Her er Martin Damms topmødetale

Det talte ord gælder

Fremtiden kommer af sig selv, fremskridtet ikke
For præcis et år siden var vi også samlet her i Aalborg. Vi var nyvalgte kommunalbestyrelsesmedlemmer. Der har siden da ikke været meget tid til at slappe af.

Reformtoget har buldret derudaf, og presset for at effektivisere og udvikle nye løsninger har været en daglig udfordring. Kommunerne har knoklet. Politikere og medarbejdere har alle leveret en kæmpe indsats. En stor tak for det.

Viborg har arbejdet intensivt med at få én af verdens største virksomheder ”Apple” til at slå sig ned i den lille midtjyske by Foulum. Den amerikanske it-gigant placerer deres hidtil største investering i Europa netop her.

Hvorfor har Apple valgt at slå sig ned i Foulum?

Fordi Viborg Kommune har formået at udnytte de muligheder, der er i området. Et forskningscenter i grøn energi og en transformatorstation med energi fra vindmøller og vandkraft er blevet til noget meget større.

Ved at udnytte potentialet har de forvandlet en bar mark til et guldæg på 6,3 milliarder kroner. Det er en god nyhed for væksten i området og for Danmark.

Det er et godt eksempel på, at fremskridtet ikke bare kommer af sig selv.

Viborg er ét eksempel, men der er flere. Musikken i Roskilde, gartnerierne på Fyn, messer og events i Herning, vinden i Ringkøbing, fiskeriet i Hirtshals, ingeniørvidenskaben i Aalborg og procesindustrien i Kalundborg. Vi skal hver især finde vores eget potentiale og helt egen identitet. For at skabe den fremtid, vi hver især ønsker.

Vi har som kommunalpolitikere en vigtig opgave i at tage ansvar og rydde barrierer af vejen, så udviklingen får plads.

Den opgave har politikerne på Christiansborg også. Lovgivningen må ikke være en barriere for, at vi lokalt kan udnytte vores muligheder fuldt ud.

Borgerne har tillid til, at vi kan. Danmark er det land i Europa, hvor borgerne har den største tillid til de lokale politikere. Det giver et stærkt mandat.

Et mandat med en forpligtelse til ikke bare passivt at gå fremtiden i møde, men proaktivt at præge udviklingen.

Der er mange veje at gå. Nogle kan ende blindt. Andre kan føre til nye spændende resultater. Men ét er sikkert. Vi skal turde vælge, hvilken vej kommunen skal gå. Vi skal turde påtage os det politiske ansvar.

Fremtiden kommer af sig selv, det gør fremskridtet ikke.

Kommunale bud på et Danmark i vækst og balance
Danmark står over for mange udfordringer. Arrene fra den økonomiske krise er ikke væk.

Danmark har svært ved at komme ud af krisen. Svenskernes produktivitet er for eksempel steget næsten dobbelt så hurtigt som vores over de sidste par årtier.

Samtidig er Danmark i markant forandring, der giver kommunerne vidt forskellige muligheder og udfordringer.

Urbaniseringen er en af de helt store tendenser.

Danmark er ét af de lande i EU, som oplever den største bevægelse fra land til by. Siden 2009 er 5,2 procent flyttet fra landdistrikterne, mens befolkningen i byerne er steget med 7,6 procent. En indlysende udfordring for både fraflytter- og tilflytterkommuner.

Men det er også en bevægelse, der giver muligheder og potentialer, som vi skal udnytte. Vi skal ikke bekæmpe urbaniseringen, og vi skal heller ikke gøre det umuligt at leve andre steder end i de store byer. Vi skal udnytte de særlige konkurrencefordele, den enkelte kommune har.

KL mener, at vækstcentrene skal have de bedst mulige betingelser.
Vi skal glæde os over væksten, uanset hvor i landet den vokser frem. For den vil gavne os alle. Men vi skal holde Danmark samlet i bestræbelserne på at sikre bæredygtig vækst i hele landet.

Nye samarbejdsformer om vækst og udvikling ser dagens lys. De nye business regions er et godt eksempel. Her samarbejder kommuner og regioner omkring et vækstcenter og arbejdskraftopland.

