regler om de lediges kontaktforløb – tværtimod

I et debatindlæg i Altinget beskyldte Fagbevægelsens Hovedorganisation KL for ikke at ville forenkle kontaktforløbet, når ledige søger job. Men FH's model forenkler ikke forløbet, men komplicerer det yderligere, skriver Peter Rahbæk Juel i en replik. 

Når a-kasserne overtager ansvaret de første 3 måneder fra 1. januar 2024, vil jobrejsen for de ledige blive mere besværlig – ikke mindre, skriver KL.
Når a-kasserne overtager ansvaret de første 3 måneder fra 1. januar 2024, vil jobrejsen for de ledige blive mere besværlig – ikke mindre, skriver KL.Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Peter Rahbæk Juel
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

De såkaldte forenklede kontaktforløb, der træder i kraft 1. januar, er ikke så enkle for hverken borgere eller virksomheder, som FH får det til at lyde i et debatindlæg i Altinget 21. november.

Samtidig viser slutevalueringen af a-kasseforsøget nu, at beskæftigelseseffekten er decideret negativ – a-kasserne får ganske enkelt færre ledige i job, end jobcentrene gør.

Så jeg er enig med Nanna Højlund i, at der er behov for, at vi lige tager luft ind.

Vores vigtigste opgave, når vi designer fremtidens beskæftigelsesindsats, må være at sørge for, at jobrejsen for de ledige bliver mindre kompliceret, og at virksomhederne får den arbejdskraft, de har brug for.

Vores vigtigste opgave, når vi designer fremtidens beskæftigelsesindsats, må være at sørge for, at jobrejsen for de ledige bliver mindre kompliceret.

Peter Rahbæk Juel
Formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg

Men når a-kasserne overtager ansvaret de første 3 måneder fra 1. januar 2024, vil jobrejsen for de ledige blive mere besværlig – ikke mindre. Det er nemlig stadig kommunen, der har ansvaret for at give beskæftigelsestilbud og ansvaret for sygedagpengeindsatsen, hvis en ledig bliver sygemeldt.

Det betyder, at mange af de nyledige skal frem og tilbage mellem a-kasse og jobcenter og være i kontakt med forskellige sagsbehandlere og forskellige indsatser.

Dét vil ikke gøre jobrejsen mindre kompliceret. Derfor skal vi bevare den enstrengede, kommunalt forankrede indsats. FH tager KL til indtægt for at ville fastholde de nuværende alt for komplekse regler om de lediges kontaktforløb, det er ikke tilfældet – tværtimod.

KL er netop kommet med forslag til fremtidens beskæftigelsesindsats, hvor vi anbefaler et opgør med bureaukrati, kontrol og mistillid, og at der er brug for en ny og enkel beskæftigelseslov med få hegnspæle om indsatsen, herunder et markant forenklet kontaktforløb. Dermed ikke sagt, at der ikke skal være plads til a-kasserne, selvfølgelig skal der det. Der er allerede i dag mange eksempler på gode samarbejder med a-kasser, og det kan man sagtens udbygge i de kommende år. 

Det bliver en jungle for virksomhederne

Næste dybe vejrtrækning: Så én ting er altså, at borgernes forløb ikke bliver forenklede med FH's model. Læg deroveni, at også virksomhederne får lidt af en jungle at skulle manøvrere rundt i. For i stedet for at have én lokal indgang til alle ledige, skal virksomhederne løbe spidsrod mellem a-kasser og landsdele. Dét vil næppe øge tilfredsheden.

Og oven i det, så risikerer vi også at svække mulighederne for at skabe jobåbninger for de ledige, der er længst fra arbejdsmarkedet, hvis jobcentrenes gode samarbejde med virksomhederne svækkes.

I dag er der desuden en tæt sammenhæng mellem ansvaret for opgaven og ansvaret for økonomien. Det sikrer et stærkt incitament for at lykkes med opgaven. Den økonomiske forpligtelse bør derfor følge med ansvaret. Kommunerne skal ikke bære det økonomiske ansvar, hvis ikke de har opgaven. 

Ingen er fredet – heller ikke a-kasserne

Så jeg er da helt enig med Nanna Højlund fra FH i, at vi for alt i verden ikke skal holde fast i et beskæftigelsessystem, der hverken er til for borgerne eller virksomhederne. Vi skal luge ud i bureaukratiet og kontrollen og give plads til tilliden og fleksibiliteten.

Vi skal luge ud i bureaukratiet og kontrollen og give plads til tilliden og fleksibiliteten.

Peter Rahbæk Juel
Formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg

Men vi skal også sikre, at systemet ikke øger kompleksiteten for arbejdsgiverne med flere indgange. Og vi skal sikre et stærkt fokus på brancheskift og bred jobsøgning blandt de nyledige – især i en tid med mangel på arbejdskraft.

Og dét gør vi ikke ved at gøre a-kasseordningen permanent. Derfor så vi gerne, at man rullede ordningen tilbage. Tog luft ind. Og så lod ekspertgruppen komme med et helt nyt bud på, hvordan vi skal organisere opgaven, når vi indretter fremtidens beskæftigelsesindsats. A-kasserne bør ikke være fredet i reformarbejdet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Rahbæk Juel

Borgmester (S), Odense Kommune, formand for KL's Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg
BA i historie og samfundsfag (Syddansk Uni.), senior executive in state and local government (Harvard Uni.)

0:000:00