Grøndahl: En demokratisk oase

Sommeren er for mange den tid på året, hvor man endelig kan læse bøger. Man skal for en gangs skyld ikke alt muligt andet, og man er ikke for træt. Uanset vejret åbner ferien sig foran én som et tidsrum med blødere, mere umærkelige overgange. Man glemmer at se på uret, og det er også lige meget, hvad klokken er, eller hvad dag i ugen man er nået til. Ideelle betingelser for den særlige på én gang selvforglemmende og meget personlige nydelse, det er at synke ned i en bogs usynlige verden.

Kom vi så igennem Krig og fred i år? Det betyder ikke alverden. At læse er en tilstand snarere end en målrettet procedure, og det hører med til læsningens glæder at falde hen i sin liggestol med bogen i skødet og et bogmærke forsvarligt stukket ind i mylderet af ord. Blot samværet med en bog, åben eller lukket, markerer det dyrebare og i en moderne tilværelse sjældne, at en time eller bare et kvarter er blevet sit eget formål. For en stund skal man ingen steder.

Selv tilhører jeg den generation, der lærte at læse sidst i 60’erne og fik et selvstændigt forhold til bøger i 70’erne. Det var en tid, hvor de offentlige budgetter tilsyneladende kun kunne vokse, og folkebibliotekerne bidrog afgørende til vores oplevelse af, at bøger, kultur og et rigt indre liv var borgerrettigheder på linje med den lige adgang til sundhed, uddannelse og social tryghed.

Jeg husker tydeligt de første gange, jeg sneg mig ud af børnebiblioteket og gik på opdagelse mellem reolerne med voksenlitteratur. Jeg husker mine første møder med forfattere og værker, som jeg kun forstod halvdelen af, og som blot virkede så meget desto mere tiltrækkende og eventyrlige.

Nærsynet snusfornuft har banaliseret den offentlige samtale i en grad, så bibliotekernes borgmester kan optræde som bøgernes fjende nr. 1. 

Jens Christian Grøndahl
Forfatter

Siden har jeg igen og igen oplevet det mærkelige, at jeg er stødt ind i den rigtige bog på det rigtige tidspunkt, simpelthen ved at strejfe formålsløst omkring mellem hylderne på et kommunebibliotek. Men dét er snart slut, og hvis det står til Københavns Kommune, vil kommende generationer ikke få lov at nyde den på én gang demokratiske og elitære luksus, det er at kunne spankulere lige ind fra gaden og sige goddag til Dostojevski, Baudelaire eller Smærup Sørensen.

”Det er en klar misforståelse, at biblioteker handler om bøger og litteratur,” udtaler Københavns kulturborgmester Carl Christian Ebbesen (DF) til Politiken 28. juni. Ifølge artiklen er en halv million københavnske biblioteksbøger blevet kasseret for at give plads til andre tilbud.

Blandt andet vil man i fremtiden kunne låne værktøj på biblioteket. ”Jeg ville selv synes, det var rart at komme ned og lære, hvordan man bliver en bedre gør-det-selv-mand og måske låne noget værktøj,” siger kulturborgmesteren og fortsætter: ”Biblioteker er sat i verden for at højne vidensniveauet, det står direkte i biblioteksloven. Det har bogen traditionelt været redskabet til, men det er den ikke i dag.”

Viden og vinkelslibere
Manden har ret, Google har for længst overtaget bogens funktion som vidensdelingens primære fremføringsmiddel. Derfor er det også kun rimeligt, at bibliotekerne følger med, for så vidt som det vitterligt hører til deres opgaver at formidle viden. Men vinkelslibere? Er det ikke at udbrede vidensbegrebet til det absurde? Egentlig ikke.

Logisk må man forvente, at stjernekikkerter herefter også kommer til at indgå i sortimentet, men jeg er bange for, at Carl Christian Ebbesens horisont er for jordnær til at inddrage noget så højtravende som verdensrummet. Snusfornuften i hans tilgang er til gengæld undergravende for tanken om kultur som et inkluderende fællesskab med højt til loftet. Tilbage står den nyttefikserede opfattelse, at borgerne skal vide, hvad de kan bruge bibliotekerne til, sådan rent praktisk, for at finde det værd at pøse skattekroner i foretagendet.

Kulturpolitisk er der tale om en sært diskriminerende inddeling af danskerne i indbyrdes fremmede segmenter. ”Hvis håndværkeren og produktionsskolerne ikke går på biblioteket, er det fordi vi ikke har et tilbud til dem,” udtaler Carl Christian Ebbesen. Som om håndværkeren ikke i sin fritid kunne tænkes at have andet end bits og skruer i hovedet. Dét har ellers været kulturpolitikkens demokratiske grundtanke siden Julius Bomholt. Faktisk er vi helt inde ved marven i den danske folkeoplysning med dens tiltro til den enkeltes åndsevner uanset stand eller rang.

Og hvad er viden for resten, nu vi er i gang med at skille det hele ad?

Følger man Carl Christian Ebbesens tankegang, er viden først og fremmest et redskab til realiseringen af en nærmere defineret målsætning, hvad enten der er tale om at bygge en havestue eller at sende et bemandet rumskib til Månen. Men hvad med den viden, der ikke umiddelbart lader sig instrumentalisere?

Det er en kendt sag, at lægevidenskabens fremskridt ofte er sket i form af grundforskning, der til at begynde med virkede formålsløs i sit evigt søgende, afprøvende videbegær. I forskningen viser de mest nørdede eksperimenter sig alligevel at have haft et formål i længden, men skal vores erkendelser partout være nyttige, om det så er ”på den lange bane”?

Den tyske 1700-talsfilosof Immanuel Kant gjorde opmærksom på, at vi ikke har direkte adgang til at erkende det værende, das Ding an sich. Vores erkendelse er altid knyttet til vores bevidsthed, og bevidsthedslivet er derfor en forudsætning for, at vi kan vide noget. Derfor kan vi heller ikke være sikre på, om det, vi tror, vi ved, nu også er nagelfast, skinbarlig viden.

Det giver rum for usikkerhed, endda tvivl, og dét rum er et helvede for enhver DJØF’er. Men hvad der for teknokraterne fremstår som en sump af subjektivitet, har alle dage været grobund for åndslivet i form af overleverede forestillinger og skabende fantasi. Jeg indrømmer gerne, at ”åndsliv” er et bedaget begreb efterhånden, men hvad var vi uden? Ville vi være andet end dyr med tøj på, geskæftigt optagede af overlevelse, hamstring, parring og yngelpleje? For nogle af os er det ikke nok. Spørgsmålet er jo ikke kun, hvad vi kan bruge vores erfaringer til, men også hvad de gør ved os.

Det hører til bevidsthedslivet at forholde sig til alt det, man aldrig kan få styr på. Følelsernes og de flyvske tankers foranderlige verden. Alt det levede liv, der ikke kan ordnes i et regneark, og som bøgerne til gengæld tilbyder et sprog for. Det burde være banalt at minde om, men er det ikke, fordi nærsynet snusfornuft har banaliseret den offentlige samtale i en grad, så bibliotekernes borgmester kan optræde som bøgernes fjende nr. 1. Når han ser én, trækker han sin sømpistol.

Biblioteket som en demokratisk oase 
Af en forfatter skal man selvfølgelig ikke forvente at høre sandheden. Min branche er fiktion, ikke sikker viden, og jeg lever af, at nogen i modsætning til Carl Christian Ebbesen synes, at bøger stadig har en plads, endda på biblioteket. I sig selv er bogen ganske rigtigt bare et medium blandt andre, og det vigtigste ved et bibliotek er heller ikke, hvor mange bøger der står, eller hvordan fordelingen er mellem bøgerne og andre medier.

Det vigtigste er, at biblioteket forbliver en demokratisk oase, hvor enhver kan gå ind og holde pause fra et hverdagsliv i nyttetænkningens og de tusind praktiske formåls evindeligt roterende samfundsmølle. Standse op for at meditere over det hele på den særlige måde, som eksempelvis litteraturen har så mange bud på, og som ikke handler om at være dannet, men om at ankomme til sig selv.

Dét er jo den dybere mening med begreber som oplysning og dannelse. Hvis Kant havde ret i, at vores bevidsthedsliv er en forudsætning for al viden, alle formål og enhver forestilling om nytte, så er det også først i den personlige tilegnelse, den individuelle oplevelse, at livet får mening og dybde.

Og blandt kulturens mange udtryksformer er bogen den eneste, der både skabes og tilegnes i enrum. Hvor de andre kunstarter udfolder sig som mere eller mindre spektakulære sociale begivenheder, har bogen sin egen stilfærdige måde at forbinde bevidstheden med det fællesskab, som sproget er. Hvad er mere demokratisk?

Jeg tvivler på, at det nytter at spørge Carl Christian Ebbesen, men nogen burde skænke det en tanke, før bibliotekarerne afløses af isenkræmmere.

Jens Christian Grøndahl skriver fast klummen 'En anden vinkel' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.