Det styrende er ikke geografiske eller administrative grænser. Men muligheden for at skabe bæredygtig vækst.

Det sker gennem et tæt samarbejde om erhvervsudvikling, jobskabelse, kultur, turisme og adgang til kvalificeret arbejdskraft. Til gavn for alle i området.

Ved at etablere en ny form for arbejdsdeling mellem kommunerne trækker vi alle i samme retning og får gevinst. Ved at gå sammen gør vi os attraktive ud mod verden og kan bedre tiltrække investeringer til landet.

Det er klogt og langt mere frugtbart end at konkurrere om de samme virksomheder og de samme attraktioner. Det får alle mere ud af.

På topmødet sidste år præsenterede KL et omfattende analysemateriale under overskriften ”Danmark i forandring – udvikling i lokal balance”.

Formålet var at rejse en politisk debat om, hvordan der på én gang kan skabes vækst og balance i hele landet. Der var et tydeligt behov for, at nogen satte den dagsorden. Og der var behov for et fagligt og solidt fundament for debatten.

Siden er debatten taget til, og interessen for problemstillingen er kun blevet større. Men vi kan ikke snakke os ud af udfordringerne. Der er et påtrængende behov for konkrete handlinger.

I KL’s debatoplæg ”Fælles svar på fælles udfordringer”, der ligger på bordene her i salen, finder I nogle af KL’s forslag.

Jeg vil ikke gennemgå hele kataloget, men fremhæve tre af forslagene.

• For det første skal finansieringen og styringen af uddannelsesinstitutionerne reformeres.
• For det andet skal investeringerne i infrastruktur understøtte vækst og bosætning.
• For det tredje skal mobil og bredbånd snarest dække hele landet.

Når Danmark er i forandring, skal vores uddannelsesinstitutioner også tilpasses den nye virkelighed. Vi har i dag et uddannelsessystem, der er kommet for langt væk fra politisk indflydelse og styring.

Uddannelsesinstitutionerne har lukket sig for meget om sig selv.
Der er ikke altid tilstrækkeligt fokus på, hvad arbejdsmarkedet efterspørger.

Basale samfundshensyn bør veje tungere i institutionernes beslutningsgrundlag.

Vi ønsker en tættere kobling mellem uddannelse, beskæftigelse og vækst.

Vi har brug for at sætte en klarere retning for, hvor mange studerende, der optages på de enkelte uddannelser. Så vi ikke uddanner kandidater til arbejdsløshed, som samfundet efterfølgende skal omskole. Det er spild af gode ressourcer for samfundet og en skæv start på arbejdslivet for de unge.

Flere unge skal vælge en erhvervsuddannelse frem for en almen gymnasial uddannelse. Vi må ikke risikere at bremse udviklingen i Danmark, fordi vi mangler faglærte.

Incitamenterne vender forkert for universiteter, gymnasier, professionshøjskoler og erhvervsskoler. Uddannelserne præmieres i dag for antallet af studerende og for at få så mange studerende igennem systemet som muligt.

Som samfund har vi en interesse i, at så mange unge som muligt får en uddannelse, men vi skal uddanne de unge i de professioner, som arbejdsmarkedet rent faktisk efterspørger. Taxametersystemet og selvejeprincippet skal derfor reformeres, så andre samfundshensyn får større vægt.

Det gælder først og fremmest hensynet til arbejdsmarkedet, men også hensynet til en balanceret udvikling i hele landet.

Det er efterhånden mange år siden, at Danmark var herre over Norden, og vikingerne slog sig løs i England. I dag er vi stadig et land med store ambitioner og store muligheder, men med meget kortere geografiske afstande.

De korte afstande er der mange fordele ved. Fordele, som vi skal udnytte langt bedre, end vi gør i dag.

Vi ved, at mennesker som udgangspunkt gerne vil bo uden for byerne. En times daglig transport synes at være den magiske grænse.

Men forudsætningen for mobiliteten er, at der er gode muligheder for at pendle mellem arbejdspladsen og hjemmet. Derfor skal der investeres i bedre infrastruktur.

Hvis vi danskere for alvor skal have gavn af de mange milliarder til infrastruktur, så skal det være lettere at komme til trafikkorridorer og knudepunkter.

Her har vi et efterslæb, vi skal tage hånd om. Vores forslag er, at staten reserverer mindst 15 procent af de fremtidige investeringer til at udbygge de veje og baner, der kan føre os hen til de motorveje og jernbaner, der forbinder landet.

Og så skylder vi pendlerne at få køreplanerne til at passe endnu bedre sammen. Her må kommuner, regioner og trafikselskaber sætte sig sammen og lave en fælles strategi.

Vi skal ved fælles hjælp have fjernet de unødvendige og uhensigtsmæssige barrierer for mobiliteten.

Det tredje fokusområde KL peger på, er behovet for en velfungerende digital infrastruktur. Man tror næsten, det er løgn her i 2015. Men vi må konstatere, at markedskræfterne ikke har kunnet sikre alle danskere adgang til stabile mobil- og internetforbindelser.

En væsentlig årsag er, at leverandørerne ikke har et økonomisk incitament til at levere ordentlige forbindelser i tyndt befolkede områder. Konsekvenserne er store – større, end man måske umiddelbart skulle tro.

Mange virksomheder kunne have fordel af at placere sig uden for byerne. Her er billigere lokaler, god plads og dygtig lokal arbejdskraft.

Det er bare et faktum, at der i dag stort set ikke findes en virksomhedstype, der ikke er afhængig af adgang til mobil- og internet. Det svarer næsten til behovet for vand, varme og elektricitet.

Det er stort set umuligt at drive nutidens virksomheder i de områder, der kun har svag mobil- og internetdækning eller slet ingen.

Og det er ikke kun erhvervslivet, det går ud over. Borgerne lever lige nu med, at internettet i mange områder af landet driller. Eller at man – som jeg selv – er nødt til at indtage et særligt hjørne i køkkenet, hvis jeg skal have forbindelse med omverdenen. Fred være med det.

Men det er uacceptabelt, at en stor gruppe borgere helt er afskåret fra at bruge telemedicin. Eller at gymnasieeleverne ikke kan aflevere deres lektier på skolens it-portal. Eller når man skal gå 500 meter ned ad den ene markvej for at få dækning fra det ene teleselskab. Og hvis det ikke lige dur, skal gå 200 meter ned ad den anden markvej for at forsøge at få dækningen hos et andet teleselskab.

Helt ærligt, det eneste, man rigtigt har lyst at betale for med huller i, er da en si. Det giver simpelthen ikke mening, at man i 2015 skal lede efter mobildækningen. Vi vil ikke leve med at vente flere år på, at hullerne i netdækningen bliver lappet.

KL foreslår, at en bedre netdækning blandt andet finansieres med indtægter fra salget af mobillicenser. De har alene de seneste fem år bidraget med omkring fem mia. kr. til statskassen.

Vi bør også fremrykke udbudsrunden for licenser, så processen sættes hurtigt i gang. Og så bør der være fri roaming, som vil kunne give bedre kvalitet her og nu i områder med utilstrækkelig dækning. Og dermed skåne folk for at rende rundt på markerne i tide og utide.

Vi skal have gang i udviklingen, så vi får internet- og mobildækning landet over – til gavn for velfærd, vækst, virksomheder og borgere.

Den nuværende planlov indeholder en række barrierer. Det er på høje tid, at vi får kigget på dem.

Vi skal have vækst og udvikling, der hvor det er muligt og i balance med naturen.

Det er grotesk, når selv store virksomheder næsten per automatik får afslag, når de vil erstatte et utidssvarende anlæg med et moderne og mere miljøvenligt – blot fordi det ligger i en forkert planzone.

Eller når en kommune ikke må udnytte de attraktive strand- eller havneområder, der findes lige foran kystbyen, fordi de er omfattet af beskyttelseslinjer, der er tegnet på et kort i en anden tid.

For ikke at tale om en kommune, der ikke må udlægge et nyt boligområde i forlængelse af en eksisterende by, blot fordi den ligger i en kystzone. Det dur ikke.

