Christian Have: Forskning giver krydsfeltet mellem kunst og sundhed et solidt fundament

”Hvis man lidt for frejdigt hævder, som mange kultur- og sundhedsprojekter gør, at man kan blive rask af at deltage i kulturtilbud om kunst målrettet sårbare grupper, kan man i stedet komme til at udløse ubehagelige og farlige processer i deltagerne uden at have sundhedsfaglighed til at hjælpe med disse.”

Sådan skriver de fem fælles afsendere fra Foreningen Kunst og Mental Sundhed i deres indlæg fra 24. marts, som er en respons til min kronik fra februar.

Lad mig allerførst hilse det meget velkomment, at denne forening er etableret. Det er et vigtigt første skridt på vej til etableringen af en national strategi for krydsfeltet mellem kunst- og kulturlivet og social- og sundhedssektoren.

Supplement til sundhedsvæsenet
Det var behovet for en sådan nationale strategi, som jeg i min kronik udfoldede – krydret med konkrete eksempler på stærke og inspirerende projekter, der allerede befinder sig i dette krydsfelt.

Med udgangspunkt i disse eksempler skriver foreningen videre i sin respons til min kronik:

”Et iøjnefaldende problem er de mange kulturinitiativer, hvoraf Have nævner en række, som henvender sig til grupper af mennesker med dårligt helbred, både fysisk og psykisk. Men de gør dette uden at have sundhedsfaglig dækning for det underliggende postulat om, at kunst og kultur altid er gavnligt.” 

Der er to misforståelser på spil i deres respons: For det første er der, så vidt jeg ved, ingen kunstnere eller kulturaktører, der vil hævde, at kunst og kultur i sig selv kan kurere nogen sygdomme. For det andet er der heller ingen, der vil hævde, at kunst og kultur altid er gavnligt.

Nej, kunst og kultur kan ikke erstatte lægevidenskaben, og den kan ikke på magisk vis gøre nogen rask. Men den kan løfte og supplere sundhedsvæsenet og eksempelvis understøtte patienter igennem sygdomsforløb, hospitalsindlæggelser og i forbindelse med operationer.

Det er den praktiske anvendelse af forskningen, der først og fremmest er mangel på

Christian Have
Kommunikationsekspert

Foreningen har ret i, at mødet med kunst og kultur naturligvis kan udløse uhensigtsmæssige reaktioner – især hos personer, der i forvejen er særligt sensitive og sårbare. Det er ikke mindst derfor, at et stigende antal film, tv-serier og andre kulturprodukter rummer advarsler om, at der kan indgå alt fra profant sprogbrug, vold og sex til rygning, indtagelse af narkotiske stoffer og ubehagelige lyseffekter.

Denne bevidsthed er allerede til stede, og naturligvis bør man altid arbejde for at beskytte potentielt sårbare borgere. Det er imidlertid afgørende, at vi ikke har en illusion om, at der findes et tidspunkt, hvor vi har tilvejebragt ”forskning nok” til trygt og uden risici at kunne iværksætte projekter i dette krydsfelt.

Manglende praktisk anvendelse 
Forskningen vil altid være en igangværende proces, der fortløbende kaster nye resultater og ny viden af sig. Men har vi faktisk allerede nu et tilfredsstillende forskningsmæssigt solidt fundament at slå på?

Ja - med WHO’s historiske rapport, der blev offentliggjort i november 2019, der sammenfatter mere end 900 videnskabelige publikationer med data fra over 3.000 studier af krydsfeltet mellem kunst og sundhed, må begge lejre sige at have fået serveret det forskningsmæssige fundament, de har brug for i deres videre arbejde.

Selvfølgelig skal begge lejre tilgå arbejdet med den største ydmyghed. I social- og sundhedssektoren skal man åbne sig op over for kunstnerne og kulturaktørerne og anerkende, at de har noget konkret og værdifuldt at byde ind med – både deres viden, kompetencer og ressourcer. Samtidig skal kunstnerne og kulturaktørerne indstille sig på, at der i social- og sundhedssektoren tales et helt andet sprog, end det, de er vant til at tale.

Det altafgørende er dog, at de to lejre først og fremmest mødes om frembringelsen af nye initiativer og projekter – og dermed anvender den eksisterende forskning i praksis. På en måde, hvor både den kunstneriske og den naturvidenskabelige faglighed kommer ligeværdigt i spil.

Selvfølgelig skal der fortsat forskes løs. Men det er den praktiske anvendelse af forskningen, der først og fremmest er mangel på, hvis potentialet i dette krydsfelt skal forløses.