Venstre: Vestager bruger embedsapparat politisk

KRITIK: Venstres Jacob Jensen langer hårdt ud efter økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R), som ifølge ham har brugt embedsapparatet politisk i debatten om udbud. Vestager afviser.
Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) afviser kritik af, at hun har brugt sine embedsmænd i politisk øjemed.
Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) afviser kritik af, at hun har brugt sine embedsmænd i politisk øjemed.Foto: Agnete Finnemann Scheel/Altinget.dk
Kasper Frandsen

Det undrer mig meget, at man føler sig forpligtet til at lave en analyse, der i bund og grund bare er et politisk bestilt arbejde, uden at det tilfører debatten noget nyt.

Jacob Jensen (V)
Kommunalordfører

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) har brugt sine embedsmænd i politisk øjemed.

Sådan lyder anklagen fra Venstres kommunalordfører, Jacob Jensen, efter at Økonomi- og Indenrigsministeriet har lavet analyse over, hvordan kommuner klarer sig i forhold til konkurrenceudsættelser på baggrund af borgmestrenes partifarve.

"Det undrer mig meget, at man føler sig forpligtet til at lave en analyse, der i bund og grund bare er et politisk bestilt arbejde, uden at det tilfører debatten noget nyt," siger han til Altinget.dk og fortsætter:

"Jeg troede, at embedsværket skulle tilvejebringe viden, om hvad der er godt og skidt ud fra forskellige situationer. De skal ikke lave analyser af, hvordan socialdemokratiske kommuner klarer sig over for Venstre-kommuner."

Vil du gå så langt som at kalde det misbrug af embedsapparatet fra ministerens side?

"Jeg vil ikke piske en stemning op. Men nu har jeg stillet spørgsmål til ministeren på baggrund af min kritik, så jeg vil afvente hendes svar, før jeg vurderer, om det er misbrug af embedsapparatet eller ej," siger han

Også en pressemeddelelse
Kritikken fra Jacob Jensen kommer i kølvandet på, at ministeriet den 21. november udsendte en pressemeddelelse med overskriften "S- og V-kommuner konkurrenceudsætter lige meget", hvor Økonomi- og Indenrigsminister Margrethe Vestager (R) blandt andet udtaler:

"Oversigten viser klart og tydeligt, at det ikke giver mening at påstå, at kommuner, hvor borgmesteren tilhører det ene parti frem for et andet parti, dermed også konkurrenceudsætter mere."

I analysen har ministeriet benchmarket kommuner med en borgmester fra henholdsvis Venstre, De Konservative og Socialdemokraterne i forhold til, hvor stor en andel de konkurrenceudsætter af de offentlige opgaver.

Vestager afviser
Margrethe Vestager afviser pure Jacob Jensens kritik om, at hun har brugt embedsmærket politisk.

"Så synes han og jeg, at politik er noget forskelligt. Og jeg ved ikke, hvad der er hans problem. Hvorfor være vred over det, når det er sådan virkeligheden ser ud," siger hun og fortsætter:

"Det er tankevækkende, fordi Lars Løkke Rasmussen har sagt, at nu skulle alt konkurrenceudsættes. Det var mit indtryk, at han mente, det gik for langsomt, og at der var blevet gjort alt for lidt. Og så synes jeg, at det er en væsentlig del af debatten, at man har viden om, hvordan billedet egentligt er."

Analysen fra ministeriet viser, at kommunerne gennemsnitlig næsten konkurrenceudsætter lige meget ligegyldigt partifarven hos borgmesteren.

Kritik af Løkke
Er det ministeriets opgave at benchmarke kommunerne ud fra borgmestrenes politiske ståsted?

"Jeg mener nærmere, at det her ikke handler om politisk tilhørsforhold, fordi kommunerne ligger så ens. Og det er en helt central pointe, at der ikke skal gå politik i konkurrenceudsættelser, som kommunerne selv skal tage stilling til, hvordan de vil bruge," siger hun og fortsætter:

"Dermed ligger der også en kritik af, at Lars Løkke vil diktere, hvordan tingene skal foregå i forhold til udbud i kommunerne. Meget kan man sige, om Venstres og De Konservatives strategi, da de var i regering, men det er ikke noget, der har medført et kvantespring i forhold til konkurrenceudsættelser."

Jacob Jensen giver ministeren ret i, at analysen kan ses som et bidrag til debatten om konkurrenceudsættelser.

"Jo, det er et bidrag. Men det er efter min mening alligevel ikke noget, som Økonomi- og Indenministeriet skal lave," slår han fast.

Margrethe Vestager skal også forholde sig til kritikken i en række paragraf 20-spørgsmål, der er stillet af Jacob Jensen.

Dokumentation

Jacob Jensens paragraf 20-spørgsmål til Margrethe Vestager

§ 20-spørgsmål S 537:

Mener ministeren, at det er en opgave for Økonomi- og Indenrigsministeriet at lave analyser med afsæt i politiske ståsteder, som det er sket, jf. pressemeddelelse fra ministeriet den 21. november 2012 vedrørende opgørelsen af udbudsandelen i henholdsvis »røde« og »blå« kommuner?

§ 20-spørgsmål S 538:

Med hvilket formål har Økonomi- og Indenrigsministeriet selv gennemført en analyse af udbudsandelen i henholdsvis politisk »røde« og »blå« kommuner, jf. pressemeddelelse fra ministeriet dateret den 21. november 2012?


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jacob Jensen

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 1998)

Margrethe Vestager

Ledende næstformand, EU-Kommissionen, kommissær for konkurrence, formand for Kommissærgruppen om et 'Europa Klar til den Digitale Tidsalder', fhv. minister, politisk leder & MF (R)
cand.polit. (Københavns Uni. 1993)

0:000:00