Planloven skal være en rammelov, der sikrer kommunerne råderum. Kommunerne bør have mulighed for at udnytte de lokale potentialer. Men det skal naturligvis ske med respekt for natur og omgivelser.

Vi har haft debatten mange gange. KL er i dag kommet med en række bud på, hvad der skal til.

Vi synes, debatten har kørt længe nok. Nu er det tid til handling.

Der er ingen tvivl om, at Danmark er i forandring. Befolkningen er flyttet ind mod de større byer de senere år.

Men den fraflytning, de større byer oplevede med parcelhusbølgen for et par generationer siden, var faktisk langt kraftigere end den nuværende tilflytning til København og Aarhus tilsammen.

Mon ikke der kommer en modtrend på et tidspunkt, hvor befolkningen igen søger uden for byerne? Det tror jeg.

Historisk har pendulet altid bevæget sig frem og tilbage. Vi skal derfor sikre os, at der ikke bliver sat en pind i pendulet, så det ikke kan svinge tilbage igen.

Jeg har det som politiker sådan, at når vi taler om, hvor folk bor, så skal vi gøre det med respekt. Jeg synes, det er vigtigt, at vi holder en god tone i debatten og afholder os fra at pege fingre – hverken af ”Djævleøen”, ”den rådne banan” eller ”udkanten”.

Lad os i stedet for bruge energien på sammen at skabe en ny vision for Danmark i vækst og balance, fordi nye tider kræver nye løsninger.

Store reformer på rette kurs
Vi kritiserer ofte landspolitikerne, men de skal også have ros, når de fortjener det. Jeg vil gerne rose Folketinget og kvittere for, at der er lagt et nyt spor på reformområdet.

Historisk set har landspolitikerne ikke interesseret sig ret meget for det, der skulle ske, når blækket på en ny lovgivning var tørt. Så var det videre til det næste. Og så måtte kommunerne selv rode med det praktiske. Ofte med urimelige tidsfrister.

Regeringen og Folketinget skal i højere grad respektere kommunernes del af opgaven, når reformer skal gennemføres. Derfor er det positivt med det tættere samarbejde om implementeringsopgaverne.

Flere store reformer har haft særlig kommunal bevågenhed det sidste år.

En ny beskæftigelsesreform, en reform af den danske folkeskole og strukturændring af redningsberedskabet.

Lad mig starte med beskæftigelsesreformen. Den lægger op til en bedre indsats over for de ledige og en bedre service til virksomhederne.

De fem KKR har fået en ny og vigtig rolle.
Reformen er rigtigt tænkt, og vi er i fuld gang med at forberede den. Reformen giver kommunerne et større økonomisk ansvar.

De økonomiske incitamenter i kommunerne går nu hånd i hånd med det, der er bedst for borgerne. Nemlig at komme så hurtigt som muligt i varig beskæftigelse.

Reformen indeholder også en ændring af styringen af beskæftigelsesindsatsen. Målet er at fjerne det kludetæppe af regler og bureaukrati, der har præget området de senere år.

Vi holder øje med, at regeringen får ført intentionerne ud i livet, så kommunerne også reelt får flere frihedsgrader og færre regler.

Forligspartierne har solgt reformen under overskriften ”Forenkling”. Men vi mangler at få skrevet lovene igennem ud fra det princip.

Det ser vi frem til – ellers sælges reformen under falsk varebetegnelse. Vi er i år ét for den nye folkeskole.

Den er sat flot i søen. Ikke mindst takket være de mange dygtige ledere og medarbejdere i forvaltningerne og på skolerne.

Det er jo ikke nogen let opgave – og der er fortsat mange udfordringer. Det kan ikke undgås med så stor en forandring. Vi er ved at skabe en ny folkeskole til Danmarks børn.

Vores politiske opgave er at fastholde målet med reformen: at skabe en folkeskole, hvor alle børn bliver så dygtige, som de kan, samtidig med at de trives.

I år har vi arbejdet med at få reformens forskellige elementer til at fungere. Det er i sig selv en stor opgave. Men det tjener et større formål, nemlig at skabe bedre resultater for børnene.

Den politiske opgave i de kommende år handler om sammen med skolerne at følge med i, hvordan resultaterne udvikler sig og tilpasse der, hvor der er brug for det.

Det skal vi samarbejde om – både på tværs af skoler og på tværs af kommuner.

Vi kommer ikke i mål uden en stor indsats fra vores medarbejdere og uden stor opbakning fra forældrene.

Det er vigtigt med et godt samarbejdsklima. Det er en afgørende ledelsesopgave, som vi politisk skal give høj prioritet.

Her hjælper opbakningen fra forældrene. En stor andel af forældrene synes også, at folkeskolereformen har fået en god start. Selvom der stadig er et stykke vej igen.

Det er vi meget glade for.

Forældrenes opbakning er altafgørende for, at vi får udviklet en skole, hvor alle børn bliver dygtigere. Og det er jeg slet ikke i tvivl om, at vi vil lykkes med.

Vi har haft andre krævende opgaver, bl.a. en ny struktur på beredskabsområdet. Vi er i mål med det første vigtige skridt. De nuværende 86 enheder sammenlægges til maksimalt 20.

Det vil jeg gerne kvittere for. Det har ikke været nogen let øvelse. Men det er lykkedes. Kommunerne har taget ansvar og leveret. Men nu må staten også levere deres del. Aftalen omfatter både det statslige og det kommunale beredskab.

Og statens løsninger har betydning for den præcise opgavefordeling. Så vi venter tålmodigt.

Vi venter også på flere udeståender, som er temmelig afgørende for implementeringsarbejdet i kommunerne.

Lad mig bruge anledningen til at sige, at når der er indgået en aftale eller vedtaget en reform, så skal staten bringe forudsætningerne på plads.

Det er et afgørende princip for samarbejdet om at gennemføre reformer. Ellers kan kommunerne ikke opfylde deres del af en aftale.

Ansvarlige overenskomster
For et par uger siden fik vi en ny treårig overenskomstaftale for de 500.000 medarbejdere i kommunerne.

Aftalen giver mulighed for fortsat at udvikle kommunerne som effektive og attraktive arbejdspladser.

Der er især opnået et gennembrud på døgnområdet. Her er vi blevet enige om forenklinger, der gør det lettere at planlægge vagter på ældreområdet og det pædagogiske døgnområde.

Det giver mindre administration i kommunerne, og for medarbejderne betyder det mere ensartede og fleksible arbejdstidsregler.

Det er godt, at vi sammen kunne finde ud af det.

Der har af gode grunde været ekstra fokus på skoleområdet og forhandlingerne mellem KL og Lærernes Centralorganisation.

Med forliget er der skabt et godt grundlag for at fortsætte dialogen og arbejdet i kommunerne med at realisere folkeskolereformen.

I disse dage er der afstemning blandt lærerne om forhandlingsresultatet. Vi kender resultatet i begyndelsen af næste uge.

Kommunalt råderum i en stram økonomi
Vi står i Danmark fortsat over for en stram økonomi, der nødvendiggør effektivisering og behov for politisk styring.

Det er et grundvilkår for kommunalpolitikere.

Igen i år er vi ved fælles indsats nået i hus med økonomiaftalen. Vi har overholdt aftalen. Til punkt og prikke.

Vi kan bestemt godt klappe hinanden på skuldrene for den indsats og for den ansvarlige kurs.

Alle kommuner er klar over, at effektivisering er et vilkår i fremtiden. Men jeg er bekymret for, om det især er kommunerne, der skal levere råderum, så universiteter og sygehuse kan få flere penge.

Kommunerne effektiviserer naturligvis. Det er en del af økonomistyringen i kommunerne. Alene i år vil vi effektivisere med hele tre milliarder kroner.

Men det kan ikke passe, at kommunerne skal udhule de basale velfærdsydelser for at finansiere væksten i udgifterne til fx universiteterne.

Kommunerne skal tage hånd om flere ældre for færre penge. Mens uddannelsessektoren får flere penge, når der kommer flere studerende gennem systemet. Det kan da ikke være rigtigt?

