Rådmand savner flere kvinder i lokalpolitik: Det er et demokratisk problem

Der er ti borgmestre på Fyn. Alle er mænd.

I Odense er det er kun syv ud af 29 byrådsmedlemmer, der er kvinder. Odense Byråd har kun udpeget mænd ­til formandsposter for vores forsyningsselskaber, som i øvrigt kun har mandlige direktører. Og i mere end 100 år har alle demokratisk valgte borgmestre i Odense været mænd.

Denne statistik er ikke tilfældig – den er strukturel. Spørgsmålet er så, om det er et problem. Det synes jeg, at det er. Ikke bare, fordi det er uretfærdigt, at et køn ikke er repræsenteret blandt beslutningstagerne. Men fordi der er et demokratisk problem, når der mangler diversitet i byrådet eller i et borgmesterforum.

Jeg er nemlig overbevist om, at den manglende diversitet i politik har en betydning for de beslutninger, der bliver truffet. Det gælder for eksempel beslutninger om trafik, indretning af byrum og meget mere. Og det står i kontrast til det faktum, at kvinder oftere end mænd bruger kollektiv transport, og at kvinder kører færre kilometer i bil.

Jeg er ganske enkelt oftere blevet spurgt om, hvordan jeg får det til at hænge sammen derhjemme som fuldtidspolitiker, end jeg er blev spurgt til min holdning på politiske dagsordener

Susanne Ursula Crawley (R)
Rådmand for Børn og Unge i Odense Kommune

Der skal nuancer til forhandlingsbordet, så de beslutninger, der bliver truffet, er til gavn for alle. Enhver virksomhed ved, at mangfoldighed blandt medarbejdere og bestyrelsesmedlemmer kan ses på bundlinjen. Mon ikke det også gælder i en kommune eller en landsdel?

Forhold sig til politikken fremfor kønnet
Jeg er selv den eneste kvindelige fuldtidspolitiker på Fyn.

Jeg kender ikke forklaringerne på, hvorfor der er så få kvinder i Odenses Byråd og ingen kvindelige borgmestre på Fyn. Men jeg har dog oplevelser, som måske giver nogle af svarene.

Tit oplever jeg private spørgsmål, som i sin natur forholder sig til mit køn. Som når jeg efter et sent møde i byrådet bliver spurgt: "Hvem passer dine børn i aften?".

Selvom det skal forstås venligt og nysgerrigt, så føles det hver gang som et lille stik i mit moderhjerte og som en lille kritik eller undren over mit valg. Jeg er ganske enkelt oftere blevet spurgt om, hvordan jeg får det til at hænge sammen derhjemme som fuldtidspolitiker, end jeg er blev spurgt til min holdning på politiske dagsordener som kvælstofforureningen i Odense Fjord eller den kendsgerning, at Odense har et af de højeste ledighedstal i landet.

Kvoter er ikke løsningen
Ligestilling er for mig ikke en kamp mellem kønnene og kan ikke reduceres til, at der skal være kvoter for mænd og kvinder i byrådet eller på partiernes opstillingslister.

Det er forsimplet, hvis vi reagerer sådan. Os kvinder synes ikke, at det er fedt at stå på en opstillingsliste, bare fordi nogen har ringet og sagt, at "vi mangler kvinder på listen". Nej. Og det stikker meget dybere end det, som når børnehaven oftest ringer til moderen, når et sygt barn skal hentes, eller at kvinder i politik først skal forklare, hvordan de har taget vare på familien, før der kan tales politik.

Hvis vi skal give flere kvinder lyst til politik, skal vi bedømme dem på deres politiske evner, ikke deres evner til at kombinere politik med deres køn og moderskab.