Klumme om ytringsfrihed i et valgår: Afvist. Åbentlyst. Ubegrundet.

Af Marie Scott Poulsen,
Rådgiver i Geelmuyden Kiese.

Fra direktionsgangen i Økonomiforvaltningen på Københavns Rådhus kunne man tidligere være så uheldig at få sager tilbage påstemplet ordlyden: ’Afvist Åbentlyst Ubegrundet’ – i skrigende advarselsrød.

Det skal retfærdigvis siges, at det faldt sjældent og aldrig uden, at man havde gjort sig fortjent. Og når det skete, var det ledsaget af et stort fælles ironisk grin.

Man skulle simpelthen komme op med exceptionelt dårlige idéer for at opnå det.

Her er et eksempel, som jeg ville ønske, at jeg kunne sige kom så tidligt i min karriere, at det kunne forklare mit fejlskud (det er ikke tilfældet):

Jeg havde udarbejdet et indstillingsnotat om at skrive et værk, som under titlen ’Hvem bestemmer egentlig i kommunerne?’ én gang for alle skulle forklare magtstrukturer og beslutningsgange i det kommunale landskab og afdække, hvem der trækker i trådene, hvem der bliver kørt rundt i manegen og påpege al uhensigtsmæssig brug af kommunale ressourcer.

Embedsmænds ytringsfrihed er ofte til debat, og når kommunalvalget nærmer sig er der ekstra fokus.

Marie Scott Poulsen.
Rådgiver i Geelmuyden Kiese

Ideen er håbløs på alle planer. Det er en bog, der ikke kan skrives og da slet ikke af én i en aktiv rolle som en del af systemet. Sagen var med andre ord fuldt berettiget til stemplet.

Anvisninger eller begrænsning af ytringsfrihed
Anvisninger kan også gives kollektivt – og på forhånd. For embedsmænds ytringsfrihed er ofte til debat, og når kommunalvalget nærmer sig, er der ekstra fokus. 

Således har kommunaldirektøren i Skanderborg for nyligt i en mail sikret sig – ikke mod bogudgivelser – men mod, at hendes institutionsledere i kommunen blev spændt for en politisk vogn.

Det gjorde hun ved at skrive en mail ud til blandt andet kommunens institutionsledere om at være varsomme med for eksempel at huse lokalpolitikere, der er ude og trykke hænder og ’kysse babyer’ i deres valgkamp, eller ved at stille op som ’kommunale eksperter’ i forskellige debatter.

Det kan på sin vis lyde som rimeligt at adressere den bekymring, og som om at kommunaldirektøren oprigtigt ønskede at udstikke brugbare retningslinjer for institutionsledere i kommunen.

Problemet med retningslinjerne i Skanderborg var den noget håndfaste metode. Og tonefaldet.

Det faldt de faglige organisationer for brystet og afstedkom en forklaringsmail, hvori kommunaldirektøren understregede, at det naturligvis på ingen måde var hendes ærinde at indskrænke samme institutionslederes ytringsfrihed. For det egentlige problem var naturligvis, at det var dét, de hørte.

Intentioner misforståes
Formålet med det store røde stempel i Københavns Økonomiforvaltning og den håndfaste mail fra direktøren i Skanderborg var det samme: At sikre sig mod, at embedsmænd uforvarende bringer sig selv og de institutioner, de repræsenterer, i uheldige situationer og dårligt lys.

Forskellen er, at stemplet blev opfattet sådan, men at mailen ikke gjorde.

Er man ikke den heldige stempelejer, skal de gode råd selvfølgelig afleveres sådan, at eksempelvis dygtige kommunale institutionsledere oplever, at det bliver anerkendt, at de selv kender grænserne, eller at de altid kan spørge til råds, hvis de kommer i tvivl.

Hovedværket om, hvem der virkelig bestemmer i kommunerne udkommer aldrig. Men vi løfter en flig i ’Lokal Lobbyisme’ (Djøfs Forlag, 2017). Læs med!