Derfor vil vi lægge op til, at vi ser kritisk på, hvordan der prioriteres på tværs af stat, regioner og kommuner.

Det er selvfølgelig regeringen og Folketinget, der står for den nationale prioritering. Men med budgetloven er det også blevet legitimt, at vi udtrykker vores holdning til den prioritering.

De seneste år er det den kommunale velfærdsservice, der har måttet holde for. Vi har fået flere brugere per medarbejder.

Jeg vil opfordre finansministeren til at undersøge, hvordan den tilsvarende udvikling har været i uddannelsessektoren.

Kommunerne har høstet en lille halv milliard kroner ved at flytte opgaver til Udbetaling Danmark. Ingen opgave har været for lille til at flytte.

Nu bør staten også flytte opgaver til Udbetaling Danmark. Vi har jo en fælles interessere i at sikre, at kronerne bruges bedst muligt i hele den offentlige sektor.

Finansministeren har igen i år meldt ud, at vores anlæg skal bringes ned. Det kan næppe overraske, at vi ikke er helt enige i det synspunkt.

Hvis vi ønsker et sammenhængende Danmark, så er vi nødt til at kunne investere i en tidssvarende offentlig sektor. Så enkelt er det.

Undersøgelse af muligheder for en fusion mellem KL og Danske Regioner
I eftermiddag og i morgen skal vi drøfte, om vi vil undersøge mulighederne for en fusion mellem KL og Danske Regioner.

Det er det, papiret på bordene foran jer handler om.

På delegeretmødet i morgen skal vi beslutte, om vi vil iværksætte en sådan undersøgelse.

Lad mig sætte mange streger under ordet undersøgelse. For vi skal alene tage stilling til, om vi ønsker at undersøge mulighederne for en fusion.

Det er altså ikke en beslutning om en fusion eller ej, vi skal tage stilling til i morgen.

Men når vi overhovedet går ind i drøftelserne – og her på delegeretmødet indstiller, at vi skal gå i gang med at undersøge mulighederne – så er det jo fordi, vi umiddelbart ser nogle muligheder og gevinster.

Undersøgelsen må så vise, om det holder vand hele vejen.
Lad mig også understrege, at det er en undersøgelse af mulighederne for en fusion mellem to interesseorganisationer.

Det med, om vi skal ændre på strukturerne i den offentlige sektor. Det overlader vi til Folketinget at tage stilling til.

98 kommunale veje til Danmark i vækst og balance
Den fremtid, vi går i møde, er afhængig af de beslutninger, vi træffer i dag.

Kan I huske de der hylder med videobånd på tankstationerne? Kan I huske Blockbuster? Før i tiden lå deres butikker spredt ud over hele landet. Det var der, man gik hen, når man skulle leje en videofilm fredag aften. Ja, sågar en Movieboks.

Folk ser stadig film fredag aften, men nu skal man ikke længere forbi en Blockbuster for at kunne gøre det. Nu er de væk.

Forandringerne kommer – uanset om vi vil det eller ej. Det har private virksomheder måttet sande på den hårde måde.

Vi kommunalpolitikere står også med beslutninger, der har vidtrækkende betydning for vores fælles fremtid. Dem skal vi handle på – vi skal ikke bare lade stå til – men finde ind til vores kommunes særlige styrker og målrettet satse på dem.

Hvad enten vi er ”kommunen man bor i” – eller ”kommunen man pendler til”.

Men det er ikke nok at beslutte hver for sig. Vi er nødt til at samarbejde. Vi skal i fællesskab finde svar på fremtidens udfordringer.

Æblet faldt ikke tilfældigvis i Viborg. Det faldt netop i Viborg, fordi Viborg har satset målrettet på at udnytte netop deres lokale muligheder.

Her var det satsningen på at få en grå transformatorstation til at lede – ikke bare strømmen – men milliarderne til Foulum.

Vi skal spørge os selv. Hvad er det lokale potentiale hos os? Hvis vi vil skabe vækst og udvikling i hele landet, må vi kunne svare på det spørgsmål.

Tak for ordet.