Anker-dokumentaren skaber forvirring om fakta og fiktion. Men det kunne ganske let være undgået

Jeg spurgte for nylig venner med rod i Stortingsmiljøet, hvad de synes om "Makta" og ikke mindst boniteten i de mange påstande om magtkampene mod Gro Harlem Brundtland, drukkulturen i Arbeiderpartiet og en pudsig, grænsende til absurd, møbelhandlers involvering i topstriden. Specielt det sidste kom fuldstændig bag på mig.

Svarene var, at det alt sammen er rigtigt – selvfølgelig med forbehold for løgn og dårlig hukommelse, men det gælder altså ikke magtkampene, uhæmmet druk og heller ikke møbelhandleren på Jessheim, Arvid Engen - også kaldet Edderkoppen. Det er sandheden – ligesom Gro Harlem Brundtlands noget firkantede optræden forrygende flot fremført at skuespilleren Kathrine Thorborg Johansen.

Problemet med ”Anker” er, at der opstår alt for mange situationer, hvor man kommer i tvivl om, hvad der er fakta, og hvad der er fiktion – med andre ord: Sandhed, løgn eller dårlig hukommelse.

John Wagner

Når "Makta" er interessant for os i Danmark, skyldes det ikke bare, at norsk politik på mange måder ligner dansk politik på både godt og ondt; Anker Jørgensen havde jo også sine opslidende opgør med LO-formanden Thomas Nielsen. Jens Otto Krag og Per Hækkerup kiggede også for dybt i flasken. Og vi journalister drak både øl og til tider også snaps til frokosten i Snapstingets "rottehul". Men en karakter som den norske møbelhandler har jeg nu aldrig hørt om i dansk politik.

"Makta" er også interessant, fordi den bidrager (positivt) til debatten om, hvordan man skal deklarere politiske dokumentarudsendelser, episke fortællinger, drama-serier, fiktion – eller hvad den slags nu bør kaldes.

År tilbage var drama-serien "Borgen" med skuespilleren Sidse Babett Knudsen i hovedrollen som statsminister for "De Moderate" en kæmpe seersucces – i Danmark, i Norge, ja verden rundt via Netflix.

Hovedforfatteren Adam Price havde uomtvisteligt hentet inspiration i den politiske virkelighed med den stærke radikale leder, Margrethe Vestager, og den socialdemokratiske statsminister, Helle Thorning-Schmidt, som frontfigurer.

Inspiration, ja, for det var et drama og fiktion, men ikke uden rod i virkelighedens verden. Måske også med et vis politisk sigte, selv om Adam Price nok ikke havde i tankerne, at Lars Løkke Rasmussen ti år senere ville danne Moderaterne.

Modsat fiktionen "Borgen", hvor handlingen, skuepladsen og personerne er helt eller delvis opdigtede, bragte DR sidste år dokumentarudsendelsen "Schlüter", hvor journalisten Anne Sofie Kragh, via interviews med andre politikere, kommentatorer og historikere, portrætterer den konservative statsminister. Jeg var selv, med min fortid som Christiansborg-journalist og senere konservativ generalsekretær i Schlüters statsminister-år og forfatter til "Schlüters politiske testamente, blandt de interviewede.

Hybrid-genren er ikke bare diskutabel. Den er i virkeligheden lidt farlig, fordi gætværk og dramatiseringer kan blive en del af den fremtidige historiefortælling.

John Wagner

I dokumentar-genren har vi også sidste år set DR-serien "Søn af en udstødt" og "Signes far" med tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen – stærkt bevægende non-fiktion.

"Schlüter" var indiskutabelt også en dokumentar, selv om Anne Sofie Krag havde udvalgt interview-personerne – andre kunne jo også have udtalt sig og anderledes – og den begrænsede TV-tid medførte nok en skævvridning fra de politiske udfordringer og resultater til proces og person. Men fiktion var det under ingen omstændigheder.

Her er problemet med "Anker" – og det har absolut intet som helst at gøre med Bo Tengbergs ægteskab med Mette Frederiksen, som er en efter min mening helt skæv debat – at der opstår alt for mange situationer i de tre afsnit, hvor man kommer i tvivl om, hvad der er fakta, og hvad der er fiktion – med andre ord: Sandhed, løgn eller dårlig hukommelse.

Hybrid-genren er ikke bare diskutabel. Den er i virkeligheden lidt farlig, fordi gætværk og dramatiseringer kan blive en del af den fremtidige historiefortælling. Derfor bør TV 2, DR og andre udgivere af den slags – som NRK – gøre meget mere ud af disclaime og sideløbende kommunikere om boniteten i beskrivelsen af politiks til tider ækle, til tider smukke tilblivelse. Ellers står kun magtkampe og druk tilbage.