Museumsdirektør: Er kulturens ledere virkelig så elendige?
Stribevis af sager om dårlig ledelse i kulturen skyldes manglende lederfaglighed og et bagtæppe af velmenende, men amatøragtige kulturbestyrelser, der ikke har sans for strategi, økonomi eller ledelse. Det er på tide at revidere anbefalingerne til god ledelse af kulturinstitutioner, skriver Jane Sandberg.
Jane Mylenberg
Debattør og selvstændig rådgiver, kommunikationskonsulent, Ungdomsringen, bestyrelsesmedlem, UngdomsbureauetDet spørgsmål har jeg efterhånden både stillet og er blevet stillet mange gange.
Det nemme svar er selvfølgelig bare ja.
For ser man på antallet af sager, hvor ledere i kulturens domæne er kommet til kort, står de nærmest i kø. Lige nu er det faktisk ret nemt at forstå, hvorfor vores omverden måber og tænker sit.
Det er pinligt, og det gør det bare endnu mere svært for os at blive taget alvorligt af vores omgivende samfund. Altså det samfund, som vi er så dybt afhængige af: De gæster, som skal købe billetter til vores tilbud, de fonde, som skal imødekomme vores ansøgninger, og de partnerskaber, vi skal skabe ud i alle dele af samfundet.
Manglende lederfaglighed og amatøragtige bestyrelser
Den nemme forklaring på, hvorfor mange kulturledere falder over egne eller andres ben og fremstår himmelråbende uprofessionelle er selvfølgelig, at de fleste af os er rekrutteret fra en grundfaglighed, som ikke er ledelse.
Når vi udnævnes, bliver lederskab noget, som vokser på nogle, mens andre aldrig rigtig prioriterer det
Jane Sandberg
Administrerende direktør, Enigma
Når vi udnævnes, bliver lederskab noget, som vokser på nogle, mens andre aldrig rigtig prioriterer det.
Ikke sjældent har jeg talt med kulturlederkollegaer, som har ment, at ledelse egentlig mest handler om sund fornuft – måske garneret med et drys af selvledelse til de udøvende eller forskere; "for de gider jo slet ikke ledes".
Det skal dog nævnes her, at nogle ledere selvfølgelig tager eksempelvis diplomuddannelser og så videre undervejs, men der er dælme også mange, som ikke gør.
Den lidt mere komplekse – og nok mere retvisende – forklaring er, at mange af os refererer til bestyrelser, som er lige så himmelråbende amatøragtige som os selv. De fleste kulturbestyrelser drives af velmenende frivillige kræfter, som yder en kæmpe indsats, men alt for ofte uden hverken strategisk forståelse, viden om bestyrelsens ansvar og rollefordeling, evne til at udøve kontrol med økonomi eller yde sparring til den daglige ledelse.
Nye anbefalinger til god ledelse i kulturen
Det efterlader alle i et vakuum, hvor ingen rigtig sætter sig for bordenden. Heller ikke, når den daglige ledelse burde tales til fornuft eller bare følges til dørs.
I 2011 afleverede Lars Liebst-udvalget sine anbefalinger om god ledelse af kulturinstitutioner til Kulturministeriet. De anbefalinger er sådan set fornuftige nok, men verden har dog ændret sig på ti år. Det har udvalgets anbefalinger ikke. De står fuldstændig, som de blev afleveret.
Mon ikke, det var på tide, at ministeriet igangsatte en revision af governance i kulturbestyrelser, så vi ikke understøtter en – i øjeblikket ret velbegrundede – opfattelse af, at vi ovre i kulturens verden er bemandet med så mange dårlige ledere, at vi som branche med rette bør mødes med både undren og dalende tillid.
Teksten er bragt første gang på Jane Sandbergs Facebook-side.