Danske Mediedistributører: Moms på rettighedsbetaling vi føre til højere priser på public service-tv

Højere priser vil på både kort og langt sig sigt svække dansk tv over for international streaming. En kommende medieaftale bør sikre, at tv-markedets økosystem trives og er i balance, skriver Ib Konrad Jensen.

Placeholder image
TV 2's public service-forpligtede hovedkanal er det fremmeste eksempel på public service, der er betalt af borgernes egne lommer. Målt i seertid er den større og mere populær end DR1, skriver Ib Konrad Jensen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen vil styrke public service i et kommende medieforlig. Det er en god ide. Public service er en grundpille i den demokratiske samtale, og der er brug for en både langsigtet og sammenhængende politisk indsats på dette punkt.

Vi behøver næppe minde os selv om de advarsler, der i de senere år har lydt om truslerne mod den demokratiske samtale. Det være sig fra techgiganters forretningsmodeller, den kaukofoniske vrede på sociale medier eller streamingtjenesternes hypnotiske favn af evig fredagsunderholdning.

Kendsgerningen er, at public service er under pres på alle medieplatforme, og måske især på tv.

Public service kan være kommercielt
Mange sætter lighedstegn mellem public service og DR og de regionale tv-stationer. Og ja, de bedriver stærk og vigtig public service finansieret over skatten, men der findes et mindst lige så vigtigt udbud af public service, der er betalt af borgernes egne lommer.

Kendsgerningen er, at public service er under pres på alle medieplatforme, og måske især på tv.

Ib Konrad Jensen, kommunikationsdirektør, Danske Mediedistributører

TV 2's public service-forpligtede hovedkanal er det fremmeste eksempel. Målt i seertid er den større og mere populær end DR1. Mindre kendt er de mange lokale tv-stationer, som drives af foreningers ildsjæle for ikke at tale om den upåagtede tv-kanal dk4. Uagtet at den ikke har en de facto public service-forpligtelse, så har den en vigtig plads i mange hjem.

Fælles for disse kanaler er, at de hviler på et kommercielt grundlag og selv skal skaffe pengene til at lave public service. De er afhængige af tv-markedets økosystem, hvor samspillet mellem traditionelle tv-abonnenter, distributører, broadcastere og rettighedshavere hvert år genererer knap syv milliarder kroner til public service og kommercielt dansk tv. Dobbelt så meget, som staten bidrager med.

Distributørerne har et samfundsansvar
Som distributionsleddet i dette økosystem sidder vi i en nøgleposition. Vi har ikke pligt til at stille public service-tv til rådighed for tv-kunderne, bortset fra Folketingets egen tv-kanal og de syns- og tegnsprogstolkede programmer fra DR og TV 2.

Vi afgør med andre ord selv, om de statsfinansierede eller kommercielle public service-kanaler skal være del af vores tv-udbud. Det er en overvejelse værd, for det er ikke gratis. Skønsmæssigt er det cirka halvdelen af vores årlige rettighedsbetaling, der stammer fra de hjemlige public service-kanaler.

Sagt på en anden måde: Gennem økosystemet betaler vi hvert år skuespillere, manuskriptforfattere, musikere, journalister, fotografer med flere over 600 millioner kroner i rettighedsbetaling for deres medvirken i dansk public service tv. 

Men selvfølgelig holder vi fast i public service-tv, for det har altid været og vil altid være kernen i dansk tv, uanset om det er som flow-kanaler eller tilbudt on demand som streaming. Ikke blot dansk, men også public service-tv fra vores nabolande. Det er vores samfundsansvar som distributører, og det står vi ved.

Et attraktivt og veldrevet udbud af brugerfinansieret public service reducerer behovet for statslig finansiering gennem skatter og afgifter.

Ib Konrad Jensen, kommunikationsdirektør, Danske Mediedistributører

Et økosystem i balance
Trods faldende kundetal de senere år, er det en kendsgerning, at tre ud af fire husstande stadigt har et tv-abonnement. Der findes næppe andre lande med markedsøkonomi og frie og uafhængige medier, hvor public service har så gode vilkår for at nå ud til borgerne.

Alene af den grund har partierne bag en kommende medieaftale en indlysende interesse i, at tv-markedets økosystem trives og er i balance. Men der er to andre vigtige grunde:

1. Et attraktivt og veldrevet udbud af brugerfinansieret public service reducerer behovet for statslig finansiering gennem skatter og afgifter.

2. Økosystemets distributionsnet er den eneste medieplatform, hvor alle forbrugere har nem og lige adgang til det komplette udbud af public service-tv.

Sammenhængende lovgivning
Hvis et medieforlig skal styrke public service, skal det være langsigtet og have for øje, at der faktisk foregår en naturlig, forbrugerdrevet udvikling fra flow-tv mod mere on demand forbrug. Der er absolut ingen grund til, at staten skal skubbe på.

Og så skal politikken være sammenhængende på tværs af lovgivningen, så konkrete initiativer, regulering og lovgivning ikke skubber til økosystemets balance.

Det aktuelle lovforslag fra Skatteministeriet om at indføre moms på rettighedsbetaling er et perleeksempel på det modsatte. Hvis det gennemføres som foreslået, vil det uden for enhver tvivl føre til højere priser på public service-tv. Og højere priser vil på både kort og langt sig sigt svække dansk tv over for international streaming. Staten bliver rigere, men vi bliver alle fattigere i ånden.

Vi kunne nævne andre eksempler fra statens rækker, men lad os i stedet komme med en opfordring til regeringen og de partier, der bliver del af en kommende medieaftale: Spørg til hvert element og initiativ i aftalen: 

Risikerer det her at svække dansk tv's økosystem? Er svaret ja, så drop det. 

Læs også


Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser