Regeringens omstilling væk fra russisk gas kan forlænge årtiers fejlslagen anlægspolitik

Eksplosionen i priserne på byggematerialer og direkte varemangel, samt behovet for store investeringer for at omlægge energisektoren væk fra russisk gas og over imod fjernvarme, er en voldsom udfordring for en bygge- og anlægssektor, som i forvejen er ramt af overfyldte ordrebøger og mangel på arbejdskraft.

Derfor signalerede regeringen før de årlige økonomiforhandlinger med kommunerne, at disse kunne blive nødt til at holde igen med deres renoveringer og investeringer i nye veje, skoler og ældreboliger. Derved skulle den pressede byggebranche bedre kunne finde kræfterne til at løse gasomstillingen.

Logikken er ikke nødvendigvis rigtig – for er det mon de samme firmaer og håndværkere, som står for gasledninger og gasfyr, som også står for renovering og bygning af skoler, daginstitutioner og veje?

Skiftende regeringers styring af anlægsudgifterne i kommunerne har nemlig været ulogisk, uden sammenhæng og i nogle perioder direkte skadelig.

Roger Buch

Der er en oplagt mulighed for, at stramningen for kommunerne ikke hjælper. Skulle anlægsstramningerne være forkerte, er det på ingen måde første gang, at anlægspolitikken over for kommunerne er forfejlet.

Et årtis fejltagelser

Skiftende regeringers styring af anlægsudgifterne i kommunerne har nemlig været ulogisk, uden sammenhæng og i nogle perioder direkte skadelig. Værst var det under finanskrisen, hvor beskæftigelsen i byggeriet faldt med mere end 50.000 og titusindvis af håndværkere gik arbejdsløse.

Samtidig kunne kommuner, som havde penge i kassen og havde brug for at lave anlægsinvesteringer ikke få lov til at gennemføre dem. Kun enkelte år fik kommunerne udvidet rammen for hvor mange anlægsinvesteringer, de måtte gennemføre. Og i mange år lå anlægsrammen på samme niveau, som i den overophedede tid før finanskrisen.

Det var en himmelråbende dårlig politik til skade for kommuner, virksomheder i byggesektoren og arbejdsløse håndværkere. Men også for de borgere, som ikke fik nye veje og skoler eller ikke fik renoveret sportshallen, daginstitutionen eller ældrecenteret.

Først da byggebranchen allerede var på vej ud af krisen selv, begyndte finansministrene at øge kommunernes anlægsramme. Det burde være sket fem år før. (Artiklen fortsætter efter graferne).

Omvendt er det tvivlsomt, om det i de seneste år har været klogt, at der blev skruet yderligere op for anlægsrammen. Dette skete under coronaen, hvor der var frygt for generel økonomisk afmatning, og derfor fik kommunerne lov at skrue op for anlægsinvesteringerne.

Der er holdt igen, når der skulle gives los, og skruet op, når der burde være holdt igen.

Roger Buch

Byggebranchen blev imidlertid slet ikke påvirket af coronaen som frygtet, så derved er kommunernes investeringer kommet til at virke som benzin på en i forvejen brandvarm byggesektor. At byggebranchen slap så let gennem coronaen kunne ingen nok have forudset – men når de seneste 12-13 år betragtes som helhed, er konklusionen nedslående.

Der er holdt igen, når der skulle gives los, og skruet op, når der burde være holdt igen. Der er kun enkelte år, hvor den statslige styring passer logisk med udviklingen i byggeriet, som for eksempel i 2010, hvor rammen steg fra 15 milliarder til 20 milliarder kroner, men allerede året efter blev rammen sænket til 16 milliarder, hvor den lå tre år i træk, mens titusindvis af håndværkere stadig gik arbejdsløse.

Problemet løser måske sig selv

Regeringens ønske om, at kommunerne holder igen med anlægsinvesteringer i 2023 og frem kommer måske helt af sig selv. Priser på materialer og byggeopgaver er så meget på himmelflugt, at mange kommuner allerede er i gang med at aflyse eller udskyde projekter.

Regeringen bør gå i tænkeboks og foretage langt dybere analyser i forhold til den tvivlsomme logik 

Roger Buch

Og med en beskæftigelse i byggeriet, som nærmer sig niveauet i de overophedede år 2007 og 2008, og stor arbejdskraftmangel, så giver det rigtig god mening, at kommuner udsætter opgaver. Rent bortset fra, at det betyder, at skoler med elendigt indeklima ikke bliver renoveret, eller at der bliver større mangel på ældreboliger.

Regeringen bør gå i tænkeboks og foretage langt dybere analyser i forhold til den tvivlsomme logik om, at kommunal tilbageholdenhed på ældreboliger og veje giver samfundsøkonomiske og arbejdskraftmæssig plads til investeringer i fjernvarme, for at komme væk fra den russiske gas. Holder den logik overhovedet?

Prisudviklingen med eksplosion på anlægsområdet ligner uhyggeligt meget udviklingen op til finanskrisen... faktisk ser det endnu værre ud

Roger Buch

Der er også behov for en dybere analyse af anlægsstyringen over det seneste årti. Når den næste økonomiske krise kommer, bør vi have lært lektien fra finanskrisen – kommuner skal have helt frie tøjler til anlægsinvesteringer.

For selv under en krise er der vækstkommuner med penge i kassen, som gerne vil gennemføre anlægsprojekter og få arbejdsløse håndværkere i arbejde.

Det fik kommuner ikke lov til under finanskrisen. Den fejl må ikke gentages, og der venter nok en krise lige om hjørnet. Prisudviklingen med eksplosion på anlægsområdet ligner uhyggeligt meget udviklingen op til finanskrisen... faktisk ser det endnu værre ud – døm